6. sep 2019

Dansk Plejeteknik er i finalen af Akademikerprisen

Hjælpemiddelvirksomheden Dansk Plejeteknik fra Høng skal repræsentere Østdanmark i den landsdækkende konkurrence den 7. november.

Dansk Plejeteknik blev torsdag den 5. september udvalgt til at repræsentere Østdanmark i finalen af Akademikerprisen 2019.

De går videre, da ansættelsen af cand.ling.merc. Britt Andersen muliggjorde det næste skridt i udviklingen af virksomhedens kerneområde - at yde service og reparere hjælpemidler til den danske hospital- og plejesektor.

Akademikere skaber vækst

Akademikernes A-kasse uddeler en gang om året Akademikerprisen til en lille eller mellemstor virksomhed, der med akademisk arbejdskraft har skabt vækst. Og akademikeren Britts arbejde har betydet, at Dansk Plejeteknik nu kan tilbyde en række efterspurgte kurser, hvor kunderne selv kan lære at vedligeholde hjælpemidlerne.

”Vi ansatte Britt for godt et år siden, da vi kunne se behovet for en, der kan varetage udviklingen af vores kursusafdeling. Hun har gjort en stor forskel, idet vi i dag har en kursusafdeling, som kompetenceudvikler ikke bare vores egne medarbejdere men også hjælpemiddelteknikere i hele Danmark. Og hun har på den måde udviklet Dansk Plejeteknik til et helt nyt sted,” fortæller direktør Niels Mads Nielsen.

Britt mener, hun har gjort en forskel ved at byde ind med nogle helt andre input og perspektiver i en meget teknisk virksomhed – blandt andet ved at udnytte den viden, der allerede var i organisationen.

”Jeg har skabt væksten ved at opbygge et helt nyt forretningsområde. Vi udbyder kurser, som har været fuldt booket. Kurserne er blandt andet inden for fejlfinding og reparation af hospitalssenge og plejesenge, så det var noget, vi havde stor viden om i forvejen,” fortæller hun.

Finalen: Prisuddeling i november

De nominerede til Akademikerprisen er udpeget af Akademikernes A-kasses regionale Advisory Boards. De indstillede skal som en del af nomineringsprocessen kunne redegøre for, at en eller flere akademikere har bidraget til at skabe vækst og innovation i virksomheden.

Den 7. november bliver det afgjort, om Dansk Plejeteknik bliver vinder af Akademikerprisen 2019. Kåringen finder sted ved en prisuddeling på Langelinie Pavillonen. Læs mere om prisen her.