Gå videre til hovedindhold

Fordele og ulemper: Sådan kan livet som studerende med børn se ud

Skal du vente med at få børn, til du er færdig med at studere, eller er det bedre at gøre det, mens du stadig har friheden til at planlægge din tid selv uden en arbejdsgiver, du skal stå til ansvar overfor? To fagfolk guider dig til at træffe det rigtige valg for netop dig.

26. marts 2025

Af Heidi Nielsen

Er du en af dem, der drømmer om at stifte familie, mens du stadig er i færd med at forme din fremtidige karriere bag universitetets trygge mure, har du måske allerede tænkt over, hvordan det mon vil påvirke din hverdag. Der er nemlig både fordele og ulemper forbundet med livet som mor eller far. 

En af de helt store fordele er ifølge rådgivningschef i Djøf, Mette Knudsen, at der er meget frihed forbundet med livet som studerende sammenlignet med et arbejdsliv med faste arbejdstider. 

“Der er ikke mødepligt til forelæsninger, og en stor del er selvstudier, hvor man selv kan tilrettelægge sin tid. Så på den måde kan det passe godt at få et barn, mens man stadig studerer,” siger hun. 

Det synspunkt deler afdelingsleder i Studenterrådgivningen, Rosa Vikmann Pedersen: 

“Vi har studerende, der synes, det er skønt at have en fleksibel hverdag. De bliver gode til at strukturere deres hverdag og studere på tidspunkter, der passer ind i deres hverdag. De ser det som en luksus i forhold til, hvis de skulle gå på arbejde,” siger hun. 

Læs også: Tre studerende: Derfor har vi valgt at få børn, mens vi studerer

Hvad vil arbejdsgiver mon tænke? 

De senere år har politikerne debatteret vigtigheden af, at danskerne bør få flere børn for at holde velfærdsstaten i gang - og gerne, mens de stadig er studerende og unge, så der ikke senere opstår fertilitetsudfordringer, og de kun får et eller ingen børn.  

Selvom det fortsat er flertallet af de studerende, der venter med at opfylde politikernes ønsker for fremtiden, oplever karriererådgiveren hos Djøf, at flere gør sig tanker om børn. 

Mange studerende er i starten af tyverne og vil gerne have gang i den og opleve ting, så man skal være klar på, at det måske ikke er alt, man kan være med på, når man er blevet forældre.

Rosa Vikmann Pedersen

Det, der især fylder, er, hvad det vil betyde for deres fremtidige karriere, hvis de vælger at få børn under studiet. For vil arbejdsgiver så tænke, at de ofte skal holde barnets sygedag - eller at de måske ønsker barn nummer to inden for en overskuelig fremtid? 

“Vi ved det ikke. Men vi kan omvendt se, at vores kvindelige medlemmers første job ofte er et vikariat sammenlignet med vores mandlige medlemmer. Så der vil sikkert være nogle arbejdsgivere, der tænker, at en 29-årig nyuddannet kvinde snart skal have sit første barn og på barsel, hvilket jo taler for, at det er en god ide at få børn som studerende,” siger Mette Knudsen og tilføjer:  

“Det kan være svært at navigere i, så man bliver nok nødt til at finde ud af, hvornår det passer ind i ens eget liv og ikke tænke så meget på, hvad en kommende arbejdsgiver vil tænke. Men hvis man bliver spurgt til familieplaner til en jobsamtale, er det selvfølgelig en god ide at have et svar klart, også selvom det egentlig er noget, arbejdsgiver bør holde sig fra at spørge ind til. Det kan nemlig være i strid med ligebehandlingslovens regler,” siger hun. 

Dyrt at få børn

Økonomi spiller også en rolle, når studerende beslutter sig for at sætte børn i verden. Det er nemlig dyrt med udgifter til institutionsplads, mad, babyudstyr, bleer med videre i kombination med en SU-indtægt. 

“I den kontekst spiller det ind, om man kan få barselsdagpenge, hvilket langt de fleste af vores medlemmer kan, fordi de har et studiejob. Vi oplever desværre, at mange snyder sig selv for det, fordi de ikke er klar over, at de er berettiget til det,” siger Mette Knudsen. 

Rosa Vikmann Pedersen supplerer: 

“Vi taler ikke så ofte meget konkret om økonomi med de studerende, men vi kan godt opleve, at nogle oplever et pres for at blive færdige med deres studier til tiden, så de kan komme ud for at tjene nogle penge. Mange bor nemlig småt, når de er studerende og vil gerne have råd til noget større med plads til børn,” siger hun. 

Hos Studenterrådgivningen er det særligt udfordringer med at få livet som forældre til at hænge sammen livet som studerende, der fylder. 

