4. jan 2020

Som akademiker er du værdifuld for små virksomheder

Små og mellemstore virksomheder kan øge deres omsætning markant ved at ansætte akademikere. Brug det til din fordel i jobsøgningen.  

Ifølge Danmarks Statistik har Danmark over 165.000 små og mellemstore virksomheder, der samlet set beskæftiger over én million fuldtidsansatte. Derfor bør du overveje karrieremulighederne her og ikke begrænse dig selv ved kun at søge til de store og kendte virksomheder.

Det var blot et springbræt til noget større, da Heidi Viderø søgte job i familievirksomheden Glarmestre Snoer og Sønner A/S. Det troede den nyuddannede kandidat i virksomhedsledelse i hvert fald. I dag er hun så glad for jobbet, at hun har svært ved at forestille sig at søge andre steder hen. 

”Jeg må indrømme, at jeg ikke havde så mange forventninger dengang. Jeg skulle bare have karrieren skudt i gang. Men det har vist sig at være et fantastisk job, hvor jeg har enormt meget ansvar og indflydelse. Og jeg er glad for at mærke, hvor meget jeg bidrager med som akademiker,” siger hun.

Akademikere er guld værd for de små og mellemstore virksomheder, der ellers ikke normalt ansætter folk med universitetsuddannelser. Virksomheder, der ansætter en akademiker, har 38 procent større vækst over tre år end dem, der ikke gør, viste en undersøgelse fra Akademikernes A-kasse og Djøf i 2017. 

Og det gør det oplagt for ledige akademikere at søge job i mindre virksomheder, mener erhvervsorganisationen SMVdanmark.

”Mange små og mellemstore virksomheder har svært ved at rekruttere for eksempel svende og lærlinge. Og så må de se på, hvordan de får mere ud af den arbejdskraft, de har. Her kan det være en stor gevinst for dem at ansætte en akademiker – for eksempel til at forbedre administrationen af virksomheden,” forklarer chefkonsulent Heike Hoffmann.

I de små virksomheder vil akademikere ofte skulle hjælpe med at optimere forretningsgangene, rekruttering af nye medarbejdere, sætte skub på digitaliseringen og være med til den strategiske udvikling, siger hun.

”Det er bare vigtigt, at man som ansøger er skarp på, hvad man kan konkret. Hvilke arbejdsopgaver kan du løse, som gør virksomheden bedre? Kan du forbedre den måde, de giver tilbud på opgaver, eller skabe øget trivsel, eller spare penge på administration gennem digitalisering? Det er den slags, de er interesserede i at høre,” siger Heike Hoffmann.

Sådan søger du job i SMV’er

Da Heidi Viderø hørte, at Glarmestre Snoer og Sønner var på udkig efter en akademiker, sendte hun dem en klassisk ansøgning. Men hun understregede til sidst i ansøgningen, at de kunne ansætte hende i først otte ugers praktik og efterfølgende løntilskud i op til seks måneder. Det var en måde at gøre mig mere attraktiv på, forklarer hun.

”Jeg ville gerne give dem chancen for at se, hvad jeg kunne bidrage med. Det var en god måde for dem at prøve kræfter med en akademiker for første gang,” siger Heidi.

Heidi Viderø er i dag virksomhedens HR-ansvarlige og står for alt fra rekruttering, lønforhandling og medarbejdersamtaler foruden alle de ad hoc-opgaver, der kommer ind. Hun er blandt andet tovholder for opstarten af et helt nyt underselskab. Men da hun søgte jobbet, var det ikke helt klart, hvad hun egentlig skulle lave.

”Man skal ikke lade sig skræmme af jobopslag, hvor det virker lidt uklart, hvad man skal lave. Det handler om, at små virksomheder ofte ikke er vant til akademikere, og derfor får man også lov at skabe sit eget job undervejs. Man får masser af indflydelse,” siger Heidi.

Derfor er det også en god idé at tage en snak med chefen, før ansøgningen ryger afsted, mener Heike Hoffmann fra SMVdanmark.  

”Man skal i hvert fald sørge for ikke bare at sende en mail med en vedhæftet ansøgning. Man skal opsøge virksomheden. Tag telefonen og ring til mester, hvis det er håndværkervirksomheden eller administrationen i de mellemstore virksomheder. Du skal have fat i dem, der tager beslutningerne,” siger hun.