Gå videre til hovedindhold

Graduate-stillinger vinder frem: ”Man bliver rustet til at komme ud på den anden side”

Står du på tærsklen til det første fuldtidsjob, kan det være værd at overveje et graduate-program. En graduate-stilling kan nemlig gøre overgangen mellem studielivet og en dagligdag på arbejdsmarkedet mere flydende og give dig mulighed for at afprøve forskellige jobfunktioner, lyder det fra karriererådgiver og tidligere studerende.

Emma Skovsted-Andersen er cand.it i Digital Innovation & Management på IT-Universitetet i København. Hun fik efter endt studie en graduate-stilling hos NNIT, hvor hun i dag er ansat i en almindelig fuldtidsstilling. Foto: NNIT

21. maj 2024

Af Lene Lykke Hovmand

"Der er jo så mange muligheder, og det kan været svært at navigere i som nyuddannet. Så hvis man er i tvivl om, hvad der er den rette hylde, så passede en graduate-stilling i hvert fald rigtig godt til mig, fordi jeg fik lov at prøve lidt forskelligt af på kort tid. På det år lærte jeg virkelig, hvad jeg personligt synes er spændende, og hvad der motiverer mig.” 

Sådan siger Emma Skovsted-Andersen om sit etårige graduate-program hos den danske virksomhed NNIT, som leverer it-løsninger til erhvervslivet og det offentlige. I dag har hun været ansat i ti måneder efter programmets afslutning. Hun valgte i sin tid netop en graduate-stilling for at få indblik i nogle forskellige afdelinger og blive klogere på, hvor hun bedst kunne trives og udfolde sig fagligt. 

En graduate-stilling giver dig nemlig mulighed for at få indblik i forskellige afdelinger og for at afprøve forskellige opgaver og roller, inden du lander dit første reelle job.  

"Jeg kan huske, at jeg undervejs tænkte, at det er ret vildt så meget, man lærer på så kort tid – ikke bare fagligt, men også om sig selv, ”siger Emma Skovsted-Andersen. 

Virksomhederne leder efter talenter

Emma Skovsted-Andersen er langt fra den eneste, der har benyttet sig af muligheden for en graduate-stilling. For graduate-programmer vinder mere og mere frem i kampen om talenterne. Det fortæller Lene Beck Holm, som er chefkonsulent i Akademikernes A-kasse og tidligere i sin karriere har været ansvarlig for en virksomheds graduate-programmer. Her oplevede hun, at virksomheden på få år gik fra at have ét graduate-program til flere end 10, og dermed til at ansætte cirka 40 nyuddannede hvert år. Den udvikling ser hun i mange andre virksomheder i dag, og det betyder, at der bliver brugt mange ressourcer på at rekruttere gode kandidater. 

“Mange virksomheder bruger oceaner af tid på at få fat i de bedste talenter, og de investerer ofte også store beløb i at udvikle deres graduates, ” fortæller Lene Beck Holm.  

Udover at få fat i god arbejdskraft handler rekrutteringen også om et andet vigtigt aspekt fra virksomhedernes side, tilføjer hun: 

“Graduate-programmerne er en vigtig del af virksomhedernes branding-strategi. Det giver dem mulighed for at signalere, at de er en attraktiv arbejdsplads, der bruger tid og penge på at investere i den vigtigste ressource: Deres medarbejdere. Og de viser også samtidig, at virksomheden er et sted, hvor dygtige mennesker gerne vil ansættes.”

I en graduate-stilling er der stort fokus på kompetenceudvikling, og i løbet af graduate-programmet vil der typisk være mere personlig og faglig udvikling end i et almindeligt job.

Lene Beck Holm, chefkonsulent, Akademikernes A-kasse

Graduateships er en digital platform, der formidler jobs og guider nyuddannede, og ifølge deres tal er der i dag hvert år mellem 300 og 500 graduate-stillinger i Danmark fordelt på 60-80 virksomheder. Antallet af både stillinger og virksomheder, som udbyder dem, er ifølge CEO og grundlægger af Graduateships, Palle Broe, steget jævnt de seneste år. Går vi tilbage til 2019 havde kun 47 danske virksomheder graduate-stillinger.  

“Graduate-programmerne er ikke bare en fordel for virksomhederne, som finder de rigtige talenter, men også for de nyuddannede. For dem er det meget attraktivt at få en plads i et program, og samtidig er et program en god overgang mellem studie- og arbejdsliv, ” siger Lene Beck Holm.   

Menneske fremfor kompetencer 
Graduate-programmer er designet til nyuddannede og har forskellige lærings- og udviklingselementer som en integreret del. Det betyder blandt andet, at du ikke bare bliver sat ved et skrivebord med en forventning om, at du er selvkørende med det samme. 

