Af Lene Lykke Hovmand
Da Manu Sareen var minister og indimellem befandt sig i et fly i op til 12 timer i træk, var det ikke usædvanligt, at han lukkede sig inde i en kreativ boble. Når flyets hjul ramte landingsbanen, havde han skrevet det meste af en børnebog. Han er en af de mange, der først som voksen har fået stillet diagnosen ADHD. En diagnose, som for ham forklarer en hel del i forhold til hans karriere og uddannelse, blandt andet hans særlige evne til at fokusere på en opgave og lukke alt andet ude, sådan som han gjorde i timerne i flyet.
”Der er en forestilling om, at når man har ADHD, kan man ikke koncentrere sig om noget, og det er til dels rigtigt. Hvis det er ting, man ikke rigtig orker, så har man svært ved det og kan ikke mobilisere motivationen og sige “okay, nu gør jeg det”, ligesom andre kan. Men når man har fundet noget, man synes er enormt interessant, så kan man give den max gas.”
Mit CV er virkelig, virkelig langt, og det er det, fordi jeg har kunnet træde op på klingen og producere sindssygt mange vilde ting. Jeg har brugt min diagnose enormt positivt.
Det fortæller Manu Sareen i Akademikerlivs podcast ‘Vis mig dit CV’. Manu Sareen har flere uddannelser på CV’et – blandt andet socialpædagog og konfliktmægler. Desuden har han titler som børnebogsforfatter, foredragsholder og coach stående på CV’et, og så har han tidligere været formand for ADHD-foreningen og minister.
Da han som 50-årig fik stillet ADHD-diagnosen, begyndte han at bruge det aktivt i sit arbejdsliv – blandt andet ved at skrive bøger og lave podcast om emnet.
”Mit CV er virkelig, virkelig langt, og det er det, fordi jeg har kunnet træde op på klingen og producere sindssygt mange vilde ting. Jeg har brugt min diagnose enormt positivt,” siger han.
Psykisk sårbarhed og stress
Men der er også et ”men”. For selvom Manu Sareen har fået meget godt ud af at have en hjerne med et ekstra kreativt gear, så er der også ting, som har været svære. For eksempel at gennemføre en uddannelse som ung.
”Jeg vidste ikke dengang, at jeg havde en ubehandlet ADHD, så det var helt klart noget af det, der drillede mig rigtig meget, uden at jeg vidste, hvad det var,” fortæller han.
Resultatet var, at han røg ud af gymnasiet, fordi han ikke kunne fokusere og simpelthen ikke kunne være i det. Det, synes han i dag, er rigtig ærgerligt.
”Det viser bare, hvor vigtigt det er, at man får givet den rigtige støtte og hjælp til børn og unge, der har en diagnose, så de kan komme igennem det. Desværre viser alle statistikker, at jeg ikke er enestående på det område, fordi rigtig mange børn med ADHD har svært ved at gennemføre en uddannelse, hvis ikke de får hjælp.”
Der er virkelig mange som mig, der maskerer deres diagnose, og som er meget ensomme omkring det.
Det er ikke kun hos børn og unge, der er brug for en indsats, mener Manu Sareen. Også ude på arbejdspladserne er der rum for forbedringer, som kan bidrage til, at mennesker med forskellige grader af ADHD, ADD, autisme og andre former for neurodiversitet ikke bare kan trives bedre, men også få bedre vilkår for at udfolde deres potentiale til fordel for både dem selv og arbejdsgiverne.
Selv prøvede han i sin tid som minister at være til stede på alle fronter – også på familiefronten. Men som minister har man bare ikke meget fritid, og når Manu Sareen i dag ser tilbage, føler han ikke, at han lykkedes 100 procent med at være tilstrækkeligt til stede for sine børn i den periode – hverken fysisk eller mentalt.
”Det er sådan set det eneste, jeg fortryder i dag. Det må jeg indrømme. Der er ikke noget, der er det værd på hele kloden, at man er væk fra sine børn.”
Derfor tager han sig i dag også ekstra god tid til sin yngste datter på syv år ved at hente tidligt og reservere tiden om eftermiddagen til hende.
