Af Morten Bjerregaard
Akademikere som Danmarks første kvindelige minister, Nina Bang, og Danmarks første kvindelige akademiker og læge, Nielsine Nielsen, var nogle af de første kvinder, der bragede ind i en ellers total mandsdomineret universitetsverden.
Og siden da er antallet af kvindelige studerende steget støt, og tal viser, at mænd kun udgør 43 procent af de 61.384 optagne på en uddannelse i 2023, mens 57 procent er kvinder. Men retter vi blikket mod den del af den akademiske verden, der handler om forskning, er det stadig en verden, der er domineret af mænd.
Ifølge rapporten ’Mænd og kvinder på landets universiteter’ fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der udkom i 2023, er andelen af kvindelige forskere på landets universiteter 35 procent. Det er fremskridt i forhold til i 2011, hvor andelen af kvindelige forskere var 30 procent.
Går man dybere ind i rapportens nøgletal, ser man, at andelen af kvinder er lavere, jo højere man kommer op i det akademiske hierarki.
I 2020 var andelen af kvinder blandt færdige kandidater 56 procent, mens kvinder stod for henholdsvis 49 og 42 procent af de færdige ph.d.'er og postdocs. I den anden ende af skalaen var 34 procent af lektorerne kvinder, mens kvindelige professorer kun udgjorde 24 procent.
Hvis der ikke er klarhed om, hvad det kræver at få en fast ansættelse eller at blive professor, så er kvinder mindre tilbøjelige til at søge om forfremmelsen.
Anne Sophie Lassen, postdoc-forsker
De kvindelige forskere falder altså fra eller misser forfremmelse i løbet af forskerkarrieren. Hvorfor det forholder sig sådan, har Anne Sophie Lassen, der er postdoc ved Social Science Center Berlin og danske CBS, hvor hun forsker i ligestilling i krydsfeltet mellem familie og arbejdsmarked, nogle bud på.
Ifølge Anne Sophie Lassen peger forskningslitteraturen på, at uklarheder i, hvad der skal til for at blive forfremmet, hæmmer kvindelige forskere.
”Hvis der ikke er klarhed om, hvad det kræver at få en fast ansættelse eller at blive professor, så er kvinder mindre tilbøjelige til at søge om forfremmelsen," forklarer Anne Sophie Lassen.
Forældreskab og arbejdsmiljø hæmmer forskerkarrieren
Anne Sophie Lassen har i en undersøgelse gennemgået familie og karriereforløbet for 1.300 ph.d.-studerende på økonomi i årene 1996-2018. Undersøgelsen viste, at sandsynligheden for at forlade akademia er 8,5 procentpoint højere for kvindelige forskere end de mandlige, umiddelbart efter de har fået første barn.
”Det, der overraskede mig, var, at kvinder i langt højere grad forlader forskning fuldstændig, når de bliver mødre. Det er ikke kun et spørgsmål om, at de er længere tid om at blive forfremmet eller om at publicere – de forlader simpelthen forskningen fuldstændig og tager job i det offentlige eller industrien i stedet.
Selvom undersøgelsen har fokus på forholdene på økonomistudiet, så har hun efterfølgende sammenlignet med andre fagområder, og her er billedet nogenlunde det samme.
Anne Sophie Lassen peger også på, at arbejdsmiljøet i forskningsverden kan være et hårdt sted at være kvinde.
Eksempelvis viste en 2024-undersøgelse fra VIVE af omfanget af sexisme på landets universiteter, at 37 procent af de kvindelige ph.d.-studerende har oplevet mindst én verbal handling, der nedværdiger, ekskluderer eller objektiviserer på baggrund af deres køn under uddannelsen. Og 23 procent havde oplevet uønsket fysisk kontakt eller forsøg på seksuel tvang eller anden seksuel adfærd.
”Derudover er der en meget stor undersøgelse fra Sverige om seksuel chikane, som peger på forskningsverdenen som et af de steder, hvor der foregår relativt meget chikane mod kvinder. Så der er meget at gøre for universiteterne i forhold til at sikre et arbejdsmiljø, hvor kvinder ikke er udsatte,” siger Anne Sophie Lassen.
