21. mar. 2022

Chefer skal turde ansætte medarbejdere, som er ældre end dem selv

Det kan være svært for jobansøgere over 50 år at sikre sig jobbet i konkurrence med yngre profiler. Michael Møller fra virksomheden Kongskilde mener, at arbejdsgiverne skal have mere respekt for livserfaring.

Kongskilde Industries er en global virksomhed med hovedkontor i Danmark. Firmaet er en af verdens førende producenter af pneumatiske løsninger til papir-, emballage- og plastindustrien. Michael Møller er projektchef i virksomheden, og i samarbejde med Akademikernes A-kasses rekrutteringsspecialister har han netop sikret sig en ny erfaren medarbejder til sit team – nemlig Mehrdad Moeini på 57.
 
”Ved at ansætte personer på +50 får man en dedikeret medarbejder, der har prøvet meget, og som er villig til at gå den ekstra mil om nødvendigt,” fortæller han.

Produktchefens idealkandidat til jobbet var en ingeniør eller maskinmester med erfaring inden for automatik. Men de profiler hænger ikke på træerne.

”Jeg havde ikke gjort mig de store tanker om alder. Vi er en virksomhed med en høj anciennitet, og årsagen er sikkert, at vi ligger ude på landet. Er du ung og ikke har en form for lokal tilknytning, så er vores virksomhed nok ikke så attraktiv,” forklarer han.

Men selvom der kan være flere faktorer, som spiller ind i forhold til at tiltrække yngre kandidater, mener Michael Møller generelt ikke, at man bør spekulere for meget i alder eller have forbehold med hensyn til de mere erfarne profiler.

”De firmaer, som ikke ønsker at ansætte +50- ansøgere ved ikke, hvad de går glip af. Men jeg er ikke i tvivl om, at det findes. Desværre,” siger han.

Du er mere end din alder

Det er ulovligt at forskelsbehandle ansøgere til et job på baggrund af alder i Danmark. En arbejdsgiver må derfor ikke lægge vægt på din alder, når de skal vurdere dig, men Michael Møller har en mistanke om, at det ofte finder sted alligevel.

Han mener, at problemet er stort og ikke kun begrænset til arbejdsmarkedet og jobsøgning.

”Det må vel ligge i vores opdragelse. Hvis ikke yngre mennesker lærer at vokse op med respekt for dem, der er bare 5-10 år ældre end dem selv, så bliver det ikke anderledes. Der er vel lidt jantelov over det. Man møder tit holdningen, er du gammel? Prøv fx at spørge et barn på ti år, om hvornår man er gammel – og derefter en på 18 år og til sidst så en på 30 år. Her kan man se, at med alderen bliver alderdom noget andet,” forklarer han.

Ifølge projektchefen skal vi i højere grad indse, at der ikke er så stor forskel på en person i fx 20’erne og 50’erne, som nogen bilder sig ind.

”Med alderen kommer der lidt mere respekt for erfaring, men ikke nok til, at man måske tør tage chancen at ansætte en person, der er ældre end en selv. For hvad nu hvis vedkommende er klogere, hurtigere og bedre?”

Michael Møller understreger, at samspillet med mellem de yngre og ældre medarbejdere hos Kongskilde er fantastisk.

”Vi er et firma med 73 år på bagen, som har en god kultur med respekt for hinanden, og vi har altid gode sunde dialoger, hvor der er plads til, at vi er forskellige,” slutter han.