Sophie blev iværksætter og skiftede retning fra forskning til forsikring

Da Sophie Bohr Grønbek tog beslutningen om at skifte retning i sit arbejdsliv og blive iværksætter, var det ikke, fordi en stor, strålende lyspære pludselig lyste op i hendes hjerne. Idéen til forsikringsappen Undo var resultatet af en grundig analytisk proces, hvor hun tog sin faglighed som forsker med sig.

 

 

Af Louise Graa Christensen Foto Storylab

 

Sophie Bohr Grønbek er uddannet molekylærbiolog og kommer fra en karriere inden for forskning, som hun var glad for. Det var et spændende job, men også et arbejde med en meget fastlåst struktur i forhold til udviklingsmuligheder, syntes hun. Så da hun stod over for at skulle skrive en ph.d. og deltog i et arrangement hos et konsulenthus, hvor man kunne prøve kræfter med konsulentarbejde, fik hun blod på tanden i forhold til at prøve noget nyt.

Hun søgte og fik job i et konsulenthus, hvor hun arbejdede i fire år, og i marts 2017 skiftede hun igen retning, da hun grundlagde forsikringsappen Undo.

 

Hvordan fik du ideen til Undo?

Jeg var en del af iværksætterkollektivet Rainmaking, hvor jeg sammen med tre andre iværksættere satte mig for at undersøge forskellige muligheder for en startup. Vi analyserede forskellige industrier, og da vi kom til forsikringsområdet, syntes vi, det virkede som en lidt støvet verden, som ikke havde omfavnet de teknologiske muligheder.

 

“For mig handler iværksætteri ikke nødvendigvis om at få en genial ide, men mere om at have en god metode og god tid til at se, hvor der mangler et produkt, der er unikt”

Sophie Bohr, grundlægger af Undo

 

Vi havde en ide om, at vi kunne lave et produkt, der kunne digitalisere og revolutionere forsikringsverdenen, ligesom det for eksempel skete i bankverdenen, hvor den digitale brugeroplevelse i dag er central. Samtidig ville vi gerne arbejde sammen med en større virksomhed, og det lykkedes os at få en stor investering fra Tryg.

 

Hvorfor valgte du at blive iværksætter?

Jeg er ikke en af dem, der åbnede mig egen vejbod som seksårig, men kommer derimod fra en familie, hvor alle er akademikere og forskere. Jeg anede for eksempel ikke, hvad CBS var, og da jeg valgte karrierevej, gik mine overvejelser mest på, hvilket område inden for naturvidenskab, jeg ville uddanne mig inden for. Men da jeg tog springet fra forsker til konsulent, kunne jeg se, at der var mange ting, der gik igen i de to verdener.

Jeg havde lyst til at opleve forskellige typer af arbejde og udfordre mig selv på nye måder, og så er jeg drevet af eventyrlyst, så derfor gav det god mening at skifte retning. For mig handler iværksætteri ikke nødvendigvis om at få en genial ide, men mere at have en god metode og god tid til at se, hvor der mangler et produkt, der er unikt.

 

Sophie Bohr Grønbeks 5 bedste råd til nye iværksættere

  1. Spring ud i det, og tag et skridt ad gangen, så skal det nok lykkes før eller siden. Også hvis du kommer med en utraditionel uddannelsesbaggrund.
  2. Find nogle andre, som har andre typer af fagligheder, men samme tilgang og måske også samme temperament i forhold til det at drive og udvikle en forretning.
  3. Find et interessant problem, for en startup er nærmere noget, man skal arbejde med i ti år end i to, så det skal være ”worth your while” – ellers går du kold i det.
  4. Få sparring fra mere erfarne iværksættere undervejs
  5. Få eventuelt et job i en startup, inden du starter dit eget, så du får et indblik i iværksætter-verdenen først og et godt afsæt.

 

Foto Storylab

 

Hvordan kan du bruge din akademiske faglighed som iværksætter?

Det med at løse svære problemer med en analytisk og eksperimentdrevet approach kan man i forskningsverdenen, i consulting og som iværksætter, og det er den røde tråd, der gør sig gældende i mit arbejdsliv. Jeg er glad for, at jeg har en anden faglighed med mig og fortryder ikke, at jeg ikke gik iværksættervejen direkte. Den analytiske tilgang, hvor man opstiller hypoteser, tester og vurderer et resultat, er værktøjer, jeg har med mig fra min uddannelse, og det er også dem, jeg bruger som iværksætter i Undo.

