Martin Borre: ”Altså, jeg var jo bare fodboldspiller”

Da Martin Borre var professionel fodboldspiller, var jobbet en stor del af hans identitet. Han var ”fodboldspilleren Martin Borre”. Men han var fuldt ud bevidst om, at drømmejobbet, som det jo er for mange at være professionel fodboldspiller, har en udløbsdato. Og hvad skal man så? Hvordan lykkes man med at bygge en helt ny karriere og faglig identitet op efter, eller sideløbende, med fodbolden?

”Det sværeste tidspunkt i mit arbejdsliv har været skiftet fra fodboldspiller til journalist. Det synes jeg helt klart. Det var selvfølgelig et enormt skift, og jeg havde en masse tanker som: Kan jeg det her? Hvordan kan jeg nå det? Hvad skal der til?” 

Sådan fortæller Martin Borre i Akademikerlivs nye podcastserie 'Vis mig dit CV'. I dag er Martin Borre presseansvarlig i Dansk Boldunion for Herrelandsholdet i fodbold. For selvfølgelig fandt han en ny vej på den anden side af fodboldkarrieren, og den nye vej har i flere omgange ført til drømmejobs uden for fodboldbanens rampelys. Skiftet fra fodboldspiller til journaliststuderende beskriver han som hårdt arbejde, men også som en spændende tid. 

”Altså, jeg var jo bare fodboldspiller. Jeg havde godt nok læst lidt enkeltfag hist og her, men jeg skulle jo så i konkurrence med en masse fremadstormende unge mennesker, så jeg var meget i tvivl,” tilføjer han. 

Men der gik ikke lang tid, før Martin Borre indså, at han som studerende havde kompetencer med sig fra sin fodboldbaggrund, som var en stor fordel. Han var blandt andet trænet i at sætte mål for sig selv og i at skabe delmål. Han var god til at fokusere - også under pres. Det var evner, som han har fik glæde af i sit nye arbejdsliv i mediebranchen. 

Undersøg, hvad der skal til

Martin Borre har erfaret, at det kan være svært at skifte job og retning, men også at der kan være mange gode grunde til, at det ofte giver mening at gøre det. Står du selv i sådan en situation, lyder et godt råd fra Martin Borre at kontakte andre i den branche, du gerne vil ind i og spørge dem til råds. 

”Jeg tror virkelig, det er vigtigt, at man snakker med en masse mennesker og finder ud af, hvad er det for nogle ting, der skal til,” siger han.
Det gjorde han selv, da han i sin tid søgte ind på Journalisthøjskolen. For hvordan kommer man i gang med en ny karriere, som er er helt anderledes end det, man hidtil har arbejdet med? ”Du skal skrive!” lød svaret fra en af de bekendte, som Martin Borre spurgte til råds om journalistbranchen. Så han spurgte en kommunikationsmedarbejder i Vejle Boldklub, som han spillede i på det tidspunkt, om han måtte starte en blog på klubbens hjemmeside.

”Så gik jeg i gang og begyndte bare at skrive – hulter til bulter, men jeg kunne godt se og også høre fra andre, at der faktisk var noget af det, jeg skrev, som ikke var så tosset,” fortæller han.

Og som en professionel fodboldspiller ville gøre det,  begyndte han at forberede sig strategisk – ikke på en vigtig kamp, men denne gang på optagelsesprøven på Journalisthøjskolen. Blandt andet gennemførte han et kursus, hvor han prøvede kræfter med tidligere års optagelsesprøver og øvede sig i at få styr på kommaer. 

Et sug i maven

Sparring og forberedelse er én ting, men at vælge hvilken vej, man skal gå, er en anden. Martin Borre har igennem sit liv haft mange overvejelser om uddannelse versus fodboldkarriere og om hvilken uddannelse, han skulle vælge. På et tidspunkt var han et mulehår fra at fravælge fodbolden, fordi han var kørt fast og ikke kom godt ud af det med sin daværende træner. Men så skete der noget, der fik ham til at skifte mening.

”Der kom en ny træner, som sagde: Giv mig to uger! Så tænkte jeg: Okay, jeg kan godt træne med her i to uger. Jeg var på kontrakt, så der var egentlig ikke så meget at overveje, og så fik han simpelthen omvendt mig.”

Med en ny træners tillid og ny motivation i ryggen besluttede Martin Borre at presse sig selv til at yde sit ypperste, og det nye samarbejde endte med at få ham til at udskyde sine uddannelsesplaner flere år frem. 

”Han var fuldstændigt fantastisk både som menneske og træner og gav mig lysten til at spille. Derfra løftede jeg mig som fodboldspiller, kom op på et andet niveau og tog beslutningen om at: OK – jamen så er det fodboldspiller, jeg er, indtil jeg ikke kan mere,” fortæller han.

På trods af overvejelser om at skifte retning, blev det derfor først som 32-årig, at Martin Borre søgte ind på sit drømmestudie. Sideløbende med fodboldkarrieren tog han en merkonomuddannelse i kommunikation og formidling, og i løbet af den kom han i berøring med journalistik, som var et fag, der talte til ham og til hans interesse for samfundsforhold og politik.  

”Jeg skulle ligesom have en ny karriere, som var spændende, og der kunne jeg bare mærke, at det her – det vil jeg gerne. Der var forskellige ting, som jeg havde interesse for, men her var virkelig noget, der gav det her sug i maven, som det i princippet også gav at blive fodboldspiller.”

Mentaltræning på vej mod målet

I dag hvor Martin Borre er presseansvarlig følger han stadig sit eget råd om at søge sparring i branchen ved løbende at have kaffeaftaler med andre, der ligesom han arbejder med kommunikation eller presserådgivning. Selvom det faglige indhold i jobbet såvel som arbejdsområdet, fodbold, er velkendt for ham, er der alligevel områder, hvor han kan føle sig grøn, og så skal man ikke være bange for at række ud og søge sparring hos andre, mener han. Hårdt arbejde? Ja, men det er noget, man kan i sportsverdenen.  

Skal man spille en vigtig kamp, gælder det om at præstere sit allerbedste i de halvanden time, som kampen varer, og forberedelserne indebærer mange dages optimal kombination af fysisk og mental træning, strategisk hvile og rigtigt sammensat kost. På den måde skiller jobbet som professionel fodboldspiller sig ud fra de fleste gængse akademikerjobs, men Martin Borre kunne bruge den struktur, overblikket og evnen til at arbejde under pres i jobbet som redaktør på Berlingske. 

Engang styrkede han sine talenter med hjælp fra sports-coaches og diætister, og siden hos folk, der kunne gøre ham bedre til at sætte kommaer og skrive.

”Det er den måde, jeg altid har arbejdet på. Jeg har trukket hjælp ind, så jeg har kunnet nå de ting, jeg gerne vil. Det er meget den der proces med at gøre sig klart, hvad man skal gøre for at nå målene, og for at man kan komme hen, hvor man gerne vil, uanset hvilket skifte, man måtte lave.”