Skift fra studiemedlem til nyuddannet
Er du studiemedlem og bliver færdig med din uddannelse, skal du huske at skifte medlemsstatus fra studerende til nyuddannet senest 14 dage efter du har fået din sidste karakter. Det gælder også, selvom du har et job på hånden eller bliver bachelor og fortsætter på en overbygning.
14-dages-reglen: Uret tikker fra du får din sidste karakter
Senest 14 dage efter, du har fået din sidste karakter på studiet, skal du skifte medlemsstatus fra studerende til nyuddannet.
Misser du fristen, kan du først få dagpenge, når du har været medlem af en a-kasse i minimum 1 år og har haft en indkomst på mindst 263.232 kr. (2024). Beløbet skal være optjent inden for 3 år, hvor du samtidig har været medlem af en a-kasse. Du kan max medregne 21.936 kr. pr. måned.
Vent med at skifte status, til du kender datoen for din sidste karakter
Ved du, at du afslutter dit studie inden for den næste måned, men endnu ikke kender den præcise dato for, hvornår du modtager den sidste karakter, så skal du vente med at skifte status.
Er der mere end en måned til, at du afslutter din uddannelse, skal du i stedet forlænge dit gratis studiemedlemskab.
Du skal gøre noget ekstra for at få dagpenge
Det er ikke nok at skifte medlemsstatus, hvis du vil have dagpenge som nyuddannet. Her skal du også melde dig ledig på jobnet.dk og udfylde en ledighedserklæring (ansøgning om dagpenge) på Mit AKA.
Visuelt eksempel på tidslinje for forløbet
Vi anbefaler, at du følger vores Guide for nyuddannede, som giver dig et godt overblik over overgangen fra studerende til nyuddannet.
Husk, at du også kan chatte med os, hvis du har spørgsmål.
Du er færdiguddannet, når du har fået den sidste karakter
Der er forskellige måder, du kan afslutte studiet på:
- Mundtlig eksamen
Datoen, hvor du får din sidste karakter efter en mundtlig eksamen eller et mundtligt forsvar - Skriftlige eksamen
Datoen, hvor studiestedet gør din sidste karakter tilgængelig online - Speciale eller hovedopgave (uden mundtlig forsvar)
Datoen for offentliggørelsen af din karakter, eller datoen for underskrivelse af forhåndsgodkendelse af vejleder og censor.
På nogle uddannelser bliver studiet afsluttet med en skriftlig opgave, og det kan tage nogle uger, før censor og vejleder kan give deres endelige bedømmelse af opgaven. På nogle studier er det dog muligt at bede om en forhåndsgodkendelse, hvor vejleder og censor oplyser, at du har bestået din eksamen, selvom de ikke er kommet frem til den endelige bedømmelse og karakter endnu.
Du skal til at betale for medlemskabet
Når du ikke længere er studerende, skal du til at betale for medlemskabet af Akademikernes A-kasse (kontingent). Det gælder allerede fra første dag efter du har modtaget din sidste karakter, så derfor er det vigtigt, at du giver os besked, hvis du udskyder afslutningen af dit studie, så vi ikke sender en opkrævning til dig, før du er færdiguddannet.
Du vil få en opkrævning for dit medlemskab via e-Boks ca. 14 dage før betalingsfristen. Du får mulighed for at tilmelde betalingen til Betalingsservice, når du har betalt opkrævningen via e-Boks første gang.
Herefter betaler du forud for et kvartal ad gangen.
Nyuddannede skal opfylde et sprogkrav
Hvis du er ledig og søger dagpenge for første gang som nyuddannet, skal du opfylde et sprogkrav. Det gælder alle nyuddannede uanset statsborgerskab. Sprogkravet betyder, at du skal have:
- bestået Prøve i Dansk 2 eller en dansk prøve på et tilsvarende eller højere niveau eller
- bestået minimum 6. klasse i folkeskolen eller
- gennemført en videregående dansksproget uddannelse
Se hele oversigten over de uddannelser, der tæller som opfyldelse af sprogkravet
Hvis du ikke kan opfylde sprogkravet, kan du i stedet opfylde et såkaldt tilknytningskrav for at få ret til dagpenge. Du har opfyldt tilknytningskravet, når du har arbejdet mindst 600 timer før du melder dig ledig. Timerne skal være fordelt på 12 af de sidste 24 måneder, men det behøver ikke at være i 12 sammenhængende måneder.
Du kan bruge løntimer, der ligger uden for din medlemsperiode, men timerne skal være indberettet til SKAT. Du kan godt bruge arbejdstimer fra et andet EØS-land, men mindst 150 af løntimerne skal stamme fra efterfølgende arbejde i Danmark. Tilknytningskravet skal opfyldes på ny ved en eventuel ny ret til dagpenge som nyuddannet.