22. feb 2016

Et Danmark uden veluddannede er en dårlig forretning

Det er nærmest uddannelsesrindalisme at forklejne højtuddannede som en del af Danmarks vækst, hvilket enkelte Venstre-folk ellers turnerer rundt med for tiden. Det mener vicedirektør i Akademikernes A-kasse, Kim Them Serup.

Debatindlæg i Altinget af Kim Them Serup, vicedirektør i Akademikernes A-kasse.
 
Der er meget godt at sige om dygtige danske faglærte. Og der er meget godt at sige om dygtige danske akademikere. I Akademikernes A-kasse mener vi derfor også, at man bør rose og anerkende begge faggrupper, fordi de i dén grad er hinandens forudsætninger for vækst og ikke hinandens modsætninger.
 
På det seneste har jeg dog fået en fornemmelse af, at akademikerne som gruppe er blevet lagt relativt grundigt for had i enkelte dele af Venstre. Seneste verbale knytnæve kom fra Thomas Danielsen, Venstres ordfører for landdistrikter og øer, der her på Altinget påstod, at vi overuddanner den danske befolkning, der således ser ud til at svømme over i bebrillede universitetstyper om ganske få år.
 
Det er et postulat, der godt kan undre mig en kende.
 

Gå fremtiden i møde med åbne øjne

I Akademikernes A-kasse, der er Danmarks største a-kasse for højtuddannede, ved vi en del om ledighed. Og en del om ledighed blandt akademikere. Vi stikker dagligt snuden i tal, der fortæller om tendenserne her. Og ifølge den seneste opgørelse over fuldtidsledigheden blandt vores medlemmer er kun 3,4 procent af akademikerne, der er medlemmer hos os, ramt af ledighed.
 
I antal er det under halvdelen end det, der kan være i Boxen i Herning. I en faggruppe som ingeniører er fuldtidsledigheden helt nede på 2,0 procent, mens et fag som lægerne reelt ingen ledighed har, da kun 0,4 procent i denne faggruppe er på dagpenge.
 
Det burde være almindelig kendt, at vi i Danmark ikke kan konkurrere på pris, når vi skal forsøge at klare os i et internationalt kapløb om vækst og fremgang. Der vil altid være en polak eller en philippiner, der kan arbejde til en lavere løn, end hvad der gør sig gældende i Danmark.
 
Derfor er det også fuldstændig afgørende, at vi med åbne øjne går fremtiden i møde med en forståelse af, at vi særligt fremover skal leve af ideerne fra højtuddannede, der arbejder tæt sammen med de kloge hænder. Samarbejde og idevirksomhed er nemlig et af vores allerstørste aktiver. I byerne såvel som i landdistrikterne.
 
Det kan derfor vække en vis forundring hos mig, når jeg læser i Thomas Danielsens indlæg, at erhvervet efterlyser kvalificeret arbejdskraft – forstået som faglærte – særligt i landdistrikterne. For hvordan hænger denne pludselige akademikerfornægtelse sammen med regeringens planlagte ’vækstpiloter’, som netop har til formål at få den akademiske arbejdskraft bedre ud til små og mellemstore virksomheder i hele landet, hvis de højtuddannelse alligevel er overflødige nørder i den samlede beskæftigelse?
 
Og hvorfor skulle Venstres egen erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, smide 60 millioner efter selvsamme vækstpiloter, hvis det eneste, landdistrikterne har brug for, er dygtige faglærte?
 

Akademikerne skaber vækst

Vi er derfor også helt på linje med Dansk Industri, der gør opmærksom på problemet ved at skære i fremtidens råstof i form af en veluddannet arbejdsstyrke. I Debatten på DR2 den 4. februar 2016 sagde DI’s vicedirektør, Kent Damsgaard, således, at det for DI er ”helt afgørende, at det bliver sikret, at der kommer flere midler til uddannelse og forskning.” Vigtigheden af uddannelse og forskning begrundes i arbejdspladser og vækst.
 
Og vækst er netop, hvad der følger med ansættelsen af akademikere. I en af de seneste rapporter udarbejdet af Rambøll fremgår det tydeligt, at akademikere skaber vækst i de danske virksomheder. Det viser sig således, at for hver gang, man ansætter en akademiker, skaber det knap otte nye arbejdspladser.
 
Tilbage står derfor en dyb forundring over den pludseligt uddannelsesbenægtende tilgang, der ser ud til at have taget sit indtog i udkantsdele af det gamle, liberale oplysningsparti. For et Danmark uden en veluddannet befolkning er ikke alene en dårlig forretning. Det vil også være et tilbageskridt og en ærgerlig genvej til taberens placering i det internationale kapløb om overhovedet at klare sig som nation.
 
Endelig kan man spørge sig selv, om ikke fokus vedrørende uddannelse af den danske befolkning også – sammen med øvrige udfordringer – burde rettes imod den allerstørste udfordring. En udfordring, der både rammer samfundsøkonomisk og menneskeligt: Nemlig alle de mennesker, der slet ikke får en uddannelse.