“Mange studerende er i starten af tyverne og vil gerne have gang i den og opleve ting, så man skal være klar på, at det måske ikke er alt, man kan være med på, når man er blevet forældre. Det kan for eksempel være et socialt arrangement eller gruppearbejde på skæve tidspunkter, hvor man som forældre ikke lige så let kan springe til, fordi man også skal tage hensyn til børnene og øvrige planer i familien,” siger Rosa Vikmann Pedersen. 

Farvel til vennerne? 

Hun oplever også, at nogle efter en barsel kan komme til at føle sig mere alene, end de var tidligere, fordi man ikke længere følger de samme medstuderende. 

“Så man kan godt risikere at blive koblet af nogle sociale relationer og måske føle sig mere alene end tidligere. Det afhænger selvfølgelig af, hvem man er. For nogle er det slet ikke et problem, fordi de nærmere går til deres studie som et arbejde, hvor det ikke er vigtigt for dem at opbygge sociale relationer. Ofte vil dem med børn finde sammen med nogle, der er ældre, eller som selv har børn for at passe ind,” siger Rosa Vikmann Pedersen.  

Hun minder om, at det er vigtigt at passe godt på sig selv, hvis man får børn som studerende, fordi det kan være en stor omvæltning generelt: 

“Når alt det, der er lystfyldt forsvinder, fordi man måske får travlt med at jonglere barn, studie, studiejob og generelt har fået mere ansvar og mange forpligtelser, så er det vigtigt også at huske sig selv. Det kan være en gåtur, hvor man får noget frisk luft eller dyrker noget motion. Og det gælder naturligvis for alle forældre,” siger hun. 

Faktaboks: Gode råd til dig, der overvejer at få eller har børn under studiet

1) Få styr på barselsreglerne

Hvis du har et studiejob, er der mulighed for at søge om barselsdagpenge. Kontakt din fagforening for nærmere information. Det er ærgerligt at gå glip af pengene, der kan være gode at have, hvis man får en baby og har svært ved at få SU-klippene til at række. 

2) Få børn når du har lyst

Der findes ikke noget rigtigt eller forkert tidspunkt at få børn på. Vælg at få børn, efter hvad der passer ind i dit privatliv og ikke efter din karriere. Du har et langt arbejdsliv foran dig med rig mulighed for at skrue op og ned for det i bestemte perioder. 

3) Skab struktur

Når du får børn, er det vigtigt at skabe struktur, da du ikke har samme mængde tid til rådighed, som før du fik børn. Planlægning vil derfor gøre din hverdag lettere, så du ikke bliver stresset af huslige pligter, hente og aflevere barn samtidig med, at du skal have tid til at læse pensum, tage noter og gå til eksamen. 

4) Find åndehuller

Med børn følger mange forpligtelser. Sørg derfor for at have fokus på egenomsorg, hvor du ind imellem gør noget godt for dig selv. På den måde undgår du at brænde ud undervejs på dit studie. Læg dertil fornyet energi, når du er sammen med din familie. 

5) Find fællesskaber

Er du typen, der har svært ved at undvære det sociale liv på studiet, efter du har fået børn, kan det måske være en god ide at opsøge fællesskaber med andre studerende, der er det samme sted i livet. Det kan måske kompensere for, at du kan komme til at føle dig alene med ’voksenlivet’. 

Kilde: Mette Knudsen, rådgivningschef i Djøf og Rosa Vikmann Pedersen, Afdelingsleder i Studenterrådgivningen.  

Akademikerliv for dig, der er studerende

Fordele og ulemper: Sådan kan livet som studerende med børn se ud

Tre studerende: Derfor har vi valgt at få børn, mens vi studerer

Har du overvejet at droppe ud af dit studie? Så er du ikke alene

CV for studerende og nyuddannede: Sæt spot på dine kompetencer

Studerende: ”Kære arbejdsgiver: Hvordan skal vi få erfaring, hvis I ikke vil give os den?”

Hjælp, snyd eller bjørnetjeneste: Må mor og AI sætte komma i dine opgaver?

Studerende: ”Jeg ser ikke frem til det arbejdsliv, der venter mig”

Money, money, money: Få overblik over din økonomi – og pengene til at række

Graduate-stillinger vinder frem: ”Man bliver rustet til at komme ud på den anden side”

Akademisk sprog: Ikke for komplekst - ikke for simpelt

Studielivet kan give sociale udfordringer

Impostor-fænomen på studiet: Hvornår opdager de, at jeg er en dårlig studerende?

Studerende og nyuddannede er under pres på flere fronter

”Jeg går ikke længere i panik, når jeg føler mig stresset”

Studiejobbet er den bedste billet til at komme i job

”Det gør ikke noget at prøve lidt forskelligt af”

”Det er vigtigt at have et studiejob, man brænder for”

”Jeg ser studiejobbet som en bonus”

Studiestart uden stress

Få styr på studieteknikken og undgå informationsoverload