Ole Kassow fik en idé. I dag er den rullet ud på cykelstier i over 50 lande

Cykling uden alder, Cycling Without Age, À Vélo Sans Âge, Radeln ohne Alter, En Bici Sin Edad. Ideen opstod i Danmark i 2012, og her ti år efter er den blevet til en verdensomspændende bevægelse kendt under både dansk, engelsk, fransk, tysk og spansk navn. Det hele går ud på at invitere ældre mennesker og folk med fysiske handikap med på cykelture i såkaldte rickshaws, der til forveksling kan minde om den klassiske cykeltaxi. Her sidder passagererne bare foran. Formålet med turene er enkelt: At skabe en verden med ret til vind i håret, fortæller grundlægger Ole Kassow, og understreger i samme åndedrag, hvad der især er vigtigt, når en idé skal realiseres.

”Dit formål skal være krystalklart, for det skal være nemt for folk at afkode, om du har gang i noget, de har lyst til at være en del af. I dag findes Cykling uden alder i over halvtreds lande og har omkring 35.000 frivillige tilknyttet. Vores danske afdeling tæller otte ansatte, og jeg er faktisk ikke klar over, hvor mange fuldtidsansatte, vi har verden over, for de enkelte afdelinger bliver styret decentralt.”

Det er vel næppe at træde op på den store klinge at kalde Cykling uden alder en succeshistorie, men det var egentlig ikke meningen, at Ole Kassow skulle gøre idéen til sin levevej. Motivationen kom af noget andet. 

Den første prototype

Udover at være en passioneret forkæmper for cyklisme har Ole Kassow altid været optaget af, hvordan vi indretter vores byer, så der er plads til alle. Hans virksomhedsidé udsprang af den opmærksomhed.

”Jeg er vokset op med en far i kørestol og har derfor lagt mærke til byens skjulte barrierer og fraværet af ældre og handikappede. En dag i 2012 begyndte jeg på at hilse på en gammel mand, der hver morgen sad på den samme bænk med sin rollator. Som tiden gik, blev jeg besat af tanken om at gøre ham mobil igen. Uden han selv vidste det, blev han min inspirator.”

Idéen var god, men det var straks sværere at give den ben at gå på – du inviterer jo ikke lige en mand på over halvfems med ud på tur i ladcykel. Derfor gennemtrawlede Ole Kassow København for et bedre transportmiddel, og på, hvad der mest af alt mindede om en kirkegård for cykler, fandt han en rickshaw, som kunne lejes for en uge. På det tidspunkt havde han netop forladt konsulentvirksomheden Wemind og var i gang med at starte egen virksomhed, så han kunne bruge sin tid, som han ville. Den dag blev brugt på det lokale plejehjem.

”Jeg havde hverken lavet en større plan for mit besøg eller ringet på forhånd – jeg dukkede bare op bevæbnet med en masse gode argumenter for, hvorfor en cykeltur med en plejehjemsbeboer er en god idé. Der gik ikke meget mere end fem minutter, så sad Gertrud og hendes besøgsven i rickshawen. Skal man sammenligne det med at udvikle et produkt, var den cykeltur vores prototype.”

Gertrud havde i sine unge dage arbejdet i Grønland, så Ole Kassow styrede cyklen imod havnen for at se, hvor Grønlandsbådene lagde til, og derfra kørte de videre igennem gaden, hvor hun som barn gik i skole.

”Efter en times kørsel var vi tilbage, og jeg fortalte plejehjemspersonalet om Gertruds fantastiske livshistorier. Det kom bag på dem, for på det tidspunkt var hun stort set holdt op med at tale. Jeg kiggede over på Gertrud, der smilede skælmsk, og derfra fik jeg en fornemmelse af, at sådan en cykeltur kunne et eller andet unikt.”

Dagen efter ringede personalet til Ole Kassow, og der gik ikke mange uger, så havde han cyklet med alle plejehjemmets beboere. Det var starten på Cykling uden alder.

”Nogle gange kan du komme til at overtænke en idé og vente for længe med at handle på den. Selv tror jeg mere på eksperimenter, og i det ligger der, at man undervejs kan begå nogle fejl – men det betyder ikke, din idé er dårlig. Jeg kunne for eksempel have valgt at bruge måneder på at lave en stor strategiplan for, hvordan jeg kunne tilbyde cykelture til ældre mennesker og først derefter gå ned på et plejehjem og måske få et nej. Tror du på din sag og handler på den, vil ideer, som folk ellers opfatter som umulige, ofte blive til noget.”

Fra 1 til 400 cykler

Når en idé skal realiseres, er det nødvendigt med noget kapital. Nogle gange er det penge, man låner i banken, andre gange får du støtte udefra. Det sidste kan selvfølgelig have flere fordele, men ulempen er, mener Ole Kassow, at du nemt mister kontrollen over det, du er i gang med at skabe. I første ombæring var det imidlertid ikke hensigten, at Cykling uden alder skulle blive kæmpestort. Ole Kassow ønskede bare at få det bredt ud til lidt flere ældre mennesker. Derfor skrev han til direktøren for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, beskrev ideen og spurgte, om de kunne tænke sig at investere i nogle cykler.