“I en graduate-stilling er der stort fokus på kompetenceudvikling, og i løbet af graduate-programmet vil der typisk være mere personlig og faglig udvikling end i et almindeligt job. Fordi stillingen er rettet direkte imod nyuddannede, ansætter man mere mennesket end kompetencerne, ” fortæller Lene Beck Holm og tilføjer:  

”Kriteriet for ansættelsen kan derfor også handle om, at du skal være nysgerrig og have lyst til at lære. Du er netop ikke ansat på baggrund af din mangeårige erhvervserfaring.”

Hvis jeg skal give et godt råd til dem, der søger en graduate-stilling, så er det, at man skal være nysgerrig.

Emma Skovsted-Andersen, tidligere graduate

At nysgerrighed er et vigtigt ansættelseskriterium, kan tidligere graduate, Emma Skovsted-Andersen bekræfte: 

”Hvis jeg skal give et godt råd til dem, der søger en graduate-stilling, så er det, at man skal være nysgerrig. Man skal ikke tro, at når man starter i en graduate-stilling, så kommer der en person og tager en i hånden og fører en igennem arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at man selv er nysgerrig, opsøgende og stiller sig til rådighed, ” siger hun.  

For hende blev graduate-stillingen en god overgang fra studie til arbejdsliv, fordi NNIT var gode til at skræddersy programmet til hende som nyudklækket kandidat.  

”Det er jo en ret stor omvæltning i ens liv, og nu har jeg erfaret, at det er sindssygt vigtigt, at der faktisk er nogen, som vil graduates, og som respekterer graduates – nogle profiler, som brænder for at lære fra sig. Jeg har selv haft nogle virkelig gode mentorer, som har givet mig meget ansvar og lært meget fra sig, ” fortæller hun.  

For hende føltes graduate-stillingen lidt som at videreuddanne sig, blandt andet fordi hun undervejs blev tildelt de redskaber og værktøjer, hun havde brug for, herunder et Scrum-projektlederkursus.   

”Man bliver rustet til at komme ud på den anden side efter sådan et år, ” siger hun.  

I løbet af sit etårige graduate-program prøvede Emma Skovsted-Andersen at være i to funktioner i forskellige afdelinger. Efterfølgende blev hun ansat i en stilling, hvor hun i dag bygger videre på noget af den ekspertise, som hun opbyggede i den ene af funktionerne. Hun er ansat som AI Business SME, og det betyder i grove træk, at hun i det daglige er bindeled imellem virksomhedens teknologiske produkter og dens kunder inden for Life Science. 

Fordele og ulemper

Som studerende eller nyuddannet kan det være svært at overskue de mange programmer og virksomheder, og det er forskelligt, hvornår virksomhederne lægger deres programmer op. Nogle annoncerer dem om efteråret, og andre i februar måned. Chefkonsulent Lene Beck Holm anbefaler derfor, at du undersøger programmerne og virksomhederne grundigt for at pejle dig ind på, hvad der tiltaler dig. Tal også gerne med tidligere graduates, og hold øje med åbent hus-arrangementer, som nogle virksomheder arrangerer, råder hun.  

I Lene Beck Holms øjne er en graduate-stilling en anbefalelsesværdig mulighed for at komme godt ud på arbejdsmarkedet og for at få grundigt indblik i en virksomhed, men der kan også være udfordringer ved formen, har hun erfaret.  

 ”Jeg synes, det er en fantastisk mulighed, men jeg har også hørt om forskellige oplevelser fra graduates, som har været rundt i flere forskellige stillinger i løbet af deres forløb. For nogle var det en gevinst at prøve noget forskelligt af, men fra andre lød det, at de lige nåede at komme ind i en stilling, og så skulle de videre til en anden, ” fortæller hun.  

Et råd fra Lene Beck Holm er derfor at overveje, hvor mange skift og hvor langt et graduate-program, du vil foretrække. 

Den overvejelse gjorde Emma Skovsted-Andersen sig, og hun valgte et etårigt forløb, fordi hun efter mange års studier gerne ville have muligheden for denne særlige overgang, men også gerne ville hurtigt ud på den anden side. Perioden som graduate har blandt andet betydet, at hun fik afklaret, om hun trives bedst i et job, hvor hun skal arbejde med mange opgaver og processer på samme tid, eller i en specialistrolle med rum til at fordybe sig i et enkelt projekt.  

”Der fik jeg bekræftet, at jeg helt klart er én, der godt kan lide at have mange bolde i luften på samme tid, ” siger hun.   

Du når at opbygge mange relationer i dit graduate-forløb, så når du er færdig, ved du hvem, du kan gå til.

Emma Skovsted-Andersen, tidligere graduate

Hun fremhæver en anden fordel ved at være graduate:  

”Det er helt klart en fordel, at man får et kæmpe netværk i virksomheden. Dels fordi man starter som en del af et hold med andre graduates, som er ude i andre afdelinger og teams, og dels fordi man selv kommer rundt i forskellige afdelinger og på forskellige projekter. Du når at opbygge mange relationer i dit graduate-forløb, så når du er færdig, ved du hvem, du kan gå til, ” siger hun.  

