Tarek Ziad Hussein: ”Der må være nogen derude, der kan bruge en jurist, der også er lidt rapkæftet og kan finde ud af at bruge nogle argumenter”

Der gik mindre end en uge, fra Tarek Ziad Hussein forsvarede sit speciale på jurastudiet, til han sad nede i Haag som fuldmægtig for Justitsministeriet og forhandlede direktiver hos Europol. Han blev lynhurtigt kastet ud i karrieren i den institution, som mange af hans medstuderende så som det allermest eftertragtede sted at få adgang til som jurist. Han følte sig privilegeret, men kom alligevel efter kun få måneder frem til en erkendelse af, at han højst sandsynligt ikke ville fortsætte sin karriere dér efter de tre år, som var ansættelsens ramme.

”Noget af det, vi jo er utrolig stolte af i Danmark, er, at vi har et neutralt embedsværk, hvor du, når du møder ind på arbejdet, tager den private kasket af og tager en kasket på som embedsmand. Og så skifter du, når du kører hjem igen. Sådan skal det være, det er fantastisk, og det var jeg i stand til at gøre, mens jeg var der. Men at skulle gøre det i et helt liv, det ville jeg ikke være i stand til.”

Sådan fortæller direktør i Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Tarek Ziad Hussein, i podcasten ’Vis mig dit CV’. For selvom han var glad for at være i Justitsministeriet, så opfyldte jobbet ikke alle hans ønsker om det optimale arbejdsliv – herunder muligheden for at bringe sine egne holdninger og værdier i spil og at kunne rykke ved de dagsordener, der lå ham på sinde.  

”Jeg fandt ud af, at det, som jeg ender med ultimativt at skulle bruge mange år af mit arbejdsliv på, bliver nødt til at være noget, som jeg samtidig synes er meningsfuldt, og hvor jeg føler, at jeg kan gøre en forskel,” siger han og fortæller om en tanke, han allerede fik under uddannelsen:  

”Der må være nogen derude, der kan bruge en jurist, der også er lidt rapkæftet og kan finde ud af at bruge nogle argumenter.”

Og når Tarek Ziad Hussein havde fri, fyldte frivilligt arbejde og samfundsdebatten i billedet. Han brød igennem som debattør med et debatindlæg i Politiken i 2012 og blev mere og mere aktiv derfra. Han havde et ønske om at gøre en forskel i verden, og selvom han som fuldmægtig i Justitsministeriet og senere som konsulent i Institut for Menneskerettigheder havde indflydelse, rykkede han i sidste ende væk fra de statslige organisationer og ind i en NGO. 

En pligt til at gøre op imod uretfærdighed

Som barn af palæstinensiske flygtninge har Tarek Ziad Husseins baggrund haft en væsentlig betydning for hans valg af uddannelse og for hvad, der driver ham rent arbejdsmæssigt.

”Jeg tror på rigtig mange måder, at jeg har fået ind med modermælken, at når man oplever uretfærdighed, eller man ser noget, der er forkert et sted i samfundet, så har man også en pligt – en borgerpligt i virkeligheden – til at gøre en forskel og forsøge at ændre, hvad end det måtte være,” siger han.

Hans far var politisk aktiv som ung, hvor han var studenterformand for PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesfront, og Tarek har selv engageret sig i debatten om integration og har skrevet bogen Det sorte skæg – om at være dansk muslim. Selvom han i de første år af sit liv voksede op i et socialt belastet boligområde, så var han privilegeret med sine engagerede forældre, der arbejdede som henholdsvis tandlæge og tolk og kunne hjælpe med lektierne. Mange år senere støttede de ham også i at vælge juraen som sit fag.  

”I rigtig mange år troede jeg – som jeg plejer at sige: ligesom alle andre arabere – at jeg skulle være læge. Man joker lidt med de såkaldte ALI-uddannelser, altså advokat, læge og ingeniør, fordi der i rigtig mange minoritetsmiljøer, og det gælder ikke kun i Danmarks, men i store dele af i hvert fald den vestlige del af verdens, er en vis prestige forbundet med de uddannelser, og derfor presser forældrene ofte på, for at børnene skal læse i den retning,” fortæller Tarek Ziad Hussein.

Det pres oplevede han  ikke fra sine forældre, og heldigvis for det, for da han nåede til gymnasietiden og skulle til at vælge videregående uddannelse, gik det op for ham, at det med blod, kanyler og biologi ikke rigtig var noget for ham. Fra sin far fik han derimod et råd, som han først for alvor forstod mange år senere. Udover at faren rådede ham til at vælge noget, som han havde lyst til at blive god til, rådede han ham nemlig til at vælge et fag, som han ville kunne arbejde med, uanset hvor i verden, han måtte havne.

”Nu døde min far desværre for 10 år siden, og jeg nåede aldrig rigtig for alvor at spørge ham om, hvad han mente med det sidste, men det har jeg tænkt meget indgående over siden da, og det gik op for mig på et tidspunkt, at han som flygtning, og særligt som palæstinensisk flygtning, på trods af at have boet 25 år i Danmark, at tale flydende dansk og at have arbejdet som tandlæge, havde en iboende frygt for, at han en eller anden dag skulle på flugt igen.”

Med valget af jura og dermed en specialisering i dansk lovgivning fulgte Tarek Ziad Hussein ikke sin fars råd, men rådet har alligevel fæstnet sig så meget i ham, at han tror, han vil give det videre til sine egne børn en dag. 

Brun mands byrde

Udover at der blandt unge, som er børn af arabiske forældre, kan være et pres om valg af bestemte uddannelser, så har Tarek Ziad Hussein også oplevet den form for pres, som går under betegnelsen ’etnisk minoritetsstress’. 

”Jeg oplevede det meget i mine yngre år, både på studiet og i forbindelse med forskellige studiejobs. Når man snakker om minoritetsstress, så beskriver det en frygt for, at hvis man gør noget, der er negativt, kommer for sent og så videre, så er det noget, der kan ramme hele ens gruppe qua ens etnicitet, religion, kultur eller whatever,” fortæller han.

Har man ikke minoritetsbaggrund, behøver man ikke frygte, at de fejl, man kan lave, går ud over en hel gruppe, som folk kan se én som en repræsentant for, uddyber han. Sådan har det ikke altid været for ham.

”Så i virkeligheden ender man som etnisk minoritet altid med at bære på det, som jeg og andre har kaldt den brune mands byrde – med hele tiden at bære sin hudfarve, sin etnicitet og sit kulturelle ophav på sig, uanset hvilket rum man træder ind i. Det kan være enormt belastende.”

Debattør og direktør

I dag arbejder Tarek Ziad Hussein som direktør i Dansk Flygtningehjælp Ungdom med en politisk dagsorden, som har stor betydning for ham. Som direktør udtaler han sig med en langt større vægt og autoritet, end når han indgår i debatten som privatperson, fordi han repræsenterer en organisation, mener han. 

Den røde tråd i Tarek Ziad Husseins arbejdsliv er kampen for et politisk retfærdigt samfund, og det er præcis derfor, han så stillingen som direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom som en enestående mulighed for at forene hans professionelle arbejdsliv med sine interesser.

“At jeg kunne forene de to roller og i virkeligheden gå på arbejde med det, jeg synes, er spændende og interessant, det vakte min interesse.”