Akademiker: Mit udlandseventyr har budt på lærerige kulturkollisioner

I 2020 pakkede jeg Fjällräven og kufferten og fløj langt væk fra Danmark. Et nyt spændende arbejde ventede i udlandet. Jeg var ellers blevet fastansat på et handelsgymnasium – et job, jeg kan forstå, ikke hænger på træerne, og særligt ikke som humanist. Men jeg havde set et jobopslag som lektor i dansk på Osaka Universitet i Japan, der tirrede min udlængsel og var for fristende til at lade passere. Da danskfaget mestendels indbyder til, at man slår sine folder inden for kongerigets grænser, virkede det tillokkende at få mulighed for at sætte min faglighed i spil internationalt, og tilmed nærmest så langt væk fra Danmark, man kan komme.

Ansøgningsprocessen var ret skematisk, snarere Excel end Word: Jeg skulle ikke skrive en motiveret ansøgning til stillingen. Ansættelsesudvalget havde udelukkende mulighed for at vurdere mit kandidatur ud fra mit CV og min publikationsliste over forskningsartikler, undervisningsmaterialer og så videre, der i høj grad afspejler min faglighed, men som i mindre grad viser, hvem jeg er, og hvad jeg vil, når jeg går på arbejde og som man kunne uddybe i en eventuel ansøgning. 

Kulturel forståelse snarere end faglighed

Det var ikke desto mindre alt andet end min faglighed, der blev bragt i spil og fyldte i den første tid som akademiker i udlandet. I stedet brugte jeg det meste af min energi på at forstå interaktionen mellem chefer og medarbejdere, ligesom forholdet mellem mig som lærer og de studerende krævede langt flere ressourcer end selve undervisningen på grund af den fremmede kultur. Uanset hvilket land, man får arbejde i som akademiker, er de mange kulturforskelle lette at læse sig til på forhånd, men langt mere genvordige og lærerige at navigere i i realiteten. 

Lad mig give nogle eksempler: Små gaver mellem medarbejdere er vigtig olie, der smører de kollegiale forbindelser. Håndtryk skal man holde sig fra. Krammere, som vi kender det i Danmark mellem gode og tætte kollegaer, betyder noget helt andet end i Danmark. Visse kolleger skal tiltales med deres efternavn. Smil betyder ikke nødvendigvis tillid og varme, stilhed er ikke altid pinlig. Og måske vigtigst af alt: At lære at leve med uvished i modsætning til arbejdslivet i Danmark, idet det meste ikke bliver sagt direkte i Japan på samme måde, som det gør i Danmark.  

Det, jeg lige har beskrevet, er nok unikt for Japan, men jeg er overbevist om, at alle lande har hver deres særegenheder, som man også bliver nødt til at forholde sig til og lære i begyndelsen af sin ansættelse som akademiker – og i det rum spiller fagligheden en nærmest ikkeeksisterende rolle.

Fagligheden vender tilbage – med fornyet kraft

Min erfaring efter mere end fem år som akademiker i udlandet er, at når først kulturen ikke længere føles ny og fremmed, hvilket kan tage en rum tid, vågner fagligheden op til dåd og bliver iscenesat på en helt ny måde, man som akademiker ikke ville komme til at arbejde med inden for Danmarks grænser. For mig varede det seks til otte måneder, før det kulturelle jetlag var rystet af. 

Arbejdet i udlandet har betydet, at jeg har måttet lære nye undervisningsmetoder, der i den grad har udvidet min værktøjskasse. Jeg er også blevet tvunget til at tænke mit fag ind i en international sammenhæng.

Selvom ansættelsen på universitetet i Japan er tidsbegrænset, har nye jobudsigter, hvor jeg kan bruge min faglighed og kulturelle smidighed, allerede vist sig. Jeg oplever med andre ord nye muligheder for at udvikle min faglighed, som ikke ville været dukket op, hvis jeg var blevet i Danmark. Så uanset om det bliver svært at få fodfæste på det danske arbejdsmarked igen, som jeg kan forstå er tilfældet for mange akademikere, der vender hjem efter at have gjort karriere i udlandet, vil jeg aldrig være mine år i udlandet foruden. Hvis jeg da overhovedet skal arbejde i Danmark igen – det er i hvert fald ikke planen lige nu.