17. jun 2020

Jobsøgning, sommer og corona: Du skal have en ny jobsøgningsstrategi

Skru op for din jobsøgning i løbet af sommeren. Der bliver sandsynligvis flere ledige, som må kæmpe om færre job til efteråret.

Covid-19-situationen har ændret jobmarkedet ganske betydeligt de seneste måneder. Og alt tyder på, at pandemien og følgevirkningerne også vil præge sommeren og efteråret. Ifølge Jannik Talleruphuus, der er karriererådgiver hos Akademikernes A-kasse, er det derfor afgørende, at du tilpasser din jobsøgningsstrategi til den nye virkelighed.

Spørgsmålet er, om du skal holde fri og slappe af – eller om der skal fuld damp på søgningen i sommerperioden?

”Først og fremmest er det vigtigt at tillade sig selv at nyde sin sommerferie – så ja, hold fri og slap af i den tid, du har sat af til at holde ferie. I forhold til tiden uden for ferien, kan det være fristende at beslutte sig for at drosle ned med jobsøgningsaktiviteten henover sommeren, hvor der er færre jobopslag end resten af året. Men det vil ikke være min anbefaling at lægge den jobsøgningsstrategi,” siger karriererådgiveren.

For selvom der er færre opslag end normalt om sommeren, er der også færre, der søger de job, der er. Så på den måde har du færre konkurrenter i forhold til at komme til samtale, forklarer han.

Kampen kan blive hård til efteråret

Ifølge Jannik Talleruphuus vil der på en almindelig sommer være en nedgang i antallet af jobopslag, typisk fra slutningen af juni frem til starten af august. Men coronakrisen medfører ikke nødvendigvis, at der bliver slået endnu færre job op.

”Vi så i slutningen af maj, at antallet af de opslåede jobs på Jobnet faktisk var højere end på samme tidspunkt sidste år, hvilket også fik beskæftigelsesministeren til at genåbne beskæftigelsesindsatsen. Så der er derfor god grund til at holde godt øje med jobopslag henover sommeren,” fortæller han.

Da nogle hjælpepakker med lønkompensation udløber til efteråret – kombineret med, at mange nyuddannede fra universiteterne melder sig ledige i løbet af den næste tid – kunne man også frygte, at mange vil kæmpe om de samme job på den anden side af sommeren.

”Der er en risiko for, at der vil være flere, der kæmper om de opslåede job i sensommeren, så det vil helt sikkert være et ekstra argument for at holde fuld aktivitet på jobsøgningen,” siger Jannik Talleruphuus.

Uopfordret søgning og netværk

Men hvilke nye jobsøgningstiltag kan man benytte om sommeren, som virker bedre her end resten af året?

”I min erfaring kan sommerperioden være en oplagt periode til at tage uopfordret kontakt til virksomheder. Det kan virke kontraintuitivt, da man jo risikerer, at den, man havde tænkt sig at tage fat i, er på ferie, og ja, det kan vedkommende være. Men det, der også kendetegner sommeren, er, at det sjældent er her, der er travlest i virksomhederne. Så arbejdsgivere har bedre tid til at tale med dig, når du henvender dig,” forklarer karriererådgiveren.

Han anbefaler også, at du bruger tiden på at dyrke og udvide dit netværk.

”Det er måske det mest oplagte at skrue op for om sommeren. Dem, der ikke er på ferie, vil have meget bedre tid til at lave den kaffeaftale med dig,” slutter han.

LÆS OGSÅ Slip tanken om et kæmpe netværk