Ensomhed og selvmedicinering
Manu Sareen fortæller, at mange med en diagnose har svært ved at fortælle om det:
”Der er virkelig mange som mig, der maskerer deres diagnose, og som er meget ensomme omkring det, som selvmedicinerer sig med alkohol og med andre ting. Og jeg kan love dig for, at hvis du kigger på stresssygemeldinger – det er min påstand, og den bliver bakket op af mange psykiatere og læger – så handler de sådan set ikke særlig meget om arbejdet nødvendigvis, men snarere om, at de mennesker har en psykisk sårbarhed eller en diagnose,” siger han.
Det er et problem, der er behov for at kigge nærmere på, mener Manu Sareen, og især nu, hvor generation Z er på vej ud på arbejdsmarkedet og er udstyret med en helt anden opmærksomhed på mental trivsel end tidligere generationer.
”Vi har vores CSR-regnskaber, vores værdigrundlag og har igennem mange år kigget på kønsligestilling, etnisk ligestilling og seksuel ligestilling, men det er vigtigt nu, og vi tager et nyt skridt, der hedder, at vi også begynder at kigge på psykisk sårbarhed, og på hvordan vi rummer mennesker, der har den sårbarhed på vores arbejdspladser,” mener Manu Sareen.
Et godt hoved
For at skabe mere rummelighed og trivsel for mennesker med neurodivergente hjerner er der ifølge Manu Sareen først og fremmest behov for at få mere viden om emnet. Hvad er det egentlig, vi taler om, når vi taler om diagnoser og om den sårbarhed, der følger med i kølvandet? Hvad må man spørge om? Hvordan taler vi om det? Hvad kan man tillade sig at spørge om?
”Det handler om at have et sprog for de her ting og om at skabe en tillid hos de medarbejdere, der er neurodivergente, så de ved, at de kan fortælle om det. Arbejdspladsen kan rumme det. Der er så mange, der går alene med det,” siger han.
Vi skal ændre den tilgang, vi har til psykisk sårbarhed på arbejdspladsen, hvis vi skal tiltrække de bedste hoveder.
Når Manu Sareen ser tilbage på sin tid som minister, mindes han, at hans hjerne ofte blev overloadet, og at det kunne være svært at trække sig – privat såvel som i arbejdssammenhæng – for at få en tiltrængt pause, blandt andet fordi det sociale også var vigtigt. Når han alligevel trak sig fra for eksempel middage for at få en pause, oplevede han, at folk undrede sig over, hvorfor han gik.
”Det sker også på arbejdspladsen; hvorfor kommer hun ikke til det ene og det andet? Er det fordi, hun ikke kan lide os? Det betyder sindssygt meget. Så vi er bare der, nu hvor vi er nødsaget til at tage det næste skridt omkring psykisk sårbarhed på vores arbejdspladser og skabe en helt anden bevidsthed om det for at hjælpe de mennesker, der er i det, men også arbejdspladserne, så man kan få det bedste ud af sine medarbejdere og undgå stresssygemeldinger.”
Den unge generation, der er på vej ud på arbejdsmarkedet, optager ham meget. Mange arbejdspladser er nemlig slet ikke gearet til at håndtere en generation, som er blevet opdraget til at mærke efter, mener han. Det er nemlig også en generation, hvor mange har stiftet bekendtskab med ængstelighed og anden psykisk sårbarhed og forventer rummelighed og fleksibilitet fra arbejdspladsen.
”Det er vigtigt nu, og vi tager et nyt skridt, der hedder, at vi også begynder at kigge på sårbarhed og på, hvordan vi kan rumme mennesker, der har den sårbarhed på vores arbejdspladser. Selvom man har en psykisk sårbarhed, så har man også et godt hoved, er kreativ og kan en masse ting. Vi skal ændre den tilgang, vi har til psykisk sårbarhed på arbejdspladsen, hvis vi skal tiltrække de bedste hoveder.”
Om ‘Vis mig dit CV’
I løbet af et helt arbejdsliv får de fleste menneskers CV knaster eller huller, eller forgrener sig i uventede retninger. Men det er ikke altid vi stopper op og reflekterer over vores karrierevej.
Det giver vi os tid til i denne podcast, hvor vi tager udgangspunkt i samtaler med kendte og mindre kendte danskere. Du kan bl.a. møde tidligere minister Manu Sareen, journalist Paula Larrain og skuespiller og psykolog David Owe, der deler historierne bag titlerne i CV’et.
Samtalerne med de 10 gæster kan forhåbentlig inspirere og motivere dig til at tage dit eget arbejdsliv op til revision og genoverveje skønhedspletterne på dit CV.
