4. okt. 2022

”Jeg ved ikke, hvad vi skulle gøre uden Simon”

Oplevelsesvirksomheden MTB-Tours holder blandt andet til i Hareskoven i Værløse, som danner ramme for et af Københavns bedste mountainbike-spor. Her er både værksted, butik og café, og kunderne kan leje mountainbikes og deltage i events.

Kandidat i humanfysiologi, Simon Udsen Grandjean, har for nylig tilføjet en helt ny produktlinje ved navn MTB-skolen. Den omfatter alt lige fra kurser til børne-camps og heldagsworkshops for virksomheder og privatkunder. MTB-skolen er et direkte resultat af den systematisering og kvalitetssikring, Simon Udsen Grandjean har bidraget med i virksomheden.

”Folk skal herfra med en god oplevelse. De skal føle, de har fået rigtig god service, og kvaliteten skal bare være i orden”.

Ordene kommer fra Simon Udsen Grandjean, som er uddannet kandidat i humanfysiologi fra Københavns Universitet og i dag ansat som chefinstruktør med mere hos MTB-Tours. Og stedet, som folk skal mindes med glæde over den høje kvalitet, er oplevelsesvirksomheden MTB-Tours i Hareskoven i Værløse, nord for København.

Oprindeligt var MTB-Tours en cykelbutik med værksted, udlejning af mountainbikes og mulighed for at deltage i enkelte guidede events. Men med ansættelsen af akademikeren Simon Udsen Grandjean er virksomheden gået fra mere klassisk cykelbutik til en strømlinet event- og kursusvirksomhed.

Som indehaver Christoffer Drøscher siger:

”Vores konkurrenter er ikke de andre cykelforretninger, men Zoo og Tivoli”.

Han fortsætter:

”Det, der har overrasket mig mest, er, hvor langt man kan tage en forholdsvis simpel ting som at køre på mountainbike og få det til at handle om meget mere: samarbejde, frygt, tillid, selvtillid og teamwork”.

Kursus i sten, sving og hop

MTB-Tours har også en filial i Hillerød i Nordsjælland, men holder primært til i Hareskoven i Værløse, hvor der udover butik, værksted og cykeludlejning også er cafe og mulighed for at lære mere om cykelsporten på MTB-skolen. Skolen operer både i Hareskoven og Hillerød og holder også kurser i andre skove og ude hos mountainbike-klubber eller institutioner, der ønsker at udvikle deres undervisere. Undervisningen på MTB-skolen dækker alt lige fra kurser i nørdede delelementer af cykellivet som ”rødder”, ”sten”, ”sving” og ”hop” til camps for børn, workshops for virksomheder og guidede skovture for alle på mountainbike.

Undervisning - MTB-Tours

Fra kaffe til fuldtidsjob

Det hele begyndte med en kop kaffe for et par år siden.

Indehaver Christoffer Drøscher havde netop overtaget MTB-Tours. Simon Udsen Grandjean kendte stedet godt fra sine 10 år som underviser på Paul Petersens Idrætsinstitut, som altid lejede sine cykler hos MTB-Tours.

Da corona ramte, mærkede Simon Udsen Grandjean som så mange andre behovet for, at der skulle ske noget andet og sagde sit underviserjob op. Drømmen med at uddanne sig til specialist i den menneskelige fysik, efterfølgende koblet med uddannelser i friluftsliv, blandt andet fra Norge, skulle nu sættes i spil på en ny måde. Noget, der kunne binde fysikken, naturen og det mentale sammen.

Derfor luftede Simon Udsen Grandjean ideen om at undervise hos MTB-Tours for Christoffer Drøscher den dag, over kaffen. Han forestillede sig, at det ville være midlertidigt og nærmest på hyggeplan, men efter blot et par dage, var han i fuld gang.

”Jeg ved faktisk ikke, hvordan det gik til, at jeg fra at være der en gang om ugen, pludselig, indenfor den første måned, også havde sagt ja til at tage opgaven med virksomhedens sociale medier”, fortæller Simon Udsen Grandjean.

”Efter to måneder fik jeg tilbudt et job på en højskole, men Christoffer spurgte mig, hvad der skulle til for at holde på mig. Sådan blev det til et fuldtidsjob med flere, også administrative opgaver, og jeg droppede de supplerende dagpenge”.

Der er nemlig en hel del at se til i mountainbike-virksomheden. Og Christoffer Drøscher siger da også, at han faktisk ikke ved, hvad han skulle gøre uden Simon Udsen Grandjean.

Både irriterende og uundværlig

”Han formår at gøre tingene til mere end de ser ud til. At løfte dem. Han hæver både niveauet og standarden på det, vi sælger. Så jeg ser det faktisk som en investering i kvalitetssikring af vores produkt”, siger Christoffer Drøscher.

