Når pausen føles farlig

Jeg har det med pauser, som nogle har det med højder: De skræmmer mig lidt. Med pauserne har jeg fundet ud af, at det handler om følelsen af at være uproduktiv. Højdeskrækken vil jeg ikke rode mig ud i at analysere på her.

Se mig en tidlig søndag morgen: Ungerne sover. Naboerne sover. Selv kaffemaskinen virker til at tage sig god tid. Det hele emmer af kollektiv kapitulation til stilheden, og verden holder vejret i et langsomt åndedrag.

Alligevel finder mine hænder vej til tastaturet, og fingrene nægter at overgive sig.

For i takt med, at solen sender sine stråler ind gennem gardinerne, pibler noget andet frem i mig. Den dårlige samvittighed – mørk og insisterende – hvisker: “Du burde gøre noget. Du mangler noget. Du burde udnytte tiden.”

Og der ligger helt sikkert en underliggende frygt gemt i det. Frygten for, at hvis jeg giver slip på fokus, mister jeg noget vigtigt. En idé. En indsigt. Noget, jeg burde have greb om.

Det minder mig om dengang, jeg løb mit første maraton. Jeg var bange for at stoppe op undervejs. Ikke fordi jeg ikke havde brug for vand eller hvile, men fordi jeg frygtede, at kroppen ikke ville starte igen. At jeg ville miste momentum og gå i stå.

Sådan kan det føles at holde fri for en, der oftest er i gang. Som om hele det mentale maskinrum risikerer at bryde sammen, hvis man trykker på pauseknappen det mindste øjeblik.

Men sådan hænger tingene ikke sammen, for hverken krop eller hjerne går i stå af en pause. Tværtimod er det ofte netop dét, vi som mennesker har brug for, hvis vi skal fungere optimalt.

Hjernen har brug for, at vi slipper taget

Ser man det fra en metakognitiv vinkel – en psykologisk retning, jeg som psykolog er meget optaget af – ved vi, at når vi forsøger at tvinge løsninger eller tanker frem, mister vi ofte klarheden i det mentale blik. Det handler nemlig ikke kun om, hvad vi tænker, men om, hvordan vi forholder os til vores tanker. Det er vores tendens til at overvåge, analysere og forsøge at kontrollere tankestrømmen, der volder problemer, og ikke selve tankerne.

Faktisk sker der noget særligt, når vi låser os fast på en tanke eller et problem: Vi mister fleksibiliteten. Det er lidt som den klassiske situation, hvor du møder en person, du ved, du kender, men ikke kan placere. Du går og grubler: “Er det fra et tidligere job? En fest? Universitetet?” Og jo mere du presser, jo længere væk føles svaret.

Men så – måske under opvasken eller i bussen hjem – dukker navnet eller sammenhængen op helt af sig selv. Det er en “tip of the tongue”-oplevelse: følelsen af at vide noget uden at kunne hente det frem. Og løsningen er sjældent at prøve hårdere; det er snarere at give slip. At stole på at svaret nok skal komme, hvis vi lader tankerne få fri bevægelighed.

Det samme gælder, når vi er for fokuserede i vores arbejde. Vi zoomer så tæt på, at vi mister overblikket og fleksibiliteten. Tankerne bliver ensporede, og vi spænder ben for os selv. Hjernen har brug for plads og pauser, ikke som luksus, men som forudsætning for at kunne se klart og tænke frit.

Når tankerne kører i ring

Mange mennesker er velsignede med en veludviklet evne til at reflektere. En særlig skarp linse, som vi kan indstille til at lave komplekse analyser af problemstillinger eller til hurtig tilegnelse af viden. Det gør os grundige og eftertænksomme, og det er vigtige styrker i mange faglige sammenhænge. Men den evne har også en bagside: overtænkning.

Når tankerne kører i ring, og hver beslutning skal vendes og drejes igen og igen, risikerer vi at brænde ud. Overtænkning er nemlig ikke kun udmattende – det er en reel stressfaktor. Når vi aldrig giver hjernen lov til at “slippe grebet”, mister vi forbindelsen til de naturlige pauser, som både tanke og krop har brug for. Og det er her, at weekenden, en fridag og evnen til faktisk at holde fri bliver en reel investering i vores mentale bæredygtighed.

At holde fri er ikke at give op. Det er at lade op

Når vi holder fri, når vi har fri og ikke længere forsøger at kontrollere hver tanke eller fastholde hver idé, opstår der ofte noget andet mere naturligt og måske også uventet, som vi ikke havde tænkt os frem til, men som dukker op, når vi giver det plads.

For vi rummer faktisk en evne, der er afgørende for vores trivsel: evnen til at skifte perspektiv og regulere vores fokus. Vi kan stille skarpt, og vi kan sløre. Vi kan rette blikket mod detaljen, og vi kan træde tilbage og se det hele i en større sammenhæng. Den fleksibilitet og det at kunne skifte gear er ikke bare en styrke, men en nødvendighed i en verden, hvor højt tempo og øget kompleksitet hele tiden trækker i os.

Og selv hvis det ikke føles naturligt lige nu, så er det en evne, vi kan blive bedre til at bruge. Vi kan øve os i at give slip, i at holde fri med ro i sindet og med tillid til, at pausen ikke tager noget fra os, men tværtimod gør os i stand til at vende tilbage med større klarhed, bedre overblik og fornyet energi. Det øver jeg mig stadig selv på hver dag – med varierende succes.