”Der gik fjorten dage, så fik jeg en opringning om, at de havde fundet penge til fem cykler. Så for mig var der ingen investeringer. Det var kommunen, der betalte for cyklerne, og jeg selv var bare frivillig. Det gav mig en ret stor frihed, at det ikke var noget, jeg hverken ejede eller havde ansvaret for. Du kan sammenligne det med Airbnb – de er verdens største hotelkæde uden selv at eje nogle hoteller. På samme måde ejer jeg ikke cyklerne, men jeg sørger for, de kommer i spil.”

Godt et år efter blev Ole Kassow kontaktet af Københavns Kommune igen. De ville gerne have projektet ud til alle kommunens plejehjem. Det krævede en større udrulning, og fordi Ole Kassow på daværende tidspunkt var selvstændig, blev han hyret ind på konsulentbasis til at varetage opgaven. Samme år blev han inviteret til Kommunernes Landsforenings årlige topmøde, og inden for en måned blev der bestilt fire hundrede ekstra cykler.

”Vi havde efterhånden en volumen, der gjorde, at vi turde etablere en organisation og stifte en forening. I dag vil jeg skyde på, der er rickshaws på 80-90 procent af alle landets plejehjem, og halvdelen af dem cykler under Cykling uden alders faner.”

Kulturelle sammenstød

Det, der for ti år siden begyndte på et københavnsk plejehjem, har bredt sig over landegrænser, og i dag består bevægelsen af cirka tre tusind uafhængige nonprofitorganisationer, der alle arbejder ud fra samme vision.

”Fordi vi er vokset så hurtigt og er så mange steder i verden, har vi en organisationsform, hvor alle beslutninger træffes decentralt. Det er det, man med et fint ord, kalder holakrati. Det er et begreb, jeg har arbejdet ud fra i udviklingen af Cycling Without Age, som er vores paraplyorganisation. For mig at se, er det vigtigt at give folk en stor frihed og et lokalt medejerskab for at motivere og engagere. Den enkelte afdeling verden over har selvfølgelig skrevet under på, at vi har det samme sigte og desuden, at vi arbejder ud fra en række ledende principper.”

Selvom Ole Kassows idé har haft masser af medvind på cykelstierne lige fra Danmark til USA, i Sverige, Norge, Tyskland, Italien, Spanien og Singapore for bare at nævne et lille udpluk, er han også blev mødt med udfordringer undervejs. For når en bevægelse vokser, kommer man til en korsvej. Med mange tusind lokale afdelinger – og flere på vej – er det umuligt at undgå kulturelle udfordringer:

”Der er områder og afdelinger, der ikke helt forstår den her decentrale beslutningstankegang. Nogle steder hersker der mere traditionelle hierarkiske strukturer. Det er for eksempel meget anderledes at drive bevægelsen i USA, end det er i Spanien eller i Tjekkiet, og det er vigtigt at have respekt for de enkelte landes skikke og måder at gøre tingene på, for vi skal ikke fra dansk side presse alt ned over hovedet på folk.”

Værdi i at ændre noget

De kulturelle udfordringer, der følger med en international organisation, er selvfølgelig også et udtryk for succes. Selv er Ole Kassow stolt af, hvad han og resten af staben har været i stand til at mobilisere for relativt få ressourcer. Samtidig er det også lykkedes at få de forskellige lande til at tage ideen til sig, som var det deres egen:

”Når jeg tager rundt og besøger de forskellige landeafdelinger, oplever jeg flere, der eksempelvis tror, det er et spansk initiativ, og når jeg er i USA, er flere sikre på, det er et amerikansk. Jeg kunne have valgt at gøre det til en dansk eksportsucces, men det, der er fedt, er jo netop, at det enkelte land føler et tæt ejerskab – og det, tror jeg også, er forudsætningen for den lokale opbakning.”

Ole Kassow er ikke været i tvivl om, at ejerskab og et tydeligt formål er helt centralt i folks arbejdsliv. Selv har han tidligere arbejdet i store koncerner som blandt andet SAP og Deloitte, hvor han mest af alt følte sig som et lillebitte tandhjul i et enormt maskineri.

”Alt handlede dengang om shareholder value – at skabe profit for virksomhedens ejere. Det har aldrig kunnet motivere mig. Tidligere frustrerede det mig, for jeg troede det var mig, der var noget galt med. Men jeg har senere fundet ud af, at det er vigtigt, at jeg kan mærke et formål med mit arbejde. Jeg skal kunne mærke, at jeg er med til at ændre noget.”

I Cykling uden alder er det meget tydeligt, at Ole Kassow via sine cykelture skaber en positiv effekt på andre menneskers liv. Og deri ligger måske den største succes.

”Vi har gennem årene arbejdet med en lang række forskere og har nu belæg for at kunne sige, at det skaber mere livsglæde, større appetit og en bedre søvn. Der er endda dokumentation for, at cykelturene har en effekt på livskvaliteten for ældre med demens.”

Der er sket meget på den ti år lange rejse, Cykling uden alder indtil videre har været på. Men hvis vi lige skruer tiden tilbage til der, hvor den begyndte: Hos den ældre mand på bænken.

”Han hed faktisk Thorkild og var 95 år. Han kom med på en af de første cykelture – det viste sig, at han var det mest charmerende menneske, man kunne forestille sig. Han levede, til han var 100, så vi havde fem gode år sammen. Det er jo fantastisk, at man kan skabe venskaber og relationer på tværs af alder.”