Gå videre til hovedindhold

Jobsøgende: Husk at give kandidaterne en god oplevelse

Akademikerlivs jobsøgende kolumnist er både forundret og ærgerlig over den måde, mange virksomheder og organisationer behandler ansøgere på, når de søger job hos dem. I virkeligheden kræver det nemlig ikke andet end at udvise helt almindelig anstændighed og anerkendelse, skriver han.

Det er ikke ret mange virksomheder, der formår at give ansøgere den gode oplevelse undervejs i processen, skriver Akademikerlivs klummeskribent, Tommy Panduro

11. december 2024

Af Tommy Panduro

Det går forrygende for beskæftigelsen i Danmark for tiden, hvor alle grafer, statistikker og Excel-ark fortæller en enslydende historie om, at der aldrig har været flere i arbejde. Tallenes fortælling er sådan set helt korrekt og set fra en generaliserende overflyvning er den både klapsalver og konfettifejring værdig. Men hvis man dykker lidt ned i Excel-arket, er der en kolonne, hvor hvert tal repræsenterer en person, der står uden for arbejdsmarkedet, og som gør sit bedste for at blive en del af festen. Og dem skal vi huske at behandle med samme respekt som alle dem, vi hylder som en del af arbejdsstyrken.

For de fleste arbejdssøgende er det en temmelig svær proces, hvor man føler sig målt, vejet og på alle mulige andre måder vurderet ud fra kriterier, som man sjældent kan gennemskue med 100 procent sikkerhed. Ethvert jobopslag indeholder naturligvis nogle ønsker og forventninger, men hvad der ender med at være afgørende, kan som ansøger være virkelig svært at gennemskue. Og for størstedelen af ansøgerne til et givent job, vil man blive fundet ikke-rigtig.

Af selvindlysende årsager befinder man sig som jobsøgende – trust me, jeg taler af erfaring – i en temmelig sårbar situation, hvor man lægger en masse kræfter i hver ansøgning, støvsuger netværket for relevante mennesker at drikke kaffe med og forsøger at vride anbefalinger ud af selv de fjerneste LinkedIn-connections. Alt imens man kigger på de flotte beskæftigelsestal og tænker “Jeg vil også bare være med til at bidrage!”

Hård konkurrence

Hvis man er jobsøgende inden for kommunikation, som jeg er, vil man opleve, at der er mange dygtige kandidater, der kæmper om de ledige stillinger for tiden. Jeg oplevede selv at få kappet titel og lønseddel (og i virkeligheden også en del af min identitet) i en større organisationsstramning tidligere på året, og det lader det til, at der er mange i samme situation. Og selvom jeg kan bryste mig af 15 år på CV’et, ledelseserfaring og faglig stolthed, så har det vist sig svært at lande et nyt job.

Til de kandidater, der har været til samtale, skylder man et personligt og begrundet afslag, hvilket desværre heller ikke er en selvfølge.

Og her er det så, at jeg gerne – efter et utal af ansøgninger, 15 samtaler og en uovertruffen evne til at blive nummer to – vil rette en opfordring mod alle rekrutterende virksomheder og organisationer: Husk nu at udvise helt almindelig anstændighed over for jeres ansøgere! 

Der bliver brugt mange ressourcer på både pre- og onboardingforløb og velkomstgaver i form af logoindhyllet merch., når jobbet er landet, men som kandidat er man altså igennem en lang proces inden da, som for størstedelen ender i et afslag. Der er imidlertid ikke ret mange virksomheder, der formår at give ansøgere den gode oplevelse undervejs i processen. En proces, hvor man på trods af et afslag kunne tænke “Okay, det var faktisk en god oplevelse, og jeg blev bekræftet i, at virksomhed Z er et fedt sted.”

Gode råd til en værdig behandling

Derfor kommer her fire konkrete nedslag, som alle virksomheder kan rette fokus mod for at give ansøgere en mere værdig behandling:

1. Håbløst software

En ting er selve brugeroplevelsen, når man skal overlevere sin ansøgning, hvor rekrutteringssoftware og dertilhørende formularer kan være fuldstændig håbløse at komme igennem. Jeg medgiver, at IT-investeringer og -implementeringer ikke er lige til, men måske er tiden vokset fra de dyreste systemer. Hvis man ikke står og skal skifte system, så er en god gammeldags mail med et par vedhæftninger måske ikke helt tosset, eller også kunne man barbere formularerne ned til et minimum.

2. Manglende tilbagemeldinger

Når man skriver, at man kan kontakte person X med spørgsmål, må man som minimum forvente, at person X også svarer. Men det er altså ikke en selvfølge, at man prioriterer at svare på henvendelser – det gælder desværre på tværs af start-ups og store internationale virksomheder.

3. Upersonlige standardafslag

Et tredje aspekt er selve afslaget til alle dem, der ikke lander jobbet. Jeg er med på præmissen om, at der ikke er mulighed for at give alle ansøgere et uddybende svar på, hvorfor de ikke er kaldt til samtale. Men man kan godt gøre sig umage med at komme ansøgerne i møde og anerkende, at jobsøgning kan være svært. Sagt på en anden måde, kan man gøre sig umage med at formulere sig taknemligt og empatisk i et standardsvar.

4. Ubrugelige personlige afslag

Til de kandidater, der har været til samtale, skylder man et personligt og begrundet afslag, hvilket desværre heller ikke er en selvfølge. Jeg har for eksempel fået en mail med følgende formulering efter en fysisk samtale hos en international virksomhed med over 20.000 ansatte: “We got a really good impression of you. However, it was a strong field of candidates and so we have chosen to move forward with someone else.” Det synes jeg var lidt svært at bruge til noget, så jeg bad om yderligere feedback. Det fik jeg aldrig et svar på.

De fire nedslagspunkter repræsenterer et selvmål på den efterhånden allestedsnærværende employer branding-bane, og som kandidat er det svært at afkode det som andet end afspejling af en virksomhedskultur, der ikke er specielt attråværdig. Og det er jo lidt ærgerligt, når det forhåbentlig ikke er sandheden.

Om skribenten

Tommy Panduro er født i 1978, er uddannet cand.mag. i Dansk & Kommunikation fra Københavns Universitet. Senest har han haft ansvaret for corporate communication hos Semler Gruppen A/S.

Privat bor han på Amager med sin kæreste og fem sammenbragte børn i alderen 5 til 17 år.

 

Inspiration til din jobsøgning i Akademikerliv

Studerende: ”Kære arbejdsgiver: Hvordan skal vi få erfaring, hvis I ikke vil give os den?”

Jobsøgende: Husk at give kandidaterne en god oplevelse

Tina Højager vil ikke længere skjule sit handicap i jobsøgning

Hvert sjette forsøg på at ansætte akademikere mislykkes: ”Virksomheder bør tænke mere ud af boksen”

Fem spændende tendenser til dig, der søger nyt job

Den klassiske jobansøgning kan være på vej i graven: Brug kræfterne på CV’et i stedet

5 veje til en god overgang fra studieliv til arbejdsliv

Er kaffen stadig varm? Vi tager temperaturen på kaffemødet

Guide: Sådan siger du bedst muligt dit job op

Kan ChatGPT hjælpe dig med at lande drømmejobbet?

Blind rekruttering begejstrer: Vi har fået adgang til meget mere talent

Fyringen ramte mig på min stolthed og min tro på egne evner

Floskler er til for at blive udfordret