20. jan 2017

Hold nu kæft – jeg er arbejdsløs, ikke døende

Michael Dalgaard var ledig i 7 måneder. Oplevelsen lærte ham, hvordan omgivelserne ser på ledige, og hvordan et ændret mindset kan ændre alt.

Det var en dejlig efterårsdag. Min hustru og jeg var taget til en festlig begivenhed - du ved dem, hvor man møder de bekendte, man ser 1 til 2 gange om året. Hvor man lige skal igennem hele ritualet med kram og ”Hej, længe siden. Har du det godt?”.

Og så kom spørgsmål: ”Hvad går du så og laver i dag?” 

”Jeg er imellem jobs,” svarede jeg, for vi kalder det jo ikke arbejdsløshed. Det er nærmest et fyord. Og så kom svaret, som rungede igennem hele rummet og gav genklang i mit hoved:

”Nå, det var ærgerligt…”

Det blev efterfulgt af den lange og velkendte akavede stilhed, hvor man bare har lyst til at gribe klaphatten ved skuldrene og råbe:

”JEG ER ARBEJDSLØS, IKKE DØENDE!”

Mister troen

Som så mange andre havde jeg, da jeg blev færdig med min uddannelse, opbygget en idé om, at arbejdsløshed var da ingen sag. Det handlede bare om at være koordineret, frisk og have gå-på-mod. Jeg havde troligt ignoreret alle, der sagde noget andet, for det passede bare ikke ind i min naive lille verden.

Derfor føltes det da også som et svigende brandsår, når jeg kontinuerligt ramte ind i jobsøgningsbarrierer, motivationsproblemer og de kontinuerlige mails med ordene: ”Vi har valgt at gå videre med en anden kandidat”.

Det begyndte efter nogle måneder at gøre ondt på stoltheden. For ikke nok med at jeg havde brugt 6 år på skolebænken, uden af få drømmejobbet, så smeltede dagene sammen uden nogen form for værdiskabelse.

Jeg vågnede, skrev ansøgninger, lavede mad når min hustru kom hjem, og gik i seng igen - dag ind og dag ud. Men værst af alt var oplevelsen af medynk, og det prik i hjertet jeg fik, hver gang jeg mødte mennesker, og skulle stå ansigt til ansigt med mine mangler.

For hvert skud var det som at miste en smule mere af min identitet, i takt med at frustrationen og skuffelsen over situationen steg. Bevares, jeg kunne nok have gjort mere for at søge informationer og tage til workshops og foredrag omkring jobsøgning tidligere. Men at undgå, at afslagene og medlidenheden ikke ramte mig personligt, det kunne jeg ikke.

Ordet gør ondt

Hvis du ser på ordet arbejdsløs, er der jo heller ikke noget at sige til, at det ses på, som det gør. Det er jo søbet ind i medlidenhed, ynk og fratagelse af ansvar. Arbejdsløse er noget medierne taler dårligt om, eller du er et offer, som dine venner har sympati med, og som ordet hentyder, er de folk, der ”mangler noget”.

Det hjælper ikke just at kalde det for ”ledig” eller ”jobsøgende”. Det er ligesom, når en sælger kalder sig selv for konsulent eller rådgiver. Vi ved jo godt, hvad det betyder. Derudover er arbejde, noget du får - altså noget andre skal give til dig: ”Nååh, lille Michael, er der ikke nogen, der har været søde at gi’ dig et job endnu”.

Men ved nærmere eftertanke, har de fleste jo prøvet jobsøgningens rædsler, og derfor faktisk været i samme sko. Så var det måske i virkeligheden inde i mit eget hoved, at det blev tabubelagt og ikke fordi, at de sympatiske mennesker ved den festlige begivenhed var klaphatte.

Altså handlede det mere om, at jeg selv var så frustreret over at være i denne situation, at jeg projicerede mine egne følelser over på dem.

Der skulle gå et halvt år uden job før, at jeg så lyset. 

Nye veje

En aften sad jeg og læste Viktor Harder og Pernille Marotts bog ”Arbejdsløshed – verdens hårdeste job”. I den forbindelse indså jeg:

”Jeg er jo ikke arbejdsløs. Jeg er ansat til at skabe interesse om verdens bedste produkt - MIG.”

Ja ja, tænker du - ”det er der jo ikke noget nyt i”, og indrømmet, min åbenbaring var ikke synderligt innovativ, og det hele er jo blevet sagt før af konsulenterne fra bl.a. Akademikernes A-kasse. Men nogle gange skal man have den ind fra uventede vinkler før, at man fatter det.

For mig handlede den store åbenbaring om, ikke at se mig selv som arbejdsløs. For præcis som de fleste andre, så manglede jeg ikke noget. Jeg var ikke et offer, og folk kunne lige vove på at have medlidenhed.

Til gengæld handlede det om, hvordan jeg aktivt sørgede for, at jeg blev set, frem for at sidde og vente på, at der var en, der kastede en godbid ned til flokken af sultende hunde, der sad og ventede.

Faktisk handlede det om markedsføring, salgsteknik og at prøve nye ting af, såsom en CV-hjemmeside, anderledes branding, og at lege lidt med den situation, jeg sad i.

”Hej, jeg hedder Michael, jeg arbejder med branding, og lige nu er jeg ansat på et dårligt betalt to-årigt vikariat, hvor jeg skal sælge et produkt, som ingen ved mere om end jeg.”

Denne ændrede tankegang betød, at jeg prøvede nye ting af. Jeg tog flere chancer, og jeg så muligheden for at tilegne mig egenskaber under processen.

En måned senere skete det så endelig - jeg blev tilbudt et job. Jeg nåede dertil, fordi jeg kom ud af offerrollen og gjorde jobsøgningen til min egen.

Så leg lidt med din tilgang - hvorfor ikke have lidt sjov med det, nu du er i det.