Hvert år ved studiestart på Københavns Universitet bliver jeg inviteret ud til opstarten på Molekylær Biomedicin for at fortælle de unge om, at man også kan bruge sin uddannelse på andre måder og i andre sammenhænge. Det, budskab synes jeg, er vigtigt at udbrede.

 

Hvad er det bedste ved at være iværksætter?

Den kæmpe autonomi man har. Når man er CEO i sin egen virksomhed, er der forståelse for, at det er en selv og eventuelle co-founders, der sætter retningen. Det er vores vision, investorerne køber ind i, og så kan man ellers bare komme ud over stepperne. Som iværksætter har man også en unik mulighed for at skabe det virksomhedsmiljø, man ønsker sig. I Undo lægger vi vægt på, at der er rum til innovation og udvikling og plads til at eksperimentere, fejle og lære.

 

Hvad er de største udfordringer ved at være iværksætter?

For mig var det selvfølgelig udfordrende at komme fra en helt anden verden og give slip på den karriere, jeg havde opbygget der, for forskningsfeltet er ikke en verden, du bare kan vende tilbage til. Og helt overordnet er der mange op- og nedture i startupverdenen, hvor det nok er de færreste, der undgår at støde hovedet imod en mur op til flere gange.

 

“Den analytiske tilgang, hvor man opstiller hypoteser, tester og vurderer et resultat, er værktøjer, jeg har med mig fra min uddannelse, og det er også dem, jeg bruger som iværksætter i Undo”

Sophie Bohr, grundlægger af Undo

 

Vi har også lavet nogle kæmpe satsninger, som ikke lykkedes i første omgang, og hvor vi var lige ved at dreje nøglen om. Men vi hev os selv op i nakkehårene og gentænkte og genbesøgte det, indtil det lykkedes. Det at få investeringer er naturligvis også et stort stykke arbejde, som kan give bump på vejen. Jeg har virkelig sat pris på, at vi var flere, der startede firmaet sammen, så vi kunne støtte hinanden og også for eksempel dække hinanden ind, hvis vi havde barn syg.

 

“I Undo lægger vi vægt på, at der er rum til innovation og udvikling og plads til at eksperimentere, fejle og lære”

Sophie Bohr, grundlægger af Undo

 

Hvorfor er Undo blevet en succeshistorie?

Undo er en forsikringsapp, hvor man kan sammensætte og skræddersy sine egne forsikringer. Alt foregår digitalt – eksempelvis kan man lave en video af en skade, forklare om den i videoen og uploade den i appen. Et andet eksempel er rejseforsikringen, som man kun betaler for, når man er ude at rejse. Appen registrerer selv, hvor og hvor længe man befinder sig i et andet land og beregner prisen ud fra det. Undo henvender sig primært til unge, som er en gruppe, der ikke altid kender ret meget til forsikring, og som de store selskaber ikke nødvendigvis går efter at få som kunder.

 

Hvordan går det for Undo i dag?

Det går virkelig godt, og vi har den højeste vækst nogensinde, hvor vi lige nu har 40.000 husstande i Danmark som kunder og omkring 65 medarbejdere. Vi er i gang med at udvikle flere spændende nye produkter og har nået en størrelse, hvor der er en anden stabilitet. Den første fase, hvor man kun er få mennesker, er virkelig spændende, men også rigtig hård. Det er sjovere nu, hvor vi har flere muskler.

 

Om Sophie Bohr

Master i molekylær biomedicin fra Københavns Universitet, 2011. Begyndte sit arbejdsliv som forskningsassistent, men skiftede efter et halvt år til konsulentarbejde i virksomheden Qvartz og senere projektledelse inden for startups hos Rainmaking. Grundlagde i 2017 forsikringsappen Undo.
Læs mere om Undo her.

 

Foto Storylab

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Startup-tilbud

Går du selv rundt med en iværksætter i maven? Eller er du bare nysgerrig på, hvad det betyder at være selvstændig?

I vores startup-tilbud kan du finde hjælp til alt lige fra den indledende afklaringsfase, hvor du finder ud af om livet som selvstændig er noget for dig, til udviklingen af din forretning, så du kan leve af den – uanset om du er soloselvstændig konsulent eller en del af et team, der drømmer om at udvikle en app. 

Gå til siden Iværksætteri