Af Morten Bjerregaard
Efter en velfortjent sommerferie er det atter tid til at komme tilbage til rutinerne og finde sig til rette på jobbet igen.
Men efter en ferie, hvor batterierne forhåbentligt er blevet fyldt op i takt med at tempoet er gået ned, kan det for nogle føles en anelse hårdt og uoverskueligt at komme tilbage på jobbet. Som om overskuddet fra ferien fordufter i det øjeblik, man går ind ad døren til sin arbejdsplads.
Og det kan da også være udfordrende at komme tilbage til jobbet efter endt ferie, lyder meldingen fra Leah Mikkelsen, der er karriererådgiver hos Akademikernes A-kasse. Hun har også et bud på, hvorfor det kan føles svært.
”Jeg tror, det for de fleste kan være svært at komme tilbage fra ferien, fordi man oplever et temposkift. Tempoet er meget højt på de fleste arbejdspladser, og det gør det ikke nemmere, når man skal omstille sig fra sit feriegear.”
Hvis du har for mange tanker og forventninger om, at du skal præstere med det samme, risikerer du at bruge unødig energi på at slå dig selv i hovedet, fordi du har urealistiske forventninger til dig selv.
Leah Mikkelsen, karriererådgiver
Der er dog meget, du selv kan gøre for at tage feriegejsten med dig ind i den ofte travle hverdag på kontoret, mener Leah Mikkelsen, som kommer med fire råd til, hvad du kan gøre, hvis du oplever udfordringer efter ferien.
Accepter tingenes tilstand
Det er okay, at du mærker en forskel, når du forlader dit ferie-mode og starter på arbejde. Derfor er det en god idé at anerkende og acceptere, at det er sådan, det er, og at du skal vænne dig til at gå på arbejde igen. Det kan føles lidt som at rejse langt væk til andre tidszoner, hvor du kan opleve, at det tager noget tid, før du er tilbage i din normale rytme.
Hvis du har for mange tanker og forventninger om at du skal præstere med det samme, risikerer du at bruge unødig energi på at slå dig selv i hovedet, fordi du har urealistiske forventninger til dig selv.
I ferien er vi typisk gode til at holde pauser, hvor vores krop og hjerne restituerer. Omvendt er det typisk noget, vi er dårlige til på arbejdet.
Leah Mikkelsen, karriererådgiver
Og så skal du huske, at det er okay, at du lige skal bruge lidt tid til at vænne dig til dit normale arbejdstempo igen. For det beviser, at du rent faktisk har holdt ferie og er kommet ned i tempo, hvilket er formålet med ferien.
Fokuser på det gode ved dit arbejde
En af de måder, du kan avle god energi på, er ved at fokusere på de positive ting. Og her er det oplagt at fokusere på de gode ting ved dit job.
Den måde, vi taler til os selv på om vores job, påvirker faktisk den følelse, vi har i kroppen omkring det. Hvis man taler dårligt om mit job hele tiden, så får man et negativt syn på det. Laver du omvendt en positiv fortælling om dit arbejde, hvor du fokuserer på to-tre gode ting, så påvirker det dig positivt. Det gavner både ens eget følelsesliv og alle andre omkring dig.
Konkret kan du begynde dagen med en taknemmelighedsrutine, hvor du starter dagen med at skrive ned, hvad du gerne vil have fokus på, og hvad du er taknemmelig for på dit job. På den måde starter du dagen med at tænke på noget positivt.
Integrer de gode ferievaner
En af grundene til, at en ferie har været god, kan være, at du har fået opbygget nogle gode vaner. De gode vaner kan du med fordel tage med dig på jobbet.
I ferien er vi typisk gode til at holde pauser, hvor vores krop og hjerne restituerer. Omvendt er det typisk noget, vi er dårlige til på arbejdet. Så overvej, om du kan give dig selv nogle små pauser, som bryder dagen op i bidder.
Du kan også indføre en pause i eget selskab i din hverdag på arbejdet. På den måde giver du dig selv lidt ro. Jeg tror nemlig, at mange oplever, at man kan blive ret udmattet af al den snak, der typisk kommer fra kolleger eller kunder, når man møder ind igen efter ferien.
Det er okay at savne ferie
Det er slet ikke en skidt ting, hvis du savner at holde ferie, for det viser, at du godt kan lide dit liv uden for arbejdspladsen. Det er et sundhedstegn, fordi det viser, at vi trives som mennesker. Og det gavner også vores arbejdsplads.
Så husk, at der ikke er nogen grund til at slå sig selv i hovedet over, at du ikke møder ind med høj energi eller ikke kan holde til at knokle, som du gjorde inden ferien. Det dræner din energi, og det er der ingen grund til.
Kilde: Leah Mikkelsen, karriererådgiver hos Akademikernes A-kasse