Af Heidi Bendtsen Nielsen
“Der er nogen, der søger og søger og hele tiden gerne vil være på. Det er ikke sikkert, det er effektiv tid. Heller ikke i juleferien. Man skal give sig selv lov til at tage nogle dage, hvor man slapper af og giver hjernen ro. Ellers risikerer man at stresse sig selv og brænde ud”.
Sådan siger karriererådgiver hos Akademikernes A-kasse, Tina Skov, der op til juleferien råder medlemmerne til at huske at holde fri, når jobmarkedet alligevel går i dvale.
“Den gode jobsøgning handler blandt andet om den personlige kontakt, og den kan være svær at etablere i juledagene, hvor det er vanskeligt at trænge igennem til nogen, for de fleste holder fri. Så der kan være noget fidus i at sige til sig selv, at man lukker computeren ned fra for eksempel den 22. december og ikke åbner den igen før den 28.,” siger hun.
Når det kan være svært at slippe jobsøgningen i en juleferie, skyldes det ifølge karriererådgiveren blandt andet, at det kan være forbundet med stor utryghed ikke at kende en fast dato for, hvornår man igen skal starte job og dermed have en fast indtægt.
Der er ikke andre, der får dit drømmejob i juleferien, og der bliver ikke slået nye job op den 22. december. Hvis der gør, er ansøgningsfristen typisk et stykke inde i januar. Der kan selvfølgelig være headhuntere, der bare skal have præsenteret nogle kandidater den 3. januar, men det hører til sjældenhederne.
Tina Skov, karriererådgiver hos Akademikernes A-kasse
Det kan betyde, at man får dårlig samvittighed over for sig selv (og eventuelle børn, kæreste eller ægtefælle), fordi man måske er afhængig af en lidt større portion penge end de dagpenge, der lige nu tikker ind på kontoen.
“Så at hive en uge til juleferie ud af kalenderen kan være angstprovokerende for nogle ledige,” siger Tina Skov.
Ingen nye jobopslag i julen
Jobmarkedets dvaletilstand kommer til udtryk ved, at der ikke er mange arbejdsgivere eller headhuntere, der leder efter potentielle kandidater i juledagene.
“Der er ikke andre, der får dit drømmejob i juleferien, og der bliver ikke slået nye job op den 22. december. Hvis der gør, er ansøgningsfristen typisk et stykke inde i januar. Der kan selvfølgelig være headhuntere, der bare skal have præsenteret nogle kandidater den 3. januar, men det hører til sjældenhederne,” siger Tina Skov.
Hun råder derfor til, at man er effektiv med sin jobsøgning i dagene op til jul, så man kan holde fri med god samvittighed og sørge for at have nogle aftaler eller opgaver i kalenderen, til man igen er klar til at søge efter jul eller nytår. På det tidspunkt er alle andre også tilbage efter ferie, og man kan tilgå sin jobsøgning med fornyet energi.
På spørgsmålet om, hvorvidt det er blevet sværere at holde fri som ledig, end det var tidligere, fordi platforme som LinkedIn og Jobindex er blevet nemmere at tilgå via apps med telefonen lige ved hånden, er Tina Skov ikke i tvivl:
“Jeg tror også, det kunne generere stress for 10 år siden at være ledig og skulle holde fri. Folk har ikke fået sværere ved det, fordi platformene er blevet mere tilgængelige. De har stadig tankemylder, som er det, der er vigtigt at få parkeret. Så hold fri, når du har fri,” siger hun.
Karriererådgiverens fem gode råd til at undgå stress i juleferien
1) Læg en (jule)plan
Giv dig selv nogle dage, hvor du tillader dig selv at holde fri fra jobsøgningen. Beslut dig for, hvilke dage det skal være, og skriv det ind i din kalender. Hav eventuelt ekstra fokus på jobsøgningen ved at bruge lidt mere tid end normalt op til dine fridage, så du kan holde fri med god samvittighed.
2) Skab overblik over opgaver til efter jul
Få overblik over din jobsøgning, så du ikke stresser over det i ferien. Find ud af, hvad du skal lave, når ferien er slut, så du også har noget at komme tilbage til. Er det for eksempel en uopfordret ansøgning at kontakte nogen i dit netværk eller at søge et job, der blev slået op lige før jul? En to-do-liste kan hjælpe dig med at få ro på og mindske stress.
3) Sæt grænser over for familie og venner
Mange spørger måske til din jobsituation, men deres spørgelyst og ofte tilhørende gode råd kan for nogle være stressende. Så når du holder juleferie med familie eller venner, så fortæl dem eventuelt, at du har brug for et pusterum og egentlig ikke har lyst til at tale om det lige nu. Du ønsker at koble helt af i din juleferie uden at skulle tænke på jobsøgning. Måske du kan have et par andre samtaleemner klar i ærmet, så du hurtigt kan skifte emne, og der ikke opstår en akavet stemning, når du siger fra.
4) Hold mobil- og computerfri
Som jobsøgende har du måske vænnet dig til dagligt lige at scrolle jobportaler, LinkedIn eller andre sociale netværk igennem for mulige jobs eller gode kontakter. Måske du også er en af dem, der dagligt tjekker mail for at se, om der er noget jobrelevant, der er tikket ind. For at sikre dig selv mest mulig ro og kvalitetstid i ferien kan det være en god ide at slukke for notifikationer på mobilen eller lave en aftale med dig selv om, at du lukker helt ned i nogle dage. Det kan gøre, at din hjerne får slappet ordentligt af, og at du er til stede med de mennesker, du holder juleferie med.
5) Husk at registrere ferie
Husk at registrere ferie hos dit jobcenter, så de ved, at du ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet i juledagene. Det kan give dig ro på at vide, at du ikke skal skrive jobansøgninger, når jobmarkedet alligevel er gået lidt i stå i juledagene, og alle andre også holder fri.
Kilde: Tina Skov, chefkonsulent i karriererådgivningen hos Akademikernes A-kasse.
Sådan er feriereglerne for ledige
Er du ledig, skal du huske at melde ferie på jobnet.dk senest 14 dage inden, din ferie starter. Du skal også melde ferie, hvis du vil holde fri på helligdage, der falder på en hverdag. Du får nemlig dagpenge på disse helligdage. Derfor skal du være aktiv jobsøgende, medmindre du har meldt ferie.