16. feb 2021

Ledig: Du har ret til kurser fra den regionale positivliste

Som ledig har du ret til at komme på kursus. Du kan vælge blandt kurserne på den regionale positivliste, som dækker områder med gode jobmuligheder.

Du har nu ret til at komme på kursus allerede fra din første dag som ledig. Du kan se mulighederne på den såkaldte positivliste, som beskriver kurser, der i særlig grad er vurderet til at kunne føre til job i netop din region.

Kan du ikke finde et relevant kursus på den regionale positivliste i den region, du er bosat, kan du evt. søge blandt de tilstødende regioners positivlister.

Sådan gør du

Vi anbefaler, at du laver en skriftelig ansøgning til jobcentret, hvor du beskriver kursus, pris, udbyder og ledige datoer samt begrunder dit behov for kurset.
 
Tidligere var det blot en mulighed at komme på kurserne, men her i 2021 er det blevet en decideret ret, du har. Vi anbefaler, at du overfor jobcentret påpeger og gerne dokumenterer, at dit valgte kursus efterspørges af arbejdsgivere, eller at det vil styrke muligheden for at komme i betragtning.

Vi vil i sådanne tilfælde bakke op om initiativet. Du skal naturligvis stadig stå til rådighed for et fuldtidsarbejde under hele forløbet.

Eksempler på kurser fra Hovedstadens positivliste

  • Innovationsledelse

  • Kommunikation i praksis

  • GDPR-koordinator & Persondataspecialist

  • Strategisk styring og ledelse i den offentlige sektor

  • Anvendt økonomi

Læs mere om kurser og positivlisten