18. dec 2020

Specialeskrivning: Find den arbejdsform, der passer til dig

Esben var ikke til det klassiske specialeforløb, hvor du sidder fanget foran skærmen og bogstakkene i månedsvis, så han tog til Polen og skrev sin afgangsopgave om ølbrygning.

Af Martin Ellermann (mae@aka.dk)
 
Esben Due Yding har sin kandidatgrad i fødevarevidenskab. Under sit specialeforløb tog han 4 måneder til Polen, hvor han arbejdede på sit projekt om ølbrygning.
 
”Jeg mener, at du tidligt skal gøre sig klart, hvad du vil have ud af specialet. Vil du til udlandet som mig og opleve noget, vil du gå efter en god karakter, fordi du fx vil søge en ph.d., eller vil du bare så let gennem forløbet som muligt?” spørger han.
 
Esben mener, at det er helt i orden at gå efter at komme nemt gennem specialet. Så skal man blot skrive om et emne, man er godt inde i og ikke kaste sig ud i helt nye områder. Men han mener samtidig, at det er afgørende, at du kender dig selv og ved, hvilken arbejdsform du trives med.
 
”Jeg vil anbefale, at du tænker over, hvilket arbejdsmiljø du fungerer bedst i. Jeg vil fx gerne ud af huset og være blandt andre mennesker. Jeg arbejder også bedst om dagen og kan ikke sidde og skrive til langt ud på natten,” forklarer han.
 
Esben skulle i sin uddannelse bruge en del tid i laboratoriet. Og det var her, han følte sig bedst tilpas i processen.
 
”Jeg blev ikke i godt humør af at sidde selv og skrive. Men det er man jo nødt til i perioder. Til sidst ville jeg bare være færdig. Det var slet ikke mig at sidde ved et skrivebord og rette til, men det skulle jo gøres,” siger han.

Husk at fejre det

Når specialet er afleveret, og du har forsvaret og fået din karakter, vil Esben anbefale, at du markerer og fejrer den indsats, du har lagt i projektet.

”Jeg gjorde meget ud af, at det skulle være en særlig dag, så jeg havde både familie og studiekammerater med til specialeforsvaret, så jeg altid vil kunne huske tilbage på det som en festdag og ikke bare en eksamen,” fortæller han.
 
Efter forsvaret holdt Esben en reception, hvor han serverede sit hjemmebryggede øl.
 
”Øllet er jo fagligt relevant for min uddannelse. Og en måned senere var jeg med til at arrangere en stor kandidatfest for hele min årgang på studiet,” siger han.
 
”Det var rart at komme ud på den anden side. De første 3 uger lavede jeg ikke så meget. Jeg søgte dog de job, jeg skulle, men nød også, at der ikke længere hang en opgave over hovedet på mig. Man skal nok lige sunde sig, men jeg fik hurtigt mit drive tilbage,” slutter han.