Hvad 25 år har lært mig om det gode arbejdsliv

Når jeg taler med jævnaldrende og lidt ældre venner, går én ting igen: Fuldtidsjobbet tager mere og mere af deres energi. De har brug for mere tid til at lade op. For at hvile sig, når de kommer hjem. For selv at kunne bestemme over deres tid, når de har fri. At klare fuldtidsjobbet og familien er alt rigeligt. Især hvis de har teenagere i huset, eller måske har fået børnebørn, eller hvis de har forældre, som nu kræver hjælp og omsorg. Hertil kommer, at kroppen kræver sit for at have det godt. Den kan ikke holde til de mange timer på en stol foran skærm uden pauser, motion og afslapning.

De savner også mere anerkendelse af deres erfaringer, deres ro og deres overblik. For selvom de måske tager det hele lidt roligere, så får de løst deres opgaver inden for tidsrammen, de overholder deres deadlines, og de leverer med andre ord varen.

En evig energikilde?

Lige omkring min 30-års fødselsdag startede jeg som medlemssekretær på Christiansborg. Fuld af forventningens glæde. Egentlig trivedes jeg godt med det arbejde, jeg allerede havde som sekretær for De Studerendes Råd på CBS; det var sjovt og helt utroligt lærerigt at skifte højpandet humaniora ud med businessverdenen. Men jeg havde i noget tid arbejdet målrettet på at få Christiansborg som arbejdsplads, og nu bød muligheden sig.

Arbejdet gik primært ud på at servicere to ambitiøse folketingsmedlemmer. Til venstre på mit skrivebord lå en bunke breve, som skulle besvares på vegne af det ene folketingsmedlem. Til højre lå en bunke, som skulle besvares på vegne af det andet. Særligt den ene bunke tog tid: ”Langt sødt brev, mange ord” kunne prompten, skrevet med kuglepen i margenen, lyde. Jeg skrev og skrev, og telefonen ringede og ringede. Så var der én, som græd, fordi hendes aktivering var alt for svær, og nu måtte politikerne gøre noget. Så var der én, som undrede sig over, hvor det ene folketingsmedlem blev af (”vi sidder 200 syersker i Vejle og venter på hans oplæg …”) og så var der én, som var ensom, og havde brug for trøst.

Nisserne flyttede med

Månederne gik. Et ubehag kom snigende. Over de uendelige bunker, den evigt kimende telefon og de praktiske sekretærærinder, som skulle klares ved siden af de pressemeddelelser og debatindlæg, jeg jo helst ville skrive. Samtidig var jeg lige blevet skilt. Ældstebarnet gik i første klasse i den ene ende af byen, min yngste gik i børnehave i den anden ende.

De tidlige morgener og sene eftermiddage var hektiske. Men jeg holdt trit. Tænkte ikke over, hvad jeg var god til, men knoklede bare. Indtil jeg ikke kunne se perspektivet. Derfor søgte jeg med Christiansborg som springbræt mit første akademikerjob som pressekonsulent i hospitalsvæsenet. En ansættelse, som endte i en stresssygemelding.

For nisserne flyttede med. Pligtnissen, som bare knoklede løs, uden at tænke på balancen mellem energi ind og energi ud. Kontrolnissen, som ikke kunne acceptere, at mængden af opgaver var uendelig. Den følsomme nisse, som ikke kunne sætte grænser for at passe på sig selv og sit arbejdsliv.

Hver ting til sin tid

At have lært de nisser at kende, se dét er erfaring! Som jeg nyder godt af den dag i dag. Hvor jeg som 54-årig er min egen chef. Det har jeg været i 20 år, siden jeg startede forsigtigt op, mens jeg var ansat på deltid som karriererådgiver i den fagforening, som hjalp mig, da jeg blev sygemeldt med stress. Efter et års tid tog jeg springet fuldt ud. Siden har jeg haft min egen lille kommunikationsbiks, bortset fra godt to et halvt år som kommunikationsrådgiver og taleskriver i Holbæk Kommune, en arbejdslivspause og en tur forbi en organistuddannelse.

Nu arbejder jeg i et helt andet tempo end for 25 år siden. Nyder at have tid til at tænke mig om, før jeg svarer på mails. Lader telefonen være på lydløs, når jeg koncentrerer mig. Tager de vigtigste opgaver på listen først. Ændrer planer, hvis et af de tre små, søde og sjove børnebørn har brug for pasning eller holder fri en eftermiddag, hvis jeg vil besøge mine forældre.

Jeg ved, de fleste opgaver har godt af at ligge lidt, før man løser dem. Den mail med feedback på en opgave, som først virkede så negativ og rodet, ser efter et par timer overskuelig ud; herregud, det er jo bare en vinkel, som skal strammes lidt og et par sætninger, der skal fjernes. Den pressestrategi, jeg ikke har kunnet få hoved og hale på, giver pludselig sig selv efter en rask gåtur.

Jeg ved, jeg er privilegeret, fordi jeg lige nu har råd til at arbejde deltid. Jeg ved også, at det med energi, alder og arbejdskapacitet er helt og aldeles individuelt. Så måske er det her også bare en fase. Måske får jeg sidste-udkalds panik, og vil prøve give den gas igen i et fuldtidsjob, før jeg for alvor bliver senior? Det vil tiden vise. For arbejde, det vil jeg gerne. Men helst på en måde, som tager hensyn til det miks af energi og erfaring, jeg lige nu kan tilbyde.