Alle har ret til en snørklet karriere

For et års tid siden havde jeg det held at skifte branche: Efter at have været i mediebranchen i mange år, arbejder jeg nu på et museum. Jeg arbejdede med digitalisering i mediebranchen, og nu skal jeg prøve at udvikle en digital museumsoplevelse, så på dén måde er skiftet ikke så stort – men et brancheskifte er det dog ikke desto mindre. 

Det har været utroligt fedt – både fagligt og personligt – at opleve, hvordan tankegange, tilgange og metoder fra én branche kan bruges og give både perspektiv og værdi i en anden (her satser jeg kraftigt på, at min nuværende arbejdsgiver er enig, for ellers falder pointen lidt til jorden). 

Så det er jo alt sammen skønt, men mit ærinde her er egentlig ikke at fortælle om, hvor dejligt alting er for mig. For når jeg siger, at jeg var heldig at kunne skifte branche, mener jeg det faktisk halv-bogstaveligt. 

Min kone er uddannet farmaceut og brugte de første par år efter endt uddannelse med at forfølge dén karrierevej – lige indtil hun ikke alene fik en god idé, men også gjorde alvor af den: Hun etablerede faste legestuer på plejehjem for babyer og deres barslende forældre. Hun fundraisede og fik millionstøtte, etablerede forening og organisation omkring projektet, udviklede koncepter, opdyrkede samarbejder, præsenterede, administrerede, udviklede sine medarbejdere og holdt taler. Jeg kunne blive ved over de næste mange linjer, men den foreløbige opremsning må række til at gøre det tydeligt, at hun opdyrkede en endog meget bred vifte af iværksætterrelaterede kompetencer i almindelighed og specifikke erfaringer og kompetencer inden for blandt andet projektledelse og kommunikation. 

Og sikke så en kombination, skulle man mene. Akademisk erfaring med al den struktur, grundighed og metode, der hører til. Og kreativitet, gåpåmod og iværksætterånd ude fra den ægte virkelighed. Det burde mange forskellige brancher kunne se lyset i, nu hvor hun gerne vil rykke videre.  

Men det kræver en del mere ”oversættelsesarbejde” at ville sætte kompetencer erhvervet inden for forskellige brancher i spil i nye sammenhænge, end hvis man er en kandidat, der på uddannelsespapiret er mere fodformet, strømlinet og plug and play. Hvordan overbeviser man et kommunikationsbureau om, at kommunikation faktisk har været en stor del af kernen i det, man har lavet som selvstændig? Eller – hvis det er den vej, man skal gå – hvordan overbeviser man en farmaceutisk virksomhed om, at alle de erfaringer, den ikke-farmaceutiske del af éns karriere har givet, bidrager med ekstra værdi i forhold til én, der primært har set branchen indefra? 

Det her er min kones historie, som selvfølgelig er både subjektiv og anekdotisk som bevisførelse. Men jeg vil vove den påstand, at mange kan genkende fortællingen. Alene fra min egen tidligere branche kender jeg et utal, der har forsøgt at overbevise arbejdsgivere uden for mediebranchen om, at de kan tilføre en anden nuance faglighed og nogle nye perspektiver – og det er bare tit svært. 

Så kære arbejdsgivere, ansættelsesudvalg og ansøgningslæsere: Det kan godt være, at der er kandidater med den helt rigtige uddannelse, fem års erfaring fra en sammenlignelig stilling i en sammenlignelig organisation. Men så er der også alle de andre. Dem, der har gået i livets skole. Dem, som har en helt anden uddannelsesmæssig baggrund, men som formår at sætte den i spil på nye, værdifulde måder. Dem, som har arbejdet i en anden branche, og som kan bruge al den erfaring og alle de kompetencer, de har med sig derfra, i nye sammenhænge, og som har et friskt blik på tingene.  

Det danske arbejdsmarked er – siger vi i hvert fald i skåltalerne – verdensberømt for flexicurity, men i praksis er fleksibiliteten måske primært fleksibel inden for samme branche. 

Hvis vi skal være på det her arbejdsmarked, til vi bliver 75, har nogle af os simpelthen behov for at kunne skifte spor en gang imellem. Og jeg er stensikker på, at det er en gevinst for alle parter.