18. aug 2020

Sensommer-status: Covid-19s betydning for ledige

Nedlukningen i marts og genåbningen i maj medførte nye regler om dagpenge og kontakten med både a-kasse og jobcenter. Her får du en status på de vigtigste regler og rammen for yderligere genåbning ind i efteråret.

Fra 1. september tæller forbruget af dagpenge igen

Ad to omgange er forbruget af dagpenge sat på pause. Først for perioden 1. marts til 30. juni 2020 og dernæst forlænget til 31. august 2020. I alt en perioden på 6 måneder. Det betyder, at du som ledig har samme antal time med dagpenge 31. august, som du havde 1. marts 2020. Det samme gælder for forbruget af supplerende dagpenge.

Hvis din dagpengeperiode ville være udløbet uden corona-forlængelsen, vil du i løbet af september få et brev på Mit AKA om den nye dato for udløbet. 

Krav om jobsøgning

Kravene til jobsøgning trådte i kraft igen allerede i slutningen af maj måned. Du lever op til kravene ved at:

  • søge 1-2 job om ugen, så du har søgt mindst 6 job, når du ser 4 uger tilbage. Hele uger, hvor du har været syg eller på ferie, tæller ikke med
  • søge job i Danmark
  • søge fuldtidsjob; minimum 3 ud af dine 6 søgte stillinger skal være fuldtidsjob.


Du skal mindst en gang om ugen registrere alle søgte job i Jobloggen på Mit AKA. På den måde sikrer du dig fortsat at få dagpenge.

Samtaler og møder med Akademikernes A-kasse

I øjeblikket indkalder vi nye ledige medlemmer til telefoniske velkomstsamtaler. Vi arbejder dog på så snart som muligt igen at holde fysiske velkomstmøder på vores kontorer.

I løbet af september begynder vi igen at indkalde ledige medlemmer til obligatoriske karrieresamtaler, men de vil fortsat være telefoniske.

Afhængende af de regionale smittetal og i overensstemmelse med myndighedernes strategi vil vi muligvis have lukket for fysiske møder nogle steder i landet, mens der andre steder er åbent for fysiske møder. På den baggrund er vores kontorer i København og Odense lukkede i perioden 8.- 22. september. Der vil også fortsat blive taget hensyn til medlemmer, der er i risikogruppen, så de ikke skal møde fysisk op.

De konkrete indkaldelser til både velkomstmøder og obligatoriske karrieresamtaler ligger i i indbakken på Mit AKA.

Aktivering og henvisning til job

I slutningen af maj blev det besluttet, at du igen skal deltage i aktivering og beskæftigelsestilbud, hvor der er fysisk fremmøde, ligesom du også skal acceptere henvisning til konkrete job.

Her gælder det også, at der fortsat vil blive taget hensyn, hvis du er i risikogruppen, så du ikke skal møde fysisk op.

 

Se også vores Covid-19 FAQ for ledige, hvor der er svar på flere spørgsmål