26. jun. 2022

Formand i Akademikernes A-kasse: Vi ser frem til at få eneansvaret for ledige de første tre måneder

Som akademisk a-kasse glæder vi os over den nye aftale, som gør, at vi overtager hele ledighedsforløbet for vores medlemmer de første tre måneder. Der er ingen tvivl om, at det er a-kasserne, som kender deres medlemmers faglighed og udfordringer bedst.

En netop vedtaget politisk aftale betyder, at a-kasserne fra 2024 skal overtage kontakten med deres ledige medlemmer i de første tre måneder af ledighedsforløbet. Det er en vigtig sejr for både a-kasserne og de ledige, at et flertal i Folketinget vil sætte a-kasserne fri.

”Aftalen er et vigtigt skridt i retning af at afbureaukratisere det system, som vores medlemmer møder, når de har en periode som ledige. De får kort sagt en bedre oplevelse, når de ikke skal henvende sig i både jobcenter og a-kassen under hele ledighedsforløbet men kan bruge kræfterne på at søge job, ” siger Lasse Grønbech, formand i Akademikernes A-kasse.

Som akademisk a-kasse har det længe været tydeligt for os, at langt de fleste af vores medlemmer er selvkørende og blot har brug for sparring, inspiration og konkrete værktøjer i forbindelse med deres jobsøgning. Og det er ingen hemmelighed, at vi gerne så, at flertallet bag den nye aftale var gået endnu videre og havde overladt mere af ledighedsforløbet til os.

”Hvorfor ikke give os endnu mere ansvar? Sammen med de andre danske a-kasser havde vi foreslået at få eneansvaret for de ledige i de første seks måneder. Vi håber stadig, at det på sigt kan komme i spil, da vi mener at have de bedste forudsætninger for at løse opgaven,” siger Lasse Grønbech.

Ifølge formanden i Akademikernes A-kasse er det i den forbindelse vigtigt at huske, at de ledige dagpengemodtagere selv er med til at finansiere deres ledighed gennem deres betaling af kontingent. De har dermed valgt at betale til en a-kasse inden for deres faglighed, og det er netop her, de forventer den rådgivning og sparring, som kan bringe dem nærmere et job.

”Medlemmerne har valgt os, og vi brænder for at vise, at vi kan løse opgaven. Så hvorfor ikke sætte os fri og overlade mere af ansvaret til os, så kommunerne og jobcenteret kan tage sig af de ledige, som ikke er tilknyttet en a-kasse, eller som har andre udfordringer. Men for nu er det glædeligt, at vi får chancen for at vise, hvad vi kan i de første tre måneder,” slutter Lasse Grønbech.