6. dec 2016

Iværksætter vil redde dine stinkende sko

Charlotte Bossen Nielsen vil bygge en succesfuld virksomhed op omkring en lille nytænkende, miljøvenlig og kemikaliefri ’brik’ til sure sko. Hun er en af de 70 unge akademikere, der har fået et 13-ugers start-up-forløb i Akademikernes A-kasse.

Jeg var en af de der mærkelige børn, der lægger forretningsplaner som 10-årig,” siger Charlotte Bossen Nielsen og griner.

Det er kun kort tid siden, at hun afleverede sit speciale i arbejdslivsstudier og sundhedsfremme på Roskilde Universitet. Men hun sidder ikke og venter på kandidatbeviset i postkassen. Hun er allerede i fuld gang med at realisere sin barndomsdrøm: At blive iværksætter.

”Jeg har altid drømt om at bygge noget op selv. For mig handler det om selve dét at være iværksætter,” forklarer hun. Og tilføjer: ”Jeg har bare ikke haft den fantastiske idé før nu”.

Inspiration fra sure dansesko

Drømmen og fremdriften manglede hun ikke. Og idéen – den kom præcis, da hun skulle bruge den. En samtale med hendes mand om deres egne sure træningssko gav hende idéen for ganske nylig.

”Jeg begyndte at danse, da jeg var fem år. Min mand dyrker crossfit. Vi kom til at tale om, hvad der lugter værst: mænds crossfitsko eller dansesko,” siger Charlotte Bossen Nielsen.

Danseskoene vandt vist en smal sejr, for de er ofte lavet i læder og satin – ikke noget man lige vasker. Det samme gælder golfsko, fodboldstøvler og mange andre sportssko – men også alt fra dyre stilletter til gummistøvler kan blive hjemsøgt af dårlig lugt.

”Yes, der var den. Idéen. Her er der et hul i markedet,” fortæller Charlotte Bossen Nielsen. Hun satte sig for at opfinde en ’brik’ baseret på aktivt kul, som man kan lægge i skoen efter brug, og som opsuger fugt og lugt.

”Det er jo sjovt, at der ikke eksisterer et produkt på markedet, som på en naturlig og skånsom måde gør skolugt til et non-issue. Der findes kemikaliebomber på spray, men intet produkt som både er miljørigtigt og i et lækkert design,” forklarer hun.

Får sparring og fællesskab

Kort tid efter så hun et opslag fra sin a-kasse, Akademikernes A-kasse: Send din forretningsidé ind og bliv en af de iværksættere, der får kontorplads, fællesskab og sparring i et 13-ugers rugekasseforløb.

Hun søgte og er blandt de udvalgte, der startede op 1. november på en helt ny-istandsat etage i Akademikernes A-kasse på Vester Farimagsgade i København.

”Min forventning til forløbet er, at det vil gøre rejsen fra idé og ingen virksomhed til virksomhed med produkt meget lettere. Her kommer jeg ind i et miljø, hvor jeg får hjælp, sparring og ressourcer. Hvordan får man lavet et patent for eksempel? Det kan jeg få hjælp til her,” forklarer Charlotte Bossen Nielsen.

De 13 uger på øverste etage i Akademikernes A-kasse skal hun blandt andet bruge på designprocessen, på at finde den rette fabrikant og på at få patent.

Hun havde aldrig regnet med, at hjælpen til dét skulle komme fra hendes a-kasse.

”Det er jo ikke den traditionelle rolle for en a-kasse at hjælpe unge iværksættere. Men det giver utrolig god mening. I stedet for kun at få medlemmerne ud i eksisterende lønmodtagerstillinger, hjælper man med, at vi kan bygge egen virksomhed op og skabe helt nye arbejdspladser til akademikere,” slutter Charlotte Bossen Nielsen.