Hold fast i nysgerrigheden

I en graduate-stilling får du et godt netværk og et godt kendskab til hele forretningen, og det gør dig skarpere på, hvor du trives bedst, og hvor du bedst kan bringe dine kompetencer i spil. Imens du er i forløbet, bliver dit arbejde desuden evalueret løbende, og du har god mulighed for sparring med din tilknyttede mentor og med andre graduates – også om eventuelle dårlige oplevelser eller bekymringer.  

”Det var en kæmpe fordel for mig at være i graduate-program, for jeg fik prøvet noget, der måske ikke lige var min boldgade, og hvor jeg var på dybt vand, og kom så over i noget, der virkelig motiverede mig.” 
Emma Skovsted-Andersen 

Dem var der heldigvis ikke mange af for Emma Skovsted-Andersen. Den eneste var, da hun i en periode var bekymret for at blive holdt fast i en funktion, som hun ikke følte sig hjemme i, men den bekymring viste sig hurtigt at have været overflødig. Tværtimod indså hun, at erfaringerne med at afprøve forskellige funktioner, gjorde det tydeligere for hende, hvornår hun var landet på et rigtigt sted.   

”Jeg kan huske, at i det sekund, jeg startede i min nuværende afdeling, var jeg ikke i tvivl om, at her ville jeg være. Det var en kæmpe fordel for mig at være i et graduate-program, for jeg fik prøvet noget, der måske ikke lige var min boldgade, og hvor jeg var på dybt vand, og kom så over i noget, der virkelig motiverede mig,” fortæller hun. 

For nu er Emma Skovsted-Andersen landet på rette hylde, men hun vil alligevel holde fast i sit eget graduate-råd om at være nysgerrig.  

”Jeg tror, at når man først har været i et graduate-program, så udvikler man en naturlig lyst til at blive ved med at udvikle sig og involvere sig i nye, innovative projekter, så det råd vil jeg prøve at holde fast i – her hvor jeg er nu.” 

Kort om graduate-stillinger

En graduate-stilling er en lønnet og fast stilling, der  typisk varer et til to år. Da virksomhederne investerer betydelige ressourcer på at tiltrække og udvikle talenter i deres graduate-programmer, er der stor sandsynlighed for en efterfølgende ansættelse. Mange virksomheder garanterer en ansættelse.  

I en graduate-stilling kommer du typisk igennem forskellige funktioner og/eller afdelinger i virksomheden, og du har en mentor tilknyttet, foruden et netværk af andre graduates. Kompetenceudvikling er en væsentlig del af programmet, og der er løbende evalueringer.  

For at komme i betragtning til en graduate-stilling skal du, ligesom når du søger et almindeligt job, sende en ansøgning og et CV, men der bliver lagt vægt på andre ting, såsom nysgerrighed og læringsvillighed.  

Kilder: Djøf og Lene Beck Holm, chefkonsulent i Akademikernes A-kasse. 

Hvilke virksomheder kan jeg søge en graduate-stilling hos?

Det er overvejende private virksomheder, som har graduate-programmer, men også statslige institutioner som blandt andet Beskæftigelsesministeriet og Skattestyrelsen har stillinger særligt tilrettelagt til nyuddannede. Blandt private virksomheder er der mange inden for bank- og finansverdenen, men også andre typer virksomheder som for eksempel Carlsberg, Vestas og Uniqlo. 

Djøf har lavet en liste over virksomheder med graduate-programmer. Den kan du finde her: www.jobunivers.dk/Graduateprogrammer 

Du kan også finde jobs og gode råd hos Graduateships.com.  

Kilder: Djøf og Lene Beck Holm, chefkonsulent i Akademikernes A-kasse. 

Akademikerliv for dig, der er studerende

Studerende: ”Kære arbejdsgiver: Hvordan skal vi få erfaring, hvis I ikke vil give os den?”

Hjælp, snyd eller bjørnetjeneste: Må mor og AI sætte komma i dine opgaver?

Studerende: ”Jeg ser ikke frem til det arbejdsliv, der venter mig”

Money, money, money: Få overblik over din økonomi – og pengene til at række

Graduate-stillinger vinder frem: ”Man bliver rustet til at komme ud på den anden side”

Akademisk sprog: Ikke for komplekst - ikke for simpelt

Studielivet kan give sociale udfordringer

Impostor-fænomen på studiet: Hvornår opdager de, at jeg er en dårlig studerende?

Studerende og nyuddannede er under pres på flere fronter

”Jeg går ikke længere i panik, når jeg føler mig stresset”

Studiejobbet er den bedste billet til at komme i job

”Det gør ikke noget at prøve lidt forskelligt af”

”Det er vigtigt at have et studiejob, man brænder for”

”Jeg ser studiejobbet som en bonus”

Studiestart uden stress

Få styr på studieteknikken og undgå informationsoverload

Sådan får du skabt et netværk blandt dine medstuderende