23. sep 2020

Ledige kan finde sammen i akademiske frirum

Nadia åbnede et forum og et frirum for ledige akademikere. Her er der plads til at tale om frustration, glæde og håb – fordi livet skal være godt, selvom man er uden job.

Næsten to år efter at have færdiggjort sin kandidat var Nadia Rosgaard Lauritzen stadig uden job. Hun havde nærmest opgivet håbet. Og hun følte sig alene.

“Jeg følte, at jeg gik til spilde. At mine kompetencer bare gik tabt. Jeg prøvede at starte egen virksomhed, men blev mødt af mure af modstand i systemet. Og jeg havde ingen at tale med det om,” fortæller Nadia Lauritzen, der er cand.scient. i idræt og Sundhed fra SDU.

Den frustration gav hende drivkraften til at starte Akademikernes Frirum sammen med en ven fra studiet og en højskoleforstander, som hun mødte til en iværksætterfestival.

Akademikernes Frirum er et værested for ledige akademikere, der savner og søger et fællesskab, hvor de kan mødes og være sammen med andre akademikere. Hvor de kan dele deres liv, interesser og tilværelse med hinanden.

”Vi er rigtig mange akademikere, især de nyuddannede, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det her er et fællesskab, der knytter sig til den oplevelse,” fortæller Nadia Lauritzen.

Faglighed og fællesskab

Akademikernes Frirum holder til i Odense, hvor de mødes hver uge. Der er ofte en workshop med et fagligt tema og så en frokostpause, hvor man taler om løst og fast. Der har blandt andet været workshops om motivation, bæredygtighed og formidling. Og alle kan være med. Alt fra nyuddannede sociologer til erfarne kemiforskere og robotingeniører har deltaget.

”Vi tager tit udgangspunkt i det faglige, men ofte handler det mindst lige så meget om samvær og fællesskab. Om at have det godt i et par timer og være sammen med mennesker, der er i samme situation som dig selv. Som kæmper med de samme bekymringer,” siger Nadia Lauritzen.

”Det er ikke terapi. Men det er et rum, hvor man kan få lov til at tale om de svære ting i det at være arbejdsløs. For det ér svært, og man kan komme til at være meget alene om det. Men livet skal jo være godt, også når man er arbejdsløs,” siger Nadia Lauritzen.

”Vi kalder det for et frirum, fordi det handler om at give folk en pause. Det er et hårdt og mudret liv at være arbejdsløs, fordi man i princippet altid kan søge arbejde og aldrig rigtig har fri,” siger Nadia Lauritzen.

Et sted at dele erfaringer

Akademikernes Frirum er altså et sted, hvor man både kan tale fagligt om ens akademiske interessefelt, og hvor man dele sine frustrationer og glæder med andre. Men det er også et oplagt sted at blive klogere på andres erfaringer med dagpenge og jobsøgning.

”Dagpengesystemet er er svært at forstå, reglerne er forvirrende. Du kan snakke med én rådgiver, der siger, at reglerne skal forstås sådan og sådan, og så kan der gå tre måneder, og så bliver man kontaktet af en sagsbehandler, som siger, at man har overtrådt reglerne,” siger Nadia Lauritzen.

”Selvfølgelig kan man altid ringe til a-kassen, som jeg altid har oplevet som rigtig fine mennesker, men det kan også være rart at få råd fra andre, der står på samme side som dig,” siger hun. 

Læs mere om Akademisk Frirum