Digital kommunikation

I Akademikernes A-kasse kommunikerer vi digitalt med medlemmerne. I indbakken på Mit AKA er der samlet overblik over alle breve og beskeder - og når der er ny post, sender vi en advisering pr. mail.

Breve fra Akademikernes A-kasse er kun digitale, og vi sender som hovedregel ikke breve med posten. Vores breve til dig – og i øvrigt også beskeder – kan du se i din indbakke, når du er logget på Mit AKA. 

Du får en mail, når der er nyt i din indbakke

Du har selv ansvar for at gøre dig bekendt med brevene, som ligger i din indbakke på Mit AKA. dk.  Du behøver dog ikke selv holde øje, da vi sender en advisering til din mailadresse, når der er et nyt brev i din indbakke. I mailen kan du læse et kort resumé af brevet.  

Det er derfor vigtigt, at din mailadresse under Ret/se oplysninger i Mit AKA altid er opdateret.

I din indbakke på Mit AKA har du overblikket

Din indbakke giver dig et samlet overblik over de breve, du har fået fra Akademikernes A-kasse.

Her vil du også kunne se de beskeder, du har sendt til Akademikernes A-kasse, og de svar vi skriver tilbage. Har du vedhæftet bilag i dine beskeder, vil du også kunne se dem i indbakken. Under Blanketter/ Indsendte blanketter kan du se de blanketter, du tidligere har sendt til os.

Hvis du ikke længere er medlem, kan du stadig logge på Mit AKA og få et overblik.

Din garanti for sikkerhed

Når du er logget på Mit AKA med in NemID, er du på en sikker side, som er krypteret med sikkerhedscertifikat. Med digitale breve undgår du, at personfølsomme oplysninger står i en mail eller i et brev, der havner hos naboen.

Din indbakke på Mit AKA må ikke forveksles med eBoks. Breve i eBoks giver ikke den samme mulighed for samlet overblik over kommunikationen mellem dig og os.

Du kan fritages for digital post i særlige situationer

I ganske særlige tilfælde kan du fritages for at modtage digital post fra os. Så sender vi i stedet vores breve pr. post i stedet. Du kan fritages, hvis du 

  • har en funktionsnedsættelse, der forhindrer dig i at kommunikere digitalt 
  • ikke har adgang til en computer med tilstrækkelig internetadgang i dit hjem
  • er registreret som udrejst af Danmark 
  • er hjemløs 
  • har sproglige vanskeligheder 
  • har praktiske vanskeligheder ved at skaffe NemID.