20. jun 2018

Psykolog: Gør dine kompetencer skarpe

Som nyuddannet psykolog kan det være svært at gennemskue, hvad du egentlig har kompetencer til – og hvordan du gør dem tydelige i jobsøgningen. Her giver en afdelingsleder og en karrierevejleder dig 6 gode råd til at finde frem til alt det, du kan fremhæve i jagten på det næste job.

Der var over 100 ansøgere til stillingen. Alligevel valgte afdelingsleder Hanne Plambæk en nyuddannet psykolog til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning på Frederiksberg, da hun for nyligt havde brug for en ekstra psykolog.

”Vi ansætter jævnligt nyuddannede, for de kan super meget, selvom de ikke har den store erfaring endnu. I en ansættelsesproces har vi lige så meget fokus på udviklingspotentialet som på erfaringen. Det er bare vigtigt, at de er helt skarpe på, hvorfor de ønsker at arbejde i PPR,” siger Hanne Plambæk.

Men det kan være svært for nogle nyuddannede overhovedet at gennemskue, hvilke kompetencer de har, og mange har udfordringer med at gøre det klart i jobsøgningen, siger psykolog og karriererådgiver i Akademikernes A-kasse, Tina Jeppesen.

”Jeg oplever ofte, at de nyuddannede famler sig lidt frem, når de skal fortælle, hvad de kan i forhold til et konkret job. Det kan være svært at få formidlet, at de har en masse personlige og faglige kompetencer, selvom den solide erfaring ikke er der endnu,” siger hun. Vi har derfor samlet arbejdsgiverens og karrierevejlederens gode råd til, hvordan særligt nyuddannede psykologer kan vise kompetencerne frem i jobsøgningen.

1. Overdriv ikke

Erfaring er ikke alt – og det ved arbejdsgiverne godt. Så pas på med at gøre de små ting meget store, siger afdelingsleder Hanne Plambæk.

”Det er helt fint at være ny, men lad være med at overgøre din erfaring. Det er usmart at skrive, at man har stor erfaring med børn med autisme, hvis det i virkeligheden dækker over, at man har været pædagogmedhjælper i en børnehave efter gymnasiet. Det kan vi godt gennemskue, og det trækker fra,” siger hun.

”De relevante erfaringer er noget, der er foregået på et fagligt niveau, der kan have betydning for det psykologiske arbejde. Det kan fx være frivilligt arbejde i rådgivningstjenester som Børnetelefonen eller virksomhedspraktik”.

2. Brug din teoretiske viden

Som nyuddannet skal du gøre noget ud af at vise din viden frem, mener Hanne Plambæk.

”Vi får mange ansøgere, der skriver: Jeg har ikke så meget erfaring, men jeg har en stor lyst til at lære og kommer med den nyeste teoretiske viden. Det virker rigtig fint. Vi ved jo godt, at man ikke kan tale om erfaring, man ikke har. Uddyb gerne, hvilke teorier eller faglige områder, du er særligt optaget af. Det vil vi rigtig gerne høre om”.

Hvis du mangler ord for, hvad du egentlig har lært på studiet, så tag et kig i studieordningen, der indeholder en kompetencebeskrivelse.

3. Sæt fokus på dine interesser og værdier

For afdelingsleder Hanne Plambæk er det vigtigt, at jobansøgerne udviser en ægte interesse for hendes område: Børn og unge.

”Det kigger vi for eksempel efter i den måde, du har sat din uddannelse og praktik sammen på. Så hvis du særligt fremhæver en interesse indenfor arbejds- og organisationspsykologi, virker det lidt skævt i forhold til at søge et job hos os”.

4. Prioritér CV’et

Dine kompetencer skal først og fremmest vises frem i form af et godt og klart cv, mener Hanne Plambæk.

”CV’et er det første, jeg kigger på, når vi modtager mange ansøgninger. Nogle ansøgere laver det enormt fancy med flot opsætning, og det er rigtig fint – men det vigtige er, at det er let at aflæse, uden sprogfejl og kun fortæller det, der er relevant for jobbet”.

”Du skal liste den erfaring og viden, du har, som passer til lige præcis vores arbejdsplads. Hvis du på CV’et skriver, at du har stået i bagerforretning, kan det vidne om en manglende evne til at prioritere, hvad der er centralt”.

5. Find dine succeshistorier

Jobsøgning handler blandt andet om at formidle dine succeshistorier til arbejdsgiveren, så det bliver tydeligt, hvordan du kan bidrage til arbejdspladsen, mener Tina Jeppesen.  

Til det kan du bruge STAR-modellen:  

Situation: Beskriv en udfordring eller opgave, du har løst. Det kunne være frivillig rådgivning med sårbare unge, hvor du har hjulpet med at håndtere social angst.  

Task. Hvad skulle opnås og med hvilket formål? Det kunne være at hjælpe den unge med at deltage i flere sociale aktiviteter for at øge livskvaliteten.  

Action. Hvad gjorde du? Du har måske ved brug af den kognitive metode talt med personen om, hvad han eller hun kunne gøre for at komme mere ud blandt andre.

Results. Hvad blev udbyttet? Og hvad lærte du? Måske lærte den unge at udfordre sine negative tanker i forhold til sociale situationer. Og du fik styrket din evne til at bruge psykologiske redskaber i praksis.  

6. Deltag i workshops

Det kan være en god idé at tage workshops i de dele af jobsøgningen, du ikke føler dig sikker i. Akademikernes A-kasse har gratis workshops i bl.a. ansøgning og CV, LinkedIn, jobsamtaler, og hvordan du stiller skarpt på dine kompetencer.  

Du kan også booke en personlig karrieresamtale, hvor du kan få en halv times sparring om alt, der har med jobsøgning at gøre.