17. jan 2020

Nye regler for ferieår og feriedagpenge

Fra 1. september 2020 får vi en ny ferielov. Med den nye ferielov går vi fra at optjene ferie forskudt, som vi kender det i dag, til at optjene ferie løbende.

Det betyder, at du kan holde din ferie allerede måneden efter, du optjener den. Den nye ferielov ændrer ikke på, at du stadig optjener 2,08 feriedage hver måned, som du er ansat (svarer til 25 feriedage om året).

Med den nye ferielov ændres ferieåret fra 1. maj - 30. april til 1. september - 31. august.

Overgang og mini-ferieår 

For at lette overgangen fra den nuværende ferielov til den nye ferielov er der i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 et overgangsår. Det er der, fordi du med indførslen af de nye ferieregler ellers både vil have optjent ferie efter de nuværende regler og samtidig begynde at optjene ferie, som du kan holde måneden efter, du har optjent den.  For at undgå det bliver de feriepenge, du optjener fra 1. september 2019 til 31. august 2020, til en opsparing hos den nye fond; Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

Feriepenge, du har optjent i perioden 1. januar til 31. august 2019, kan du bruge fra 1. maj til 31. august 2020, et såkaldt mini-ferieår.

Er du ny på arbejdsmarkedet fra 1. september 2019, og har du ikke optjent ferie til mini-ferieåret 2020, har du mulighed for at bruge den optjente ferie fra 1. september til 31. december 2019 (svarer til 8,4 feriedage).

Du kan læse mere om den nye ferielov på borger.dk.

Feriedagpenge

Du optjener ret til feriedagpenge på baggrund af ydelser fra a-kassen og barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark.

Har du modtaget dagpenge eller barselsdagpenge i perioden 1. januar til 31. december 2019, vil du i april 2020 modtage besked fra os om, hvor mange feriedage med feriedagpenge du har optjent.

Du kan maksimalt optjene 17 feriedage med feriedagpenge til mini-ferieåret 2020. Det er altså ikke muligt at optjene 25 feriedage med feriedagpenge i denne periode, fordi mini-ferieåret kun er 4 måneder.

I perioden 1. januar til 31. august 2020 optjener du ikke ret til ferie med feriedagpenge.

Får du dagpenge fra 1. september 2020, optjener du feriedagpenge løbende samtidig med, at du får dagpenge fra os.  Du kan holde ferie fra måneden efter, du har optjent dine feriedagpenge. 

Vi skriver igen her på hjemmesiden, når   reglerne om feriedagpenge er vedtaget.