Gå videre til hovedindhold

Sådan undgår du stress i sommerferien

Det kan være svært at slippe arbejdsopgaverne helt, mens du holder sommerferie, og det kan betyde, at du ikke får slappet ordentligt af. Men med lidt forberedelse og planlægning kan du selv gøre meget for at sikre dig en stressfri ferie, lyder det fra karrierekonsulent.

2. juli 2024

Af Morten Bjerregaard

Du har set frem til det i månedsvis: Sol, varme og den gode bog, som du i ro og mag kan nyde på din længe ventede sommerferie. Endelig kan du koble af efter flere måneder med massivt arbejdspres. 

Men virkeligheden kan vise sig at være en helt anden. 

Måske tager ungerne  al din opmærksomhed, dit hotel lever ikke op til forventningerne, eller vejret passer slet ikke til dine planlagte ferieaktiviteter. Og sidst, men bestemt ikke mindst, kan du ikke slippe tanken om alle de arbejdsopgaver, der venter dig, når du vender retur fra ferien. Med andre ord får du slet ikke koblet af, sådan som du havde planlagt, og tankerne om arbejde får overskuddet til eventuelle andre udfordringer til at dale markant.

Følelsen af stress i sommerferien er der nok mange, der kan genkende. Men sådan behøver det ikke at være. Med relativt få skridt kan du med forberedelse og smart planlægning gøre meget for, at din ferie bliver så nogenlunde stressfri.

Hvis du ikke skaber dig et overblik, kan det være en stressfaktor i din ferie, at du ikke har styr på, hvad der venter dig efter ferien.

Tina Skov chefkonsulent hos karriererådgivningen hos Akademikernes A-kasse

Her får du fem gode råd til, hvordan du undgår stress på din sommerferie fra chefkonsulent hos karriererådgivningen hos Akademikernes A-kasse, Tina Skov.

Færdiggør opgaver og skab overblik 

Det gælder om at færdiggøre så mange arbejdsopgaver som muligt, før din ferie starter. Og det, du ikke når, skal du gerne skabe et overblik over, så du ved, hvad du skal gå i gang med på den anden side af ferien. Du kan med fordel lave en to-do-liste, da det kan hjælpe dig med at få ro på i ferien. Lykkes det dig eksempelvis at glemme dit arbejdspassword er det et rigtig godt tegn på, at du virkelig har holdt fri. 

Hvis du ikke skaber dig et overblik, kan det omvendt være en stressfaktor i din ferie, at du ikke har styr på, hvad der venter dig efter ferien. 

Kommuniker ferieplaner til dine vigtigste samarbejdspartnere

Rigtig mange af os har kun én telefon, og derfor kan det være en udfordring, at folk ringer i tide og utide med noget arbejdsmæssigt, hvis de ikke på forhånd ved, hvornår du holder ferie. Derfor kan du med fordel kommunikere dine ferieplaner til dine vigtigste samarbejdspartnere, så du undgår unødvendige opkald på ferien. Og husk din autosignatur, så der tydeligt står, hvornår du er tilbage fra ferie, og hvem de kan kontakte i stedet.

Minimer e-mails og opkald

Der er rigtig mange, der har job, som de ikke kan slippe over en hel sommerferie. Derfor kan man heller ikke nødvendigvis forvente en hel ferie uden e-mails og opkald. 

Men du kan med fordel gøre det klart, at du i sommerferien kun besvarer opkald og e-mails i et bestemt tidsrum, så du sikrer dig selv mest mulig ro og kvalitetstid på ferien. Nogle kan have en tendens til at gå til og fra arbejdsopgaver under ferien, og så får hjernen ikke slappet ordentligt af, hvilket egentlig er hele formålet med ferien. Det kan også betyde, at man ikke er rigtigt tilstede, og det går ikke kun udover dig selv, men også dem du er sammen med. 

Sørg for en blød start efter ferie

Du får en meget bedre start efter ferien, hvis du sørger for at give dig selv en blød opstart. Undgå eksempelvis at booke de første dage efter ferien med væg-til-væg møder, for så bliver det svært at komme igennem bunken af e-mails, der venter. Du skal have tid til at sætte dig ind i de arbejdsopgaver, der ligger på dit bord, efter ferien. 

Brug i stedet de første dage på at følge op på den to-do-liste, du lavede, før du gik på ferie. Det er godt givet ud og giver fred til hjernen, så du får en blød opstart.    

Ledige skal også holde ferie

Det er virkelig vigtigt, at du som jobsøgende også sørger for at holde ferie. Jeg snakker med jobsøgende dagligt og opfordrer dem til at holde sommerferie, men mange har en tendens til ikke at gøre det, fordi de har travlt med at finde et job. De presser sig selv unødigt, fordi de føler, at de hele tiden skal holde sig i gang, fordi de ikke vil gå glip af et potentielt nyt job.

Og så skal ledige også huske at minde deres familie og venner om, at de ikke hele tiden behøver at spørge ind til, hvordan det går med jobsøgningen under ferien. Det er nemlig også en stressfaktor. 

Kilde: Tina Skov, chefkonsulent i karriererådgivningen hos Akademikernes A-kasse. 

Artikler om stress i Akademikerliv
Se alle artikler i Akademikerliv

Artikler om stress i Akademikerliv

Er du ledig? Sådan undgår du at stresse over din jobsituation i juleferien

Sådan undgår du, at arbejdet fylder for meget i dit liv

Sådan undgår du stress i sommerferien

Stiger pulsen, når teknikken driller? Så oplever du måske technostress

Studerende og nyuddannede er under pres på flere fronter

”Jeg går ikke længere i panik, når jeg føler mig stresset”

Studiestart uden stress

Usikkerhed er din særlige bonus ved midlertidige ansættelser

Krav > ressourcer = stress

Få styr på studieteknikken og undgå informationsoverload

Er du stresset? Så er det ekstra vigtigt at prioritere din nattesøvn