”Hvis vi alene nøjedes med at måle Simons indflydelse på virksomhedens indtjening, så er det i sig selv en god case. Men udover det, så er jeg jo iværksætter og sprøjter ideer ud, som jeg aldrig får fulgt til dørs. Og der er Simon både irriterende og uundværlig, fordi han er kritisk og gør tingene færdige. Vi kommer bare i mål sammen”.

Simon Udsen Grandjean kan sagtens genkende sig selv i den systematiserende og strukturerende rolle.

”Christoffer har en milliard ideer. Og jeg har gjort det muligt at eksekvere en procentdel af dem”, griner han.

”Uden mig ville han nok skulle løbe dobbelt så hurtigt. Nu kan vi i stedet blive ved med at forfine og udvikle vores produkter. Jeg tror, at jeg har bidraget med noget stabilitet og kvalitet i vores produkter til firmaer og privatkunder; vores serviceydelser. Jeg har blandt andet udviklet rammen, så alle dem, der arbejder for os, får den samme introduktion og de samme grundværdier. Så kunderne får en genkendelig og strømlinet oplevelse”.

Finalist til Akademikerprisen

Systematisering, overblik, sparring og evnen til at tilegne sig viden på kort tid er noget af det, der går igen, når man hører nogle af de mange gode historier om, hvad en akademiker kan bidrage med i små og mellemstore virksomheder.

MTB-Tours er en af fire nominerede kandidater til Akademikerprisen 2022. Oplevelsescenteret har fået regionsfinalepladsen for sit gode eksempel på, hvordan højtuddannedes kompetencer og mindset kan være med til at skabe udvikling og fremdrift i en mindre eller mellemstor virksomhed.

Det er Akademikernes A-kasse, der står bag Akademikerprisen, som uddeles en gang årligt, næste gang den 22. november 2022. Prisen er stiftet for at hylde små og mellemstore virksomheder, som har skabt resultater med ansættelsen af akademikere.

Værdien af bedre kvalitet

Noget af det indehaver Christoffer Drøscher ser stor værdi i, med ansættelsen af en universitetsuddannet medarbejder, er netop at kunne tilbyde ypperlig kvalitet. Tidligere lå oplevelsen med turene i kundernes egne hænder. Når de havde lejet cyklerne og var blevet sendt afsted i skoven, var de på egen hånd. Det indebar en risiko for, at de kørte de forkerte steder, ikke havde styr på teknikken eller blev skræmte og dermed fik en dårlig oplevelse. Men MTB-skolen er med til at gøre det mere sikkert at færdes på mountainbike.

”Der er mange, der tror, at det er farligt at køre på mountainbike. Men folk brækker jo også armen i fodbold eller til golf. Vi synes, det er smart at få noget undervisning, som kan kvalificere oplevelsen. Ligesom når man tager på skiskole for at lære teknikken. Man skal ikke tage fejl af, at selv mange af dem, der har kørt mountainbike i 20 år, også kan trænge til at få teknikken pudset af”, siger Christoffer Drøscher.

Simon Udsen Grandjean og Christoffer Drøscher - MTB-Tours

Med rygsækken fuld af kompetencer

Både Christoffer Drøscher og Simon Udsen Grandjean prioriterer selv at komme i skoven, ud i naturen og få rørt kroppen så ofte som muligt. Indimellem tager Simon Udsen Grandjean også selv ud som guide på virksomhedsture i virksomhedernes lokalområde.

”Man kan mærke, at han har en rygsæk fuld af kompetencer, også i de situationer”, siger Christoffer Drøscher. ”Han er rolig og vant til bare at finde ud af tingene på vejen”.

Selv siger Simon Udsen Grandjean, at tilliden og roen blandt andet kommer fra studiet.

”Noget af det, jeg lærte på min uddannelse, var, at man ikke skal eller kan vide det hele. Der kommer jo ny forskning indenfor mit område hele tiden, og det er umuligt at vide alt. Så man lærer, hvordan man kan finde det, man skal bruge. Man bliver god til at kunne sætte sig ind i nye systemer. Og så bliver man ret god til at sige til sig selv: ”Det skal jeg nok finde ud af”.

Familien Danmark skal i skoven

Christoffer Drøschers, Simon Udsen Grandjeans og kollegernes fælles vision er at skabe endnu flere mountainbikere, at gøre op med myten om, at det er meget farligt at køre på mountainbike og – ikke mindst – at få Hr. & Fru Danmark sammen med resten af familien ud i skoven til store oplevelser.

”Forleden kørte Simon og jeg årets første “night-ride”, hvor man kører, mens det er helt mørkt med kraftige lygter på styr og hjelm. Vi stoppede flere gange op undervejs og var enige om, at det bare var “waow!”. Vores lille danske natur byder på kæmpe oplevelser, og dem ønsker vi at dele med flere og flere”, siger Christoffer Drøscher.

Og hvis det går, som det er gået indtil videre for cykelbutikken, der blev strømlinet og gjort til en oplevelsesvirksomhed, så står Simon Udsen Grandjeans udsagn til troende: ”Det skal vi nok finde ud af”.