8. dec 2020

Maja brugte 70 timer om ugen på specialet. Nu advarer hun andre

Maja Pilgaard havde ikke en optimal specialeproces. Men hun så det som et nederlag at udskyde, og endte med at presse sig selv for hårdt. 

Af Martin Ellermann (mae@aka.dk)

Det begyndte egentlig godt for Maja. Sammen med en medstuderende skulle hun have skrevet speciale om og med en virksomhed, men på grund af corona-situationen faldt aftalen fra hinanden, og hun måtte sadle om og finde et nyt emne.
 
”Jeg skulle måske havde udskudt specialet, da jeg havde meget travlt til sidst. Jeg arbejdede 70 timer om ugen, men bagefter blev jeg jo ledig, og det kræver også energi,” fortæller hun.
 
Majas bedste råd til andre specialeskrivende er: ”Hold fast i det liv, du har ved siden af – eller udskyd afleveringen. Det var alt for hårdt at nå min deadline”.
 
Hun oplevede, at slutspurten havde drænet hende for energi, og lykken ventede ikke på den anden side.

”Den første uge efter jeg var færdig, var det helt vildt fedt, men så kom der en flad følelse, da man jo så er ledig, og det havde jeg ikke energi til. Jeg havde brug for at blive fejret lidt længere og brug for tid til at komme mig,” siger hun.
 
”Jeg havde brug for en afslutning og lidt fyrværkeri, der markerer det store arbejde, det har været. Man skal huske at anerkende sin indsats,” fortæller hun.

Okay at være i tvivl

Indtil Maja kom i tidsnød, så hun specialet som en mulighed for at dykke ned i noget, der interesserede hende. Hun skrev om UX/brugeroplevelser, og hun anbefaler, at man skaber struktur i sit arbejde.
 
”Jeg startede med at gå til det som en arbejdsdag. Fra 8-16 sad jeg foran computeren, og jeg havde en god struktur i arbejdet. Hver dag gik jeg en tur, og det var ofte i pauserne, jeg fik ideer til specialet,” siger hun.
 
Selvom Maja oplevede udfordringer undervejs, mener hun ikke, at man skal være så bange for at famle undervejs.
 
”Jeg tror, der er mange, der bliver stressede over specialet. De føler, at man skal have styr på det hele, før man går i gang. Men jeg har haft 30 forskellige problemformuleringer, så man behøver ikke at vide alt fra begyndelsen. Man skal kaste sig ud i det. Du behøver ikke en komplet plan fra start,” forklarer hun.
 
”Jeg tror, at dét jeg har oplevet er meget typisk for specialeprocessen. Det er et Marathon for mange, og man tror, at paradis venter på den anden side, men så rammer virkeligheden. Og hvis man kan undgå at presse sig selv for hårdt under specialet, så er man ikke så udmattet bagefter, når virkeligheden rammer,” slutter hun.