Jeg er humanist i de blå skjorters land – det giver interessante diskussioner

"Tak, fordi du deler det her med os. Det gør mig stolt, at du er tryg ved det."

Sådan sagde vores danske chef, efter at jeg havde opsummeret indholdet af et seminar om diversitet, jeg netop havde deltaget i, for ham og resten af kontoret. DEI&B (Diversity, Equity, Inclusion & Belonging) ligger mig meget på sinde, og jeg er klar over, at mine holdninger befinder sig i et andet ringhjørne end mine kollegers. Derfor tog det vel også kun cirka ti minutter at gengive selve pointerne fra seminaret, men efterfølgende brugte vi vel omtrent tre kvarter på en engageret pingpong om  ligestilling og mangfoldighed. Og så var det, direktøren rundede af med ordene ovenfor. Som jeg virkelig værdsatte.

På vores lille kontor går bølgerne nemlig altid ret højt, når vi rammer netop emnet diversitet. For selv om vi helt sikkert er enige om målet – lige rettigheder for alle, sgudda! – er vi sjældent enige om vejen dertil. Men grundtonen i meningsudvekslingerne er altid sober.

Kontorets eneste humanist

Jeg arbejder med kommunikation i finansindustrien og er med min KUA-grad fra film- og medievidenskab kontorets eneste humanist i akademisk forstand. Jeg er ikke bare i undertal med mine kamptaler om diskurs og konstruktivisme – jeg er i ental. Ja, jeg kan faktisk komme i tvivl om, hvorvidt mine handelshøjskolede kolleger overhovedet var klar over, at man kunne studere kønsvidenskab, før jeg løftede sløret for det tilvalgsfag, jeg læste på Lunds Universitet engang i nullerne.

Mine erfaringer adskiller sig altså på det punkt betydeligt fra mine finanskollegers, og oven i hatten er hverken de eller jeg specielt gode til at lade en blødt serveret debatbold falde til jorden. Vi er en diskussionslysten flok og omtrent lige stædige. I en grad så det kan være en udmærket ide at vælge hjemmekontoret de dage, man på forhånd ved, der ikke bliver tid til at tabe halve og hele timer til (ellers spændende!) snakke om udfaldslighed eller diskrimination vs. markedskræfter.

Heldigvis er bundlinjen altid respekt. Man lytter til hinanden. Hører hinanden til ende. Argumenterer sagligt. Et sundt og rart debatklima. Men enige - dét bliver vi sjældent.

Et værdipolitisk hegn

Jeg har flere venner, der undrer sig over, hvorfor jeg overhovedet orker de hyppige diskussioner på kontoret, når vi oftest alligevel står på hver vores side af det værdipolitiske hegn både før og efter. Men langt de fleste dage nyder jeg faktisk netop det. Jeg lærer ekstremt meget af disse udvekslinger. For mine kolleger er kloge og velreflekterede. De repræsenterer blot et holdningsmæssigt hjørne, der nærmest er at betragte som eksotisk i det ekkokammer, jeg kalder min omgangskreds. Mine kollegers argumenter er markant anderledes end dem, der luftes over bordet ved de overvejende flexitariske middagsselskaber i mine sociale cirkler.

Og hvor bliver man reelt klogest? Hvor er der størst (omend nok stadig minimal) chance for at påvirke? Ved de gentagne prædikener til koret med begge ben trygt plantet i eget jordbærbed? ... Eller måske der, hvor man faktisk bliver udfordret, og hvor konklusionen ikke er givet, før man overhovedet åbner munden? Selvfølgelig er det der, hvor der serveres andre boller på suppen end derhjemme.

Så! Så længe alle går respektfuld til debatten og kan lægge den fra sig, når den bliver for følsom, kan jeg faktisk anbefale at begive sig ud på den slags antropologisk ekspedition.

Som en sand humanist.