Introvert: "Må jeg godt lige sige noget?"

For et par år siden var jeg på et lederkursus, hvor vi skulle gennemføre en personlighedstest. Til min egen absolutte mangel på overraskelse faldt jeg ud som introvert. De to super-ekstroverte kursusledere så med medlidenhed på mig og forsøgte at trøste mig med ord som: ”Det skal nok gå, der er mange, der sagtens kan få en fin karriere alligevel.”

Det var da rart at vide. Men for mig har introversion nu aldrig (kun) været et problem – men primært en styrke. Det er ikke noget, jeg går og putter med, men noget, jeg er vant til at forklare de positive aspekter ved – også til jobsamtaler for eksempel.

Selv har jeg nemlig sjældent været bekymret over mine introverte sider, for jeg er ret overbevist om, at der ligger en stor værdi i evnen til at kunne trække sig ind i sig selv, analysere og overveje, før man udtaler sig – ligesom jeg absolut anerkender, at der ligger stor værdi i evnen til at nærme sig et resultat, mens man taler.

Men selvom jeg selv lever fint med at være altovervejende introvert, ærgrer det mig, når omverdenen – som i det lidt karikerede eksempel med kursuslederne – fejlfortolker stilhed som ubeslutsomhed, manglende smalltalk som mangel på oprigtig interesse eller tror, at introverte er ude af stand til at tale for
store forsamlinger.

Jeg oplever ofte en forventning om, at det at tale afspejler handlekraft og interesse, men det kan tavshed også. Ubevidst i mit introverte sind tænker jeg det nok som en service over for modtageren, at jeg lige bruger tid på at tænke over det bedste svar eller tøver lidt, mens jeg prøver på at afkode vores relation. Jeg
vil jo gerne bidrage med noget reelt og værdifuldt. Måske også noget klogt og originalt? Og er det, jeg har i hovedet, egentlig dét? Jep, så kører tankerne, og det kan godt tage lidt tid, før det får en ende.

Er det så bare fedt at være introvert – altså bortset fra når omgivelserne til tider misforstår éns intentioner?

Næh, ikke altid. Hvor fordybelse, analyse og eftertænksomhed kan være stærke forcer i nogle situationer og give en fordel i nogle typer af problemløsning, kan umiddelbarhed, inddragelse og åbenhed i en proces være virkelig vigtige styrker i andre situationer. Situationer, hvor min generthed, trang til at afsøge mine
egne tanker, før jeg taler, og jagten på det skudsikre svar nogle gange kan være noget af en hæmsko. Måske ikke mindst det sidste: Som introvert kan jeg godt til tider føle, at min eftertænksomme tavshed har malet mig helt op i et hjørne, hvor jeg virkelig bør sige noget totalt revolutionerende, når jeg så endelig har tænkt
færdig. Så skal kagen ikke bare være færdigbagt, men også toppet med glaze uden lufthuller.

Inden jeg maler mig selv op i hjørnet, prøver jeg derfor at tvinge mit ekstroverte jeg frem og bringe mig på banen med en mellemregning – ikke for at please de ekstroverte, men for at føle mig komfortabel. Den slags kræver lidt refleksion over egen personlighed.

Og det er måske dét, jeg godt kunne efterlyse derude på arbejdsmarkedet: Lidt refleksion fra alle parter over, hvordan vi bruger hinanden bedst, for alle styrker har deres tilhørende svagheder. Men hvis vi anerkender og forstår både styrker og svagheder, så skal vi nok alle sammen få et endnu bedre arbejdsliv alligevel, fordi vi bruger hinanden, hvor vi hver især er stærkest.