Gå videre til hovedindhold

”Det gør ikke noget at prøve lidt forskelligt af”

Freja Skov Tolstrup, der læser jura på 5. semester, har et studierelevant job på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet. Hun er ikke i tvivl om, at et studiejob vil give en nemmere overgang til arbejdslivet.

26. september 2023

Af Lone Schrøder Jeppesen

Hvor arbejder du? Hvor meget, og hvad får du i løn?

Jeg er studentermedhjælper hos Forskningsgruppen Offentlig ret ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet og arbejder gennemsnitligt 12-14 timer om ugen. Lønnen er efter overenskomsten 172 kroner i timen plus feriepenge, så det er en rigtig god løn.

Hvordan fik du jobbet?

En professor på Juridisk Institut søgte egentlig en engelskstuderende, men han mente, at jeg ville være kvalificeret, fordi jeg har gode engelskkundskaber. Så det var egentlig bare et telefonopkald og en ansættelsessamtale.

Hvordan bruger du din faglighed?

Jeg hjælper forskerne i forbindelse med nogle af deres forskningsprojekter. Det kan være korrekturlæsning, oversættelse fra dansk til engelsk og søgning efter relevant litteratur og domme. Jeg er med til at tilrettelægge fagene Forvaltningsret og Civilproces. Jeg lærer rigtig meget om emner, som jeg endnu ikke har haft på studiet. Fx har jeg lavet nogle manuskripter om moms og alle mulige regler om det. Og jeg er inde over en ny bog om de europæiske menneskerettigheder, så her lærer jeg yderligere end pensum på jurastudiet.

Hvorfor har du valgt at have et studiejob?

Det er klart for at komme ud og få noget erfaring med jura i praksis. Og så selvfølgelig for at tjene nogle penge. Jeg er slet ikke i tvivl om, at et studiejob vil give en nemmere overgang til arbejdslivet.

Er der nogle ulemper ved at have et studiejob?

Man må nedprioritere nogle ting indimellem, for jurastudiet kræver tid og engagement. Nogle gange kan det godt blive presset, men jeg trives med at have travlt. Jeg har endnu ikke oplevet panik over at komme bagud. Professorerne har stor forståelse for, at jeg har perioder med eksaminer. Det er ikke et studiejob, hvor man skal møde op to gange om ugen. Jeg arbejder kun hjemmefra og kan tage mit arbejde med mig fx i toget, så jeg kan ret nemt udnytte tiden. Det er jeg virkelig glad for.

Har du et godt råd til andre studerende, der skal søge studiejob?

Man skal også huske at slappe af og nyde studietiden. Jeg fornemmer, at folk rigtig gerne tidligt vil have job inden for det område, som de vil arbejde med resten af livet. Jeg synes personligt, at strafferet er noget af det mest spændende, men det er ikke det, som jeg hovedsageligt arbejder med nu. Det gør ikke noget at prøve lidt forskelligt af, inden man lægger sig fast på noget. Og man kan sagtens tage et job, der ikke nødvendigvis er studierelevant. Jeg havde fx et caféjob det første år. Så kommer man lidt ud af osteklokken - det kan også være supergodt.

Om Freja Skov Tolstrup

  • Alder: 22
  • Uddannelse: BA. i jura på Syddansk Universitet
  • Semester: 5. semester
  • Studiejob: Studentermedhjælper hos Forskningsgruppen Offentlig ret ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet

Akademikerliv for dig, der er studerende

Studerende: ”Kære arbejdsgiver: Hvordan skal vi få erfaring, hvis I ikke vil give os den?”

Hjælp, snyd eller bjørnetjeneste: Må mor og AI sætte komma i dine opgaver?

Studerende: ”Jeg ser ikke frem til det arbejdsliv, der venter mig”

Money, money, money: Få overblik over din økonomi – og pengene til at række

Graduate-stillinger vinder frem: ”Man bliver rustet til at komme ud på den anden side”

Akademisk sprog: Ikke for komplekst - ikke for simpelt

Studielivet kan give sociale udfordringer

Impostor-fænomen på studiet: Hvornår opdager de, at jeg er en dårlig studerende?

Studerende og nyuddannede er under pres på flere fronter

”Jeg går ikke længere i panik, når jeg føler mig stresset”

Studiejobbet er den bedste billet til at komme i job

”Det gør ikke noget at prøve lidt forskelligt af”

”Det er vigtigt at have et studiejob, man brænder for”

”Jeg ser studiejobbet som en bonus”

Studiestart uden stress

Få styr på studieteknikken og undgå informationsoverload

Sådan får du skabt et netværk blandt dine medstuderende