Skal du være selvstændig?

Sådan kommer du i gang som solo-selvstændig

Forfatter Louise Lyngaa og Tanja Hesselager, SoloCEO

Hvad ved du egentlig om at være selvstændig, før du bliver det? De fleste ved nok ikke så meget. Hverken om hvordan hverdagen bliver, om du bliver god til at få opgaver, eller hvordan du overhovedet starter en virksomhed. Det sidste hjælper vi dig med her. Få vores bud på 10 små trin, der får dig godt i gang med livet som solo-selvstændig.

 

Kvinde ved skrivebord med computer

 

1. Find på et navn til din virksomhed

Det lyder let, men det kan være virkelig svært. Brug lidt tid på at tænke over det. Skal navnet reflektere, hvad du gerne vil sælge? Hvad lyder godt? Hvad er let at stave til? Kan du bruge dit eget navn som del af virksomhedsnavnet? Hvis du vil have en hjemmeside, bør du også tjekke, om web-domænet er tilgængeligt.

Hvorfor er det vigtigt med et navn? Det er det bl.a. fordi, du skal vide, hvad din virksomhed hedder, før du kan oprette den.

2. Opret din virksomhed

Det er lettere end man skulle tro. Den sværeste del er at orientere sig i de forskellige virksomhedsformer, så du tager det rigtige valg til din virksomhed. Rigtig mange solo-selvstændige vælger at oprette en enkeltmandsvirksomhed, som er den mest simple virksomhedsform. Du opretter din virksomhed på virk.dk, som er en side under Erhvervsstyrelsen. Det tager ca. fem minutter - så er du virksomhedsejer!

3. Køb domæne

Hvis du planlægger at få en hjemmeside (nu eller på et senere tidspunkt), er det en god ide at købe webdomænet med det samme. Det kan du fx gøre på one.com eller dandomain.dk. Du kan købe et eller flere domæner til din virksomhed, og de koster fra ca. 50 – 200 kroner.

4. Få en bankkonto og et firmakort

Vi anbefaler, at du sætter dette i gang, så hurtigt som muligt, for det kan faktisk godt tage lidt tid. Bestil det hos din bank eller kontakt andre banker for at få et tilbud. Priserne varierer en del fra bank til bank, når det kommer til firmakonto og betalingskort.

5. Skal du have en firma e-mail?

Det kan være en god ide at oprette en firma e-mail, så du får dine arbejdsmails samlet ét sted. Samtidig betyder e-mailadressen noget for, hvor professionelt du fremstår. Hvis du har købt domæne og har planer om at lave en hjemmeside, er det oplagt at oprette en email, som hedder det samme som hjemmesiden, dvs. fx ditnavn@soloceo.dk. Det kan du gøre hos den leverandør, der hoster din hjemmeside. Hvis du har et mindre behov, kan du fx oprette en gmail med dit firmanavn, eksempelvis soloceo@gmail.com.

6. Skal du dækkes, hvis du får influenza?

Gab, det er kedeligt. Men overvej alligevel, om du har brug for en eller flere forsikringer. Hvis du kommer fra et job som fuldtidsansat, mister du muligvis nogle arbejdsgiverbetalte forsikringer. Brug derfor lidt tid på at undersøge, hvordan du allerede er dækket af dine private forsikringer. Mangler du noget? De fleste solo-selvstændige kan have gavn af en sygedagpengeforsikring og en forsikring ved kritisk sygdom. Sidstnævnte kan bl.a. tegnes sammen med oprettelse af en pensionsordning, fx gennem din bank.  

7. Få designet et logo

Du har muligvis brug for et logo – fx hvis du vil have visitkort eller hjemmeside. Med mindre du er meget kreativ eller har en grafisk uddannelse, er det en rigtig god idé at hente professionel hjælp her. Et professionelt logo ser bare bedre ud! 

8. Køb arbejdsudstyr

Overvej, hvad du har brug for af arbejdsudstyr for at komme i gang med din forretning. De fleste har som minimum brug for en computer og en telefon. Det kan også være, at du har brug for hurtigere internet derhjemme eller andet materiale og udstyr. Find det, du skal bruge, og køb det gennem din virksomhed!

9. Lav en hjemmeside

Om du har brug for en hjemmeside til din virksomhed, afhænger 100% af dine behov. Nogle har brug for en webshop eller et udstillingsvindue med deres ydelser. Andre har blot brug for en visitkortslignende hjemmeside, som viser potentielle kunder, at din virksomhed rent faktisk findes, og at du arbejder professionelt med den. Nogle solo-selvstændige, især konsulenter, vælger en hjemmeside helt fra, fordi de i stedet bruger LinkedIn eller andre platforme til at promovere sig.

Der findes et hav af løsninger på markedet, som gør det muligt at bygge det meste af hjemmesiden selv – dog kan den tekniske del alligevel drille de fleste (med mindre du er IT-konsulent eller koder for sjov i din fritid, selvfølgelig).

10. Hent hjælp hos de professionelle

Der kan dukke små og store spørgsmål op undervejs. Hvad må man fx trække fra i sin virksomhed, og bør du tegne en særlig forsikring? Her kan det være godt at finde en revisor tidligt, som kan svare på nogle af dine spørgsmål, når du starter op.

Synes du, at iværksætteri er spændende?

Overvejer du, om iværksætteri og et liv som selvstændig er den rigtige vej for dig, har du som medlem adgang til 3 online kurser, der har til formål at klæde dig på til at kunne udvikle, validere og præsentere/sælge din forretningsidé. Gå til online kurser.

Har du allerede taget beslutningen om, at du vil være iværksætter og gjort dig tanker om markedet, kunder og konkurrenter, tilbyder vi et 3-måneders iværksætterprogram, der inkluderer hands-on forretningsrådgivning og praktiske indspark gennem workshops og oplæg. Læs mere om iværksætterprogrammet Startup Growth.