31. aug 2021

Akademikerprisen 2021: Ny faglighed gav firma nuanceret indsigt i kundernes behov

En stærk tro på deres produkt var længe omdrejningsfokus hos softwarevirksomheden Gatehouse Maritime. Men de ændrede kurs, så firmaet nu i højere grad fokuserer på markedets behov. Det skyldes blandt andet ansættelsen af en ny type akademikere, og nu er de nomineret til Akademikerprisen 2021.

Af Camilla Zuleger

Gatehouse Maritime er indstillet til regionsfinalen af Akademikerprisen 2021. Akademikerprisen er en erhvervspris, hvor vi hylder de små og mellemstore virksomheder (SMV), som med ansættelsen af akademikere har skabt resultater.

Gatehouse Maritime er en softwarevirksomhed, hvor der altid har været en stor andel akademikere ansat. De udvikler såkaldte ‘ocean visibility’-løsninger, som den maritime industri bruger til at tracke skibe og containerne ombord på de store fragtskibe.

Softwaren giver løbende oplysninger om, hvor containerne er på et givet tidspunkt, og hvornår de formodes at være fremme i destinationshavnen. Den software har en større gruppe softwareingeniører- og udviklere stået for, og det er derfor ikke noget nyt, at der er ansat akademikere hos Gatehouse Maritime.
 
Det nye er, at de har udviklet sig til nu at ansætte mere kommercielle akademikere – fx profiler fra handels-højskoler. Og det har ændret hele den måde, virksomheden opererer i markedet.

Fokus på markedet kom i forgrunden

Gatehouse Maritime sælger i bund og grund indsigt i data. Det kan være sandsynlighedsberegninger af, hvilke skibe som er på vej til en given havn, eller hvor et skib er på vej hen.

Det er betydningsfuld information for mange virksomheder inden for den maritime industri. Beskyttelse og overvågning af offshore aktiver som boreplatforme, havmølleparker eller telekabler og pipelines på havbunden er ligeledes at finde i produktporteføljen hos GateHouse Maritime.

Da virksomheden blev stiftet i 1992, udviklede de software baseret på enkeltkunder i konkrete projekter. Det var en god forretning i lang tid, men i 2014 var det alligevel tid til en kursændring.

Fra at have fokuseret på at løse behov for de enkelte kunder, vendte de nu blikket og analyserede i stedet for de behov, de kunne se i markedet, og udviklede løsninger på baggrund af dem.

Ansættelsen af cand.merc’ere skabte den ændring. Jens Yde var den første kommercielle akademiker i Gatehouse Maritime. I dag er han business development director. Siden da er en del med lignende baggrund kommet til.

Ændringen fra primært at fokusere på produktet til nu at koncentrere sig om markedet medførte også, at de begyndte at se organisationen anderledes.

“Vi gik fra at have fokus på enkelte kunder og projekter og talte næsten ikke om markedet. Man kan sige, at vi var meget ‘indefra og ud’-baserede, og vi gik simpelthen ud fra, at der var nogle, der ville købe vores produkt. I dag er vi mere baseret på ‘udefra og ind’,” fortæller HR-chef Claus Svendsen.

Og hvad der udefra virker som en lille ændring i perspektiv, har ført til både en større satsning på forretningsudvikling, fokus på marketing og mere professionaliseret salg.

Flere nuancer i løsningerne

I dag samarbejder softwareudviklerne tæt med de akademikere, der følger med i markedsudviklingen. Men det krævede tid og forståelse, fortæller Claus Svendsen:

“Man kan sige, at det var to forskellige ingeniørtyper, der mødtes. Og det krævede noget tid at få synkroni-seret de forskellige baggrunde og indsigter – de skulle lige lære at forstå hinanden.”

Men da de nåede dertil, skabte det også mere nuancerede løsninger, fortæller Jens Yde. Og det kommer kunderne til gode.

“Efter at vi havde fået en forståelse for hinandens indsigt, gjorde vi ofte det, at vi koblede kommercielle akademikere sammen med softwareingeniører, for at de i teams kunne gå ud og afsøge markedet. Her tænkte ingeniørerne på den færdige løsning og de kommercielle kunne få flere facetter på kundernes behov,” siger han.

Vilje til forandring

Arbejdspladsen er præget af en stor respekt for hinandens faglighed. Og samspillet mellem de forskellige perspektiver er enormt vigtigt, understreger Claus.

“Vi har tidligere været meget tunge på den tekniske del, og nu er vi blevet meget mere markedsrettede. Det betyder ikke, at vi ikke stadig har diskussioner om de forskellige tilgange, men de er blevet mere nuancerede,” siger han. 

Godt 90 procent af virksomhedens ansatte er akademikere, defineret som minimum fem års uddannelse, hvad selvfølgelig skyldes kompleksiteten i deres produkt og udbud. Men selvom de er vant til at arbejde akademisk, undersøger de hele tiden muligheden for at inddrage nye perspektiver:

“De komplekse produkter og markedsindsigter, som vi arbejder med, fordrer den lange uddannelsesbaggrund. Men vi spørger hele tiden os selv, om vi kan inddrage nogle andre fagligheder for at få alle nuancerne med,” fortæller Claus Svendsen.

Hos Gatehouse Maritime er de altid friske på en udfordring, og det er de også bevidste om, når de ansætter nye akademikere. For selvom de er vant til at arbejde sådan, kræver det stadig en særlig bevidsthed:

“Det handler om at være klar og åben over for at blive udfordret på vinkler, metoder og arbejdsgange. Det er den beslutning, man som virksomhed skal træffe,” siger Claus Svendsen.

Og Jens Yde tilføjer:
 
“Man skal være klar på forandring, for det kommer akademikerne med.”