19. aug 2016

Adm. direktør i Akademikernes A-kasse Michael Valentin er valgt til formand for Foreningen Folkemødet

Bestyrelsen i Foreningen Folkemødet har d. 25. maj konstitueret sig og valgt adm. direktør for Akademikernes A-kasse, Michael Valentin, til formand.

Pressemeddelelse fra Akademikernes A-kasse.

I april blev Foreningen Folkemødet stiftet som et led i at konsolidere og udvikle Folkemødet som organisation i fremtiden. Den 25. maj konstituerede bestyrelsen sig og valgte Michael Valentin, adm. direktør i Akademikernes A-kasse, til formand. Bestyrelsen består derudover af Connie Hedegaard, Bruno Månsson, Mikkel Marschall, Vibe Klarup Voetmann og Winni Grosbøll.

”Jeg er meget glad for valget som formand for Foreningen Folkemødet og ser frem til at være med til at udvikle og styrke Folkemødet sammen med resten af bestyrelsen. Planlægningen af Folkemødet 2016 er allerede godt undervejs og i de bedste hænder, og jeg glæder mig meget til selv at deltage”, udtaler Michael Valentin.

Michael Valentin har foruden sin mangesidede erhvervserfaring et omfattende netværk, der kan åbne døre i mange retninger. Han har sans for udvikling af potentielle forretningsområder og er skarp på både strategisk og politisk kommunikation. Kompetencer der er vigtige for at fastholde og udvikle Folkemødet som smeltedigel for dialog, netværk og sammenhængskraft.

"Jeg oplever Folkemødet som den gammelkendte omstillingsdame, der skaber forbindelse mellem personer, organisationer, virksomheder, politik og holdninger, og som dermed udfylder en essentiel funktion i vores demokrati", udtaler Michael Valentin.

Michael Valentins CV omfatter bl.a.:

Adm. direktør for Akademikernes A-kasse Bestyrelsesmedlem i AK Samvirke (brancheorganisation for A-kasser)

Chef for forretningsudvikling, Lett Advokaterne Kommunikationschef, Lett Advokaterne og i HK Stifter af rådgivningsfirmaet JobogLiv.dk A/S

Kontorchef i Arbejdsdirektoratet under Arbejdsministeriet

Forfatter og foredragsholder

 

Foreningen Folkemødets bestyrelse:

Michael Valentin Adm. direktør for Akademikernes A-kasse.

Connie Hedegaard Bestyrelsesformand i den grønne tænketank Concito.

Bruno Månsson Advokat og indehaver af Paragraf Plus, med møderet for Landsret og Højesteret.

Mikkel Marschall Kok samt ejer og stifter af Marschall Food Event og Sol over Gudhjem.

Vibe Klarup Voetmann Formand for regeringens Frivilligråd og rådgiver for Sønderborg Kommune.

Winni Grosbøll Bornholms Borgmester og formand for Folkemødets styregruppe.