4. apr 2018

Sådan bruger du din militære baggrund på det civile arbejdsmarked

Officerer er eftertragtede på det civile arbejdsmarked. Men det kræver personlig indsigt og oversættelse af de militære færdigheder at lande et job uden for Forsvaret. Læs eksperternes 3 gode råd til dig med militær baggrund.

Af Troels Kølln

”Der er en stor, overset talentmasse blandt folk fra den militære verden – officerer, sergenter, konstabler, majorer – der alle har det til fælles, at de har eller skal forlade Forsvaret på grund af kontraktudløb, psykiske og fysiske skader, familieårsager eller bare vil fortsætte karrieren uden for hegnet”.

Det siger karriererådgiver Helene Djursø, der leder organisationen Velkommen Hjem, som arbejder for at bringe veteraner og erhvervslivet tættere på hinanden. Hun er desuden medforfatter til bogen ”At navigere i ukendt terræn”, der deler gode råd og erfaringer med at bruge militære kompetencer på det civile arbejdsmarked.

”Som officer har du en kæmpe oversættelsesopgave over for dig, hvis du vil finde et job uden for Forsvaret. Det kræver arbejde at omsætte dine militære kompetencer til noget, der bliver forstået på det civile arbejdsmarked,” siger hun.

Derfor vil mange have stor nytte af at finde sig en mentor eller bare tale karriere med folk uden for Forsvaret.

”Hvis du har været i forsvaret i hele dit liv, ved du ikke nødvendigvis, hvad funktionerne hedder i virksomhederne på den anden sid, og hvad jobbene indeholder. Man er nødt til at finde noget sparring fra folk, der sidder på den anden side.”

Der er især én fordom fra omverdenen, der kan spænde ben for officerer, mener hun: At de kun kan fungere som teamledere eller på produktionsvirksomheder.

”Alt for mange putter folk fra Forsvaret i helt små kasser. Og det er helt grotesk, for som befalingsmand kan du alt muligt forskelligt. Det handler bare om at gøre det forståeligt – både for dig selv og for andre,” siger Helene Djursø.

Et særligt sprog

I rekrutteringsvirksomheden Mercuri Urval kender man alt til officererne. ”Vi har utallige positive erfaringer med at formidle job til officerer.

Vi har faktisk selv ansat mange officerer, fordi det er en lederuddannelse, man ikke får andre steder,” siger adm. direktør Christian Kurt Nielsen.

Forsvaret var måske de første i Danmark til at arbejde professionelt med HR, fordi der helt fra gamle dage har været en erkendelse af vigtigheden af at arbejde med ledelse og udvikling, forklarer han.

”Det er ikke fordi, at bare fordi man er officer, så er man guld. Vi er ikke forblændede. Men der er rigtig mange dygtige officerer, som har en masse muligheder og sagtens kan tilpasse sig et liv uden for Forsvaret,” siger han.

 

Christian Kurt Nielsen var selv oversergent i Frømandskorpset, før han blev ansat i Mercuri Urval for 29 år siden. Han havde overvejet at blive officer, men skiftede retning – konen var træt af de mange øvelser - og de mange timer i uniform gav bonus, da han skulle søge nyt job.

”Mange mennesker har en særlig opfattelse af, hvad Frømandskorpset var. Det er en enhed, der omgærdet af en særlig følelse og mystik, og det viste sig at være en fordel”, siger Christian Kurt Nielsen.

Udfordringen for ham selv dengang og mange officerer i dag, er det militære sprog, mener han.

”Den klassiske fejl for officerer er, at de i ansøgninger beskriver sig selv i militære termer. Man har jo et særligt sprog i Forsvaret. Sagen er, at ingen andre forstår det,” siger han.

”Man tænker nogle gange: Hvor havde det været nemt, hvis du bare havde skrevet: Kære leder, ligesom i din virksomhed er jeg ansvarlig for, at mine mænd præsterer deres bedste. Jeg har haft ansvar for en enhed på 200 mennesker, der sat i verden for at gøre det og det, og jeg har derfor gjort sådan og sådan,” siger Christian Kurt Nielsen.

”Det handler om at forstå det konkret opslag. Hvad er det, de leder efter? Hvad har du gjort i Forsvaret, der grundlæggende set er det samme? Og hvordan viser du så det?”.

Tre gode råd til jobsøgningen som officer

Der er altså utallige muligheder for at opsøge spændende job på det private arbejdsmarked, hvis du griber det rigtigt an. Her er Helene Djursø og Christian Kurt Nielsens 3 bedste råd til jobsøgningen.

1. Tænk i kernekompetencer og resultater

Når du skal gøre dine kompetencer forståelige på cv’et, er du nødt til at oversætte dit militære sprog til noget, der kan forstås af andre. Derfor er det oplagt at tænke i konkrete kompetencer og resultater.

Først kompetencerne: Er du fx stærkest inden for logistik, projektledelse eller HR? Dernæst resultaterne: Hvad har du skabt? Hvad er du mest stolt over?

Gør det gerne med et specifikt jobopslag i tankerne, så du kan lade dig inspirere, men også fange, hvad sproget er på den anden side af hegnet.

2. Udvid dine kompetencer

Selv om du som officer har en lederuddannelse i verdensklasse, kan du stadig mangle kompetencer til at begå dig på det civile arbejdsmarked. Det kan være nødvendigt at supplere med en HD for at få større forretningsforståelse. Undersøg mulighederne for videreuddannelse.

3. Læg ydmygheden bag dig

Den ydmyghed, som præger mange fra Forsvaret, er man nødt til at lægge bag sig, mener Helene Djursø. Det er nemlig vigtigt at vise en kommende arbejdsgiver, hvor du skiller dig ud henne. Hvad har du gjort anderledes end dine kolleger? Hvor brænder du igennem?