8. jul 2019

Startuppere gør festivallivet lettere for kvinder

AKA Startup spillede en stor rolle i to arkitektstuderendes drøm om at gøre noget, ingen tidligere har formået. Nemlig at masseproducere kvindelige urinaler.

Enhver festivalgæst kender dem. Pissoirerne. De grå plastikudformninger som kraftigt nedsætter antallet af mænd i toiletkøen. Men efterlader kvinderne med lange udsigter til at forrette nødtørften.

For hvor ender man som kvindelig festivalgæst, når man ikke kan vente flere minutter i en toiletkø? Ofte er svaret i et – for nogen ydmygende – squat ved hegnet eller i buskene med risiko for chikane eller afskyende blikke.

Det var præcis sådan et scenarium, de to arkitektstuderende Gina Perier og Alexander Egebjerg stødte på ved Roskilde Festival i 2017. Forskellen på mænd og kvinders mulighed for at kunne tømme blæren plantede en ide i deres hoveder, hvilken gennem det næste år skulle blive til virkelighed.

“Vi syntes, det var underligt, at ingen havde formået at gøre det kvindelige urinal industrielt bæredygtigt endnu, så det besluttede vi at gøre,” siger Gina Perier, som i dag er medstifter af virksomheden Lapee sammen med Alexander Egebjerg.

Hidtil fandtes kun testudgaver af et kvindeligt urinal. Ingen havde formået at lave et design, som kunne masseproduceres på industriel skala ligesom de mandlige pissoirer.

Stålfast gik de to studerende til opgaven og producerede en prototype ved hjælp af laserskårede brædder og papmache.

Tro på projektet kom hos AKA Startup

Snart købte de med deres familiers hjælp patent på designet. Herefter blev de færdige med studiet, søgte ind i AKA startup og gennemførte det 3 måneders startup-program.

“Det, der er sket for os med Lapee, kunne ikke være bedre. Efter vores arkitektstudier havde vi fået en masse erfaring i forskellige arkitektvirksomheder og tog springet med at udleve det her projekt,” siger Gina Perier og fortsætter:

“Det var en stor fordel for os at sidde i et kontormiljø sammen med andre startup-folk. De hjalp os, og vi hjalp dem. Rent socialt var det næsten som at have kolleger, og det gav en masse energi at have et sted at være sammen med andre ligesindede. Det er meget bedre end et praktikophold.”

Det 3 måneder lange program hjalp de to iværksættere til at tro på, at de kunne skabe en vækstvirksomhed baseret på urinaler til kvinder. I samarbejde med inkubatorens mentorer har de sørget for at leve op til industriens krav, så Lapee i dag kan laves i en enkel støbeform, forbindes nemt til kloakken og stables, så de ikke optager for meget plads under transporten. Ligesom mændenes pissoirer.