11. nov 2015

Vestjysk stålvirksomhed vinder Akademikerprisen 2015

Akademikerprisen er netop blevet uddelt for første gang. Prisen i år går til Ribe Jernindustri, der har vendt kriseår til succes ved at inddrage akademikere i virksomheden, som derved har oplevet markant vækst.

Pressemeddelelse fra Akademikernes A-kasse.

Årets Akademikerpris, der uddeleles af Akademikernes A-kasse, går til Ribe Jernindustri. Virksomheden, der fra 2004-2013 oplevede turbulente år, har formået at vende krise til fremgang.

Ribe Jernindustri med rødder tilbage til 1848 er således i dag Danmarks største fabrikant af radiatorer og konvektorer. Og succesen skyldes netop, at virksomheden satsede på akademisk arbejdskraft, da nedgangen skulle vendes til fremgang. I dag har den akademiske arbejdskraft en nøglefunktion hos virksomheden.

Uddelingen af Akademikerprisen har fundet sted onsdag den 11. november.

Her har bestyrelsesformand for Akademikernes A-kasse, Allan Luplau sammen med formand for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, netop uddelt prisen til den vestjyske stålvirksomhed.

"Det er en fornøjelse at hylde en virksomhed, der i den grad har turdet satse på højtuddannet arbejdskraft. Ribe Jernindustri vinder prisen for sit globale udsyn, sit mod til at tænke nyt og ikke mindst for at have skabt succes i virksomheden på grund af akademisk arbejdskraft," siger Allan Luplau.

Han uddyber:

"Det gavner hele arbejdsmarkedet, når en virksomhed ansætter en akademiker. Så på den måde kan man sige, at højtuddannede og faglærte ikke er hinandens modsætninger. Faktisk er de hinandens forudsætninger."

I Ribe Jernindustri, hvor akademikerne laver specialudviklede radiatorer til hospitaler, modtager man prisen med stor glæde.

"Vi er benovede, beærede og berørte, fordi der er nogen, der har opdaget os. Vi er simpelthen så glade for at have fået Akademikerprisen," siger adm. direktør i Ribe Jernindustri, Michael Boel Olesen.

Han uddyber:

"Vi har erfaret, at akademikere skaber vækst. Og alle faggrupper i virksomheden har opdaget, at potentialet for hele virksomheden er større, når vi samarbejder med akademikere."

Med Akademikerprisen følger 100.000 DKK, som virksomheden skal bruge på at skabe yderligere vækst.