Livet som iværksætter: International firstmover i gummistøvler

Som iværksætter byder hver uge på nye og uforudsete opgaver fra at skovle korn på fabrikken til kinesiske oversættelser på Skype og analyser af næringsindhold. Mød Karin Beukel, som bruger sin erfaring fra universitetsverdenen til at reducere madspild og sult i verden.

 

 

Af Lene Lykke Hovmand Foto Agrain by Circular Food Technology

 

Da Karin Beukel og hendes to iværksætterpartnere i sommeren 2019 var klar med deres første mel lavet på upcyclet mask fra økologiske mikrobryggerier, stod industrien langt fra klar med de åbne arme, som hun havde drømt om. Reaktionen hos de potentielle kunder, var snarere ‘hmm … det er nyt!’. Og hvis produktet bestod af rester, burde det i øvrigt være billigt, blev der sagt.

”Men der er jo ikke noget billigt ved at lave innovation,” siger Karin Beukel. Og hun ved, hvad hun taler om. Alene det at udvikle teknologien og få sat et produktionsapparat op, der så nænsomt og bæredygtigt som muligt forvandler korn, som er til overs efter ølproduktion, til smagfuldt og næringsrigt mel, tog flere år, og er stadig igangværende. Men hun og hendes partnere blev nødt til at tage et skridt tilbage.

”Vi fandt ud af, at bare det at beskrive, hvad maskmel er, og hvad upcycling er, var en udfordring. Der var ikke andre, der arbejdede med det på det tidspunkt, og det var ganske ukendt.”

I dag, bare et par år senere, ser virkeligheden anderledes ud for Agrain by Circular Food Technology. Flere af de store brødproducenter har fået mod på at prøve noget nyt – foruden de mange mindre samarbejdspartnere, som virksomheden samarbejder med; bryggerier, bagerier og restauranter. Stopklodsen for samarbejdet med de store aktører er imidlertid ikke det eneste benspænd, Karin Beukel har oplevet som iværksætter – det skal vi vende tilbage til – men for hende er benspænd og udfordringer en drivkraft.

”Det fedeste ved at være iværksætter er, at du laver noget nyt hver dag. Læringskurven er fuldstændig vanvittig, og så er det hver uge, at du møder mennesker, som har noget på hjerte og vil rykke noget. Så lærer de noget, og vi lærer noget. Det, synes jeg, er interessant.”

 

Klovn eller præsident

Karin Beukel har en baggrund som forsker og har blandt andet undervist i innovation på Københavns Universitet og Harvard University. Hun har også tidligere været medstifter af en anden virksomhed, The IPR Company, hvor hun i fem år rådgav små og store virksomheder om patenter og rettigheder. På sin vis har hun derfor altid haft fokus på at hjælpe iværksættere godt i gang, men det var ikke en vej, hun havde forudset, at hun selv skulle gå, da hun var ung studerende.

”Jeg tror ikke, man så tidligt i livet ved, hvad man kan. Og jeg er ikke så planlæggende. Men jeg ved, hvad jeg som seksårig svarede – dengang boede vi i USA, fordi min far var gæsteprofessor på Harvard – da jeg blev spurgt, hvad jeg ville være i fremtiden: klovn eller præsident! Det siger jo lidt om den lidt skøre tankegang, jeg havde allerede dengang,” fortæller hun.

 

“Folk har fra starten sagt, at vores projekt ikke kan lade sig gøre, og vi har tænkt – hvordan kan du sige det? Det er da åbenlyst, at det kan lade sig gøre! Det er et problem, der kan løses, så det løser vi.”

Karin Beukel, iværksætter, Agrain

 

Som forsker har hun arbejdet meget med statistiske modeller, og det har hun som iværksætter haft god gavn af i forhold til at få skabt unikke produkter, som er resultater af mange delprocesser. Og så har hun haft et stort forspring i forhold til at få samarbejdet med forskere over hele verden til at fungere. Og den nævnte skøre tankegang, som hun deler med sin ligesindede veninde og partner, Aviaja Riemann-Andersen, har vist sig at have sin styrke.

”Det er en af de store aha-oplevelser, vi har haft som iværksættere. Vi har forstået, hvor tvistede hjerner, vi har. Folk har fra starten sagt, at vores projekt ikke kan lade sig gøre, og vi har tænkt – hvordan kan du sige det? Det er da åbenlyst, at det kan lade sig gøre! Det er et problem, der kan løses, så det løser vi.” 

 

3 gode råd fra Karin Beukel om at være iværksætter

  1. Få styr på patenter og IPR, Intellectual Property Rights
    Arbejder du med innovation og produktion af fx teknologi, så sørg for at overveje dine strategiske muligheder i forhold til brugen af patenter og trade secrets, og implementér det som del af virksomhedens processer. Brug det klogt for det er dyrt, men det kan også være meget dyrt at misse en patentmulighed. Bliv klogere på rettigheder hos bl.a. Patent- og Varemærkestyrelsen.
  2. Udbyg dit netværk
    Noget af det vigtigste som iværksætter, især i et cirkulært fødevaresystem, er at kunne opbygge relationer – at være i stand til at tale med andre mennesker, at kunne lytte og forstå, hvad de gerne vil. Verden kommer i fremtiden til at handle mere om relationer end om transaktioner.
  3. Vær autentisk, og stå inde for dine valg
    Der er rigtig mange, der har gode idéer til, hvad du skal gøre som iværksætter, og Karin Beukel minder altid sig selv om, hvilken baggrund, de kommer fra, for deres løsninger er altid inden for det, de selv har arbejdet med. Det fortæller hende, at hendes arbejde kan appliceres meget bredt, hvilket er dejligt, men det betyder også, at de andres forslag ikke altid er det rigtige sted at gå hen først.

