Gå videre til hovedindhold

Iværksætter Tim Frank Andersen: ”Det er interessant at bygge noget op selv”

Tim Frank Andersen var tech-nørd før internettets tid, og i dag hjælper han virksomheder med at forstå, hvorfor og hvordan de skal bruge AI til deres fordel. Her fortæller han om frygt og begejstring for AI, om at koble faglig viden med iværksætteri og om at turde have is i maven.

Foto: Kristina Pedersen / Heartbeats

3. marts 2025

Af Lene Lykke Hovmand

 

I en alder af bare 26 år blev Tim Frank Andersen reklamechef i forsikringsselskabet Baltica. Han bad som noget af det første om lov til at rive væggene ned imellem de kontorer, som folk indtil da havde siddet og gemt sig på. Hans ønske skabte stor opstand blandt medarbejderne, men ledelsen kunne godt se formålet med det moderne tiltag, så det blev imødekommet.   
Opgaven med at stå i spidsen for ikke bare en afdeling men også en kulturforandring blev startskuddet på en karriere som succesfuld serieiværksætter og internetpioner. Det fortæller Tim Frank Andersen i podcasten ’Vis mig dit CV’.

Her beskriver han også, hvordan hans uddannelse som civilingeniør med speciale i grænsefladedesign – eller menneske/maskindialog, som det hed dengang i 90’erne på DTU, Danmarks Tekniske Universitet – åbnede døren for mange nye muligheder i hans karriere.  

”Det er en af de ting, som DTU kan. Det gør én teknologiinteresseret, fordi det handler om den allernyeste teknologi. Det har altid været en passion for mig og et ønske at kunne få lov at arbejde med det.”

Arbejdede solen sort 

Tim Frank Andersen læste på DTU i tiden lige inden den personlige computer blev opfundet, og længe før internettets udbredelse. Og fordi han specialiserede sig i grænsefladedesign, blev han blandt de første i landet til at beskæftige sig med helt nye ting såsom at bruge mus og berøringsfølsomme skærme. Han var også en af de første til at arbejde med grafiske grænseflader i forbindelse med IT-systemer. Lige siden har ny teknologi været omdrejningspunkt i hans professionelle liv.

Det kan godt være, at vi var to, der var chefer, men i dagligdagen havde vi den dybeste respekt for vores ansatte, så alt blev vedtaget ved diskussioner og fælles beslutninger.

Han startede sit eget første digitale bureau i 1995 og har været en del af en række virksomheder, som det digitale bureau Charlie Tango, medievirksomheden Where2Go og softwarevirksomheden Liveshopper. Tim Frank Andersen har med egne ord arbejdet ”rigtig, rigtig meget,” for som iværksætter er man aldrig færdig, så man kan gå hjem med et ryddet skrivebord, fortæller han. Hans første virksomhed udviklede sig til at blive lidt som en ungdomsklub, hvor man om søndagen kunne finde 20-30 mennesker, som enten sad og arbejdede, spillede computerspil eller lavede hobbyprojekter. Det viste Tim Frank Andersen hvor vigtig en rolle kulturen i en virksomhed spiller.

”Det betyder meget, at man får bygget en stærk kultur, og det gjorde vi indirekte uden at tænke over det. Det var en fuldstændig flad organisation. Det kan godt være, at vi var to, der var chefer, men i dagligdagen havde vi den dybeste respekt for vores ansatte, så det meste blev vedtaget ved diskussioner og fælles beslutninger,” fortæller han. 

Det er interessant at bygge noget op selv. Og for mig har det meget handlet om, at jeg var herre i mit eget hus. Det var mig selv, der satte tempoet.

Tim Frank Andersen syntes både dengang og i dag, at det er sjovest at arbejde med nogen, der er dygtigere end ham selv, og at faglig diversitet fører til de mest interessante diskussioner.

”Det at være omgivet af folk, der er dygtigere end en selv, er et kæmpe privilegium. Jeg vil gerne være sammen med nogen, som hele tiden løfter mig og skubber mig, så jeg kan finde ud af, hvordan jeg kan blive dygtigere og også bringe noget til festen.”

