19. mar 2020

Tre måneders ekstra dagpenge pga. covid-19

Med bred støtte forlænger regeringen nu dagpengeperioden med tre måneder for at hjælpe de ledige, der har sværere ved at finde job pga. covid-19-krisen.

Den aktuelle covid-19-situation medfører nu, at ledige kan få op til tre måneders ekstra dagpenge. Det er et af tiltagene i regeringens nye hjælpepakke, som blev præsenteret på et pressemøde torsdag.

Det betyder, at perioden fra. 9. marts til 9. juni ikke vil tælle med i udbetalingerne og opgørelsen af lediges dagpenge.

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er initiativet nødvendigt, da det på grund af krisen vil være betydeligt sværere at finde arbejde i den kommende periode.

”Man får tre måneder oveni, simpelthen ud fra den logik, at man ikke har en jordisk chance for at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for arbejdsmarkedet,” siger han til Ritzau.

I Akademikernes A-kasse er vi glade for det nye tiltag. Vi taler hver dag med medlemmer, som er bekymret for, hvordan covid-19 og den efterfølgende nedlukning af store dele af samfundet påvirker deres muligheder i forhold til jobsøgningen.

Find svar på dine spørgsmål om a-kassen og covid-19 her.

Læs mere om hjælpepakken her