21. aug 2017

Akademikerprisen: Her er de 4 virksomheder, som skal dyste om sejren

4 virksomheder har nået finalen i kampen om at vinde Akademikerprisen 2017. Prisen går til en virksomhed, der skaber vækst i private virksomheder ved at ansætte akademikere.

De 4 finalister til Akademikerprisen 2017 er nu fundet: Et ismejeri, et bageri, en gardinleverandør og en plastvirksomhed. En af virksomhederne hædres den 7. november i Børsbygningen med æren og 100.000 kroner. Prisen uddeles en gang årligt af Akademikernes A-kasse til en virksomhed, der bryder normer og vanetænkning og bruger akademisk arbejdskraft til at skabe nye muligheder, nye job og ny vækst.

”De 4 finalister har alle turdet gå nye veje. De har ansat højtuddannede mennesker med utraditionelle kompetencer i deres virksomheder. Og de har haft succes med det. De har skabt vækst og job. Både til akademikerne og til de mange faglærte og ufaglærte, der følger med, når virksomhederne vokser. Den vilje til at prøve nyt på tværs af faggrænser og uddannelser vil vi gerne hædre og vise frem til inspiration for andre,” siger bestyrelsesformand for Akademikernes A-kasse, Allan Luplau.

Fra 52 til 4

Blandt de 52 indstillede står 4 virksomheder nu tilbage efter et hårdt udskillelsesløb. De er:

Induflex:

Induflex arbejder bl.a. med laserskæring af plast. De valgte at ansætte en antropolog, og de blev via deres nye profil i stand til at forstå deres kunder på et dybere niveau - og det har medført, at virksomheden har skabt ny produktudvikling inden for sygehussektoren.

Induflex

Gardin Lis: 

Virksomheden leverer gardiner og persienner. En akademiker på lønningslisten førte til, at 10 kommuner blev nye kunder, og at virksomheden har vundet et EU-udbud og dermed er blevet leverandør til en stribe institutioner.

gardin Lis

Easyfood:

Bagervirksomheden fra Sønderjylland har fra starten ønsket at have højtuddannede kompetencer i huset. Det er et særsyn at ansætte humanister i et bageri, men hos Easyfood bidrager de bl.a. med design, markedsføring og udvikling.

Easyfood

Hansen Flødeis:

Den familieejede is-producent tog en chance, da de ansatte den første akademiker. Følelsen var, at de havde hænder nok, men ikke hoveder nok. De akademiske kompetencer har givet bedre mulighed for at dokumentere kvaliteten og producere i større mængder til større kunder.

Hansen Flødeis

 

De indstillede er udpeget af Akademikernes A-kasses regionale Advisory Boards, der bl.a. består af erhvervsfolk fra hele Danmark. Virksomhederne skal opfylde kriterier om åbning af nye jobmarkeder for akademikere, vækst, innovation, bæredygtighed eller arbejdsmiljø.

Prisen blev uddelt første gang i 2015. Formålet er at sætte fokus på de vækstmuligheder, der er i at ansætte akademikere i private virksomheder – og dermed også bidrage til at skabe nye arbejdspladser.