Du vil til udlandet som selvstændig

Som selvstændig i et andet land skal du nogle gange være medlem af en dansk a-kasse. Nogle lande tilbyder dækning af selvstændige.

Som selvstændig i udlandet er det vigtigt, at du kender reglerne for arbejdsløshedsforsikring i det land, du driver din virksomhed i. Og det er en god ide at undersøge det, inden du tager af sted.

Er du ikke forsikret korrekt, kan du miste din ret til dagpenge og din mulighed for at gå på efterløn.

Kontakt os derfor, hvis du overvejer at starte op som selvstændig i et andet land.

Nogle lande tilbyder dækning af selvstændige

I nogle europæiske lande kan du blive forsikret mod arbejdsløshed, når du er selvstændig. Driver du virksomhed i de lande, skal du derfor forsikres der.

Det er en god ide at undersøge vilkårene i det land, du rejser til. Du bør gøre dette allerede inden, du rejser, og inden du melder dig ud af din danske a-kasse.

Du kan beholde din danske a-kasse

Hvis du er selvstændigt erhvervsdrivende i et EØS-land, der ikke tilbyder arbejdsløshedsforsikring til selvstændige, har du mulighed for at bevare dit medlemskab i Akademikernes A-kasse. Det samme gælder, hvis du skal til et land uden for EØS.