Det giver god mening at starte et projekt på et tidspunkt, hvor du ikke har sat dig selv i en situation, hvor du har rigtig mange forpligtelser.

Friheden til selv at bestemme er noget af det, som Tim Frank Andersen har sat mest pris på ved at være selvstændig. Også selvom det har betydet, at der skulle arbejdes igennem.

”Der er noget interessant i at bygge noget op selv. Og for mig har det meget handlet om, at jeg var herre i mit eget hus. Det var mig selv, der satte tempoet.”

Det er en krævende opgave at starte som iværksætter, og fordi tempoet kan være højt, skal du overveje timingen og prioriteringerne, inden du kaster dig ud i det, mener Tim Frank Andersen.

”Det giver god mening at starte et projekt på et tidspunkt, hvor du ikke har sat dig selv i en situation, hvor du har rigtig mange forpligtelser. Det kan både være økonomisk, men også familiemæssigt, for du trækker veksler på dine omgivelser – også med den risiko, man løber, ved at det kan gå galt, og man risikerer at skulle gå fra hus og hjem. Så det er nu engang sjovere, hvis man sidder i en lejelejlighed på to værelser og kører rundt på sin cykel, end hvis man har et helt hold i form af en familie, som er afhængig af, at man lykkes,” siger han.

Arbejdet som hobby

Senest har Tim Frank Andersen været med til at etablere Institute of AI, som hjælper virksomheder med at implementere AI og med at have deres medarbejdere med i processen uden at frygte de nye teknologiske muligheder. Han forstår godt, at der i mange brancher hersker en frygt, blandt andet for om AI kommer til at overtage jobs.

”Jeg tror ikke, at AI tager vores jobs, men en person, der er dygtigere til at bruge AI, end du er, kan godt tage dit job. Så det handler om, at man som medarbejder tænker over, hvordan man kan forblive relevant i sit job. En del af det kan være at dygtiggøre sig inden for AI. Men er det dit ansvar som medarbejder? Nej, det mener jeg faktisk ikke. Det, synes jeg, er virksomhedens ansvar,” siger han. 

Jo hurtigere man indser, at den vej, man er på vej ud ad, er forkert, jo større chance er der for, at man overlever.

I dag har Tim Frank Andersen selv fået skabt et arbejdsliv, der passer lige netop til ham.  
”Jeg har det utroligt sjovt nu, fordi min partner og jeg har forsøgt at tilrettelægge virksomheden med al den erfaring, vi har med os. Så vi har maksimal frihed til at gøre det, vi gerne vil og synes er sjovt at arbejde med,” fortæller han.

Samtidig med, at livet som selvstændig iværksætter giver stor frihed, er det også forbundet med en stor risiko, tilføjer han:

”Man skal belave sig på, at man kan blive nødt til at rive virksomheden ned igen eller gøre det, man kalder at pivotere. Det vil sige at ændre retning. Og jo hurtigere man indser, at den vej, man er på vej ud ad, er forkert, jo større chance er der for, at man overlever. Det kan være kompliceret, fordi du måske fornemmer at du har fundet formlen. Det er bare ikke sikkert, det bliver ved med at være den rigtige formel, så det handler om konstant at være i forandring og være forandringsparat – især lige nu hvor AI teknologierne udvikler sig så hurtigt. Det kan godt lyde lidt poppet, men jeg må bare sige, at i praksis, så er det afgørende for at lykkes på den lange bane.”

Om ‘Vis mig dit CV’

I løbet af et helt arbejdsliv får de fleste menneskers CV knaster eller huller, eller forgrener sig i uventede retninger. Men det er ikke altid vi stopper op og reflekterer over vores karrierevej. 

Det giver vi os tid til i denne podcast, hvor vi tager udgangspunkt i samtaler med kendte og mindre kendte danskere. Du kan bl.a. møde tidligere minister Manu Sareen, journalist Paula Larrain og skuespiller og psykolog David Owe, der deler historierne bag titlerne i CV’et. 

Samtalerne med de 10 gæster kan forhåbentlig inspirere og motivere dig til at tage dit eget arbejdsliv op til revision og genoverveje skønhedspletterne på dit CV. 

Lyt til ‘Vis mig dit CV’