Hvor bliver forfremmelsen af?
Mens Anne Sophie Lassens forskning undersøger, hvorfor kvinder forlader forskerkarrieren, så har professor på CBS Nanna Mik-Meyer undersøgt, hvorfor kvinderne bliver færre, jo længere man kommer op i det akademiske hierarki.
Sammen med Margareta Järvinen, som er professor på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, har hun lavet et stort forskningsprojekt om køn og karriere i den samfundsvidenskabelige forskning for at få svar på, hvorfor der er færre kvindelige professorer end mandlige.
En af de centrale årsager er, at kvinder i højere grad engagerer sig i servicearbejde – altså opgaver, der er nødvendige for universitetets drift, men som ikke tæller på CV’et i forhold til forfremmelser.
”Kvinder laver meget mere af det arbejde, end mænd gør. Det gælder alt fra forskelligt bedømmelsesarbejde, sidde i diverse udvalg og til at arrangere konferencer. Men det, der tæller, når man skal forfremmes, er primært publikationer og forskningsbevillinger,” forklarer Nanna Mik-Meyer.
Det er ikke nødvendigvis, fordi kvinder påtager sig mere servicearbejde af sig selv, men fordi ledelsen oftere spørger dem. Nanna Mik-Meyer henviser til bogen ’The No Club’, hvor forsøg viser, at mænd og kvinder sig nej til opgaver lige ofte. Forskellen er, at kvinder bliver spurgt langt oftere, og derfor ender de samlet set med mest arbejde.
”Vores forskning påviser, at mandlige forskere har strategier for at undgå den type opgaver. Nogle forklarer, at de bevidst gør sig selv besværlige at arbejde med i udvalg, så de ikke bliver spurgt næste gang. Det er en strategi, vi ikke hører kvinder bruge,” siger Nanna Mik-Meyer.
Der bør skabes større opmærksomhed om, hvordan serviceopgaver bliver fordelt, hvordan netværk bliver dannet, og hvordan status på forskellige forskningsfelter påvirker ansættelser. Det vil formentlig kunne skabe forandringer.
Nanna Mik-Meyer, professor på CBS
Der er også en væsentlig forskel på, hvordan kvinder og mænd netværker. Nanna Mik-Meyer og Margareta Järvinens studie viser, at mændene i højere grad tænker strategisk og aktivt skaber forbindelser til nøglepersoner i deres felt.
"Vi ser, at mænd systematisk opsøger kontakter, der kan være afgørende for deres karriere, for eksempel redaktører på de mest prestigefyldte tidsskrifter. De analyserer konferenceprogrammer, identificerer vigtige personer og sørger for at mødes med dem," siger Nanna Mik-Meyer.
Hun tilføjer, at kvindelige forskere også netværker, men på en generelt mindre strategisk facon. Det betyder, at mandlige forskere ofte står bedre, når de konkurrerer om de eftertragtede professorstillinger.
Belønningssystem bør ændres
Begge forskere har nogle bud på, hvad der kan gøres for at komme tættere på ligestilling i forskningsverdenen.
Nanna Mik-Meyer peger på, at hvis der skal komme flere kvindelige professorer til, så kræver det ændringer af, hvordan universitetssystemet belønner og prioriterer.
”Der bør skabes større opmærksomhed om, hvordan serviceopgaver bliver fordelt, hvordan netværk bliver dannet, og hvordan status på forskellige forskningsfelter påvirker ansættelser. Det vil formentlig kunne skabe forandringer.”
Anne Sophie Lassen mener, at man bør skabe mere klarhed over, hvad der skal til for at blive forfremmet, og så efterlyser hun bedre støtte til forskere, der bliver forældre.
”En undervisningsreduktion i de første måneder efter barsel kunne være en løsning, men det er vigtigt, at det bliver ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, så man ikke forstærker eksisterende kønsforskelle."
Derudover bør universiteterne gøre meget mere for at skabe et bedre arbejdsmiljø.
”Der er behov for, at HR-afdelingerne på universiteterne skal tage hånd om sager om diskrimination og chikane på en langt mere effektiv måde,” lyder det fra Anne Sophie Lassen.