 

Foto Agrain by Circular Food Technology

 

Mindre sult i verden

For nogle gange er det bare ikke en mulighed ikke at finde en løsning, hvis man spørger Karin Beukel. For klodens fødevaresystemer udleder for meget CO2, og der er mennesker, der sulter. At finde løsninger på de globale problemer, som er beskrevet i FN’s bæredygtighedsmål, har fra dag ét været en del af hendes motivation som iværksætter. Det gælder særligt bekæmpelse af sult: 

”Vi har lavet flere projekter i Afrika, og når man kan se, at 25 procent af de børn, der sultede, fik dækket deres kaloriebehov alene ved brug af lokal mask …” Hun stopper, før hun får færdiggjort sætningen. Potentialet er åbenlyst.

“Der findes ikke statistik på det, men det er cirka 90 procent af masken i afrikanske lande, der ikke bliver brugt – ikke engang til foder. Den bliver bare smidt ud, og det er jo helt vanvittigt,” tilføjer hun.

 

”Vi fandt ud af, at bare det at beskrive, hvad maskmel er, og hvad upcycling er, var en udfordring. Der var ikke andre, der arbejdede med det på det tidspunkt, og det var ganske ukendt.”

Karin Beukel, iværksætter, Agrain

 

Idéen til at upcycle mask til en ny fødevare udsprang af et speciale, som hun var vejleder på for sin studerende og senere partner, Emil Buhl Krøll. Sammen undrede de sig over de tonsvis af mask, som her i Danmark bliver brugt til dyrefoder, til trods for at det er en ressource med et enormt potentiale med et indehold på 20 procent protein og 50 procent kostfibre. Især når de udvidede specialets idé og beregninger til et globalt perspektiv, viste potentialet sig: 10 procent af det globale kalorieunderskud vil kunne dækkes alene ved upcycling af mask.

"Det er sådan nogle ting, der driver mig. Vi har masser af projekter kørende og arbejder hele tiden på at forstå, hvordan vi kan opskalere vores forretning ude i verden. Det er nogle længere processer – længere end at få noget maskmel ind i en Kohberg-bolle. Men der er ikke nogen tvivl om, at det vi lærer herhjemme, som for eksempel samarbejdet med Kohberg, kan bruges i hele verden.”

 

Iværksætter i gummistøvler

Karin Beukel glæder sig til med tiden at få flere internationale projekter på benene og til at få etableret produktionsfaciliteter i andre verdensdele. Fabrikken og teknologien her i Danmark er nemlig på plads, men vejen dertil har været lang. Det bringer os tilbage til benspændene.

“Sammen med maskinerne, som vi købte fra Kina, skulle der følge en ingeniør, som skulle sætte det hele op. Han blev så stoppet af Udlændingestyrelsen, som skulle bruge 60 dage på at vurdere, om han måtte komme ind i landet. Han skulle bare være her en uge.”

Karin Beukel stod nu med ti tons maskiner, en klargjort produktionshal og med investorer, der forventede handling.

“Der ringede jeg til en onkel, som er tidligere ubådsmekaniker og er virkelig dygtig, og så satte vi det selv op med en kinesisk oversætter indover på Skype,” fortæller hun.

Da de startede op, havde hun ingen erfaring med at drive en fødevareproduktion, men tog opgaven på sig, indtil de fik ansat en produktionsleder.

“Og hold da op, hvor har jeg skovlet meget mask! Du forstår slet ikke hvor mange timer, jeg har brugt på den fabrik. Jeg kan huske, at en af mine medarbejdere en dag spurgte, imens jeg stod der i gummistøvler og skovlede, hvad jeg egentlig havde af uddannelse. Jeg tror, jeg har 21 års uddannelse og nævnte, at jeg har en ph.d. og en master og ... Hvad laver du så her, spurgte han. Ja, det ved jeg da heller ikke!” siger hun i en høj tone og fortsætter så i normalt stemmeleje:

”Det kan være enormt hårdt, og du kan føle dig meget alene som iværksætter, men i de tider, hvor jeg har følt mig alene, har jeg jo Aviaja. Vi stoler på hinanden 100 procent, og det er det, der redder de dage. Samtidig med at du er chef som iværksætter, er du også vicevært, så man skal ikke være bange for at tage hænderne i brug og prøve at løse ting, man aldrig har prøvet før.”

 

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Startup-tilbud

Går du selv rundt med en iværksætter i maven? Eller er du bare nysgerrig på, hvad det betyder at være selvstændig?

I vores startup-tilbud kan du finde hjælp til alt lige fra den indledende afklaringsfase, hvor du finder ud af om livet som selvstændig er noget for dig, til udviklingen af din forretning, så du kan leve af den – uanset om du er soloselvstændig konsulent eller en del af et team, der drømmer om at udvikle en app. 

Gå til siden Bæredygtighed