Når drømmejobbet har en slutdato

Jeg vidste fra starten, hvad jeg gik ind til. At være ansat midlertidigt – for eksempel som barselsvikar eller deltids- og projektansat – er at udfylde en rolle, man fra starten ved har en udløbsdato. Man træder ind, engagerer sig fuldt ud og forsøger at skabe noget meningsfuldt – velvidende at det en dag slutter. Det er en arbejdsbetingelse, man accepterer, og alligevel rammer det, når slutdatoen nærmer sig.

Jeg er 29 år, uddannet journalist fra Aarhus Universitet i 2021, og har endnu ikke haft et fast job. Som én, der har forelsket sig i det kreative erhverv – særligt kulturen og scenekunsten – er det på mange måder måske en præmis. Så efter flere års deltids- og projektansættelser i musikbranchen søgte jeg videre i kulturverdenen og fik et barselsvikariat som SoMe- og kommunikationsmedarbejder hos Odense Teater.

I mit vikariat har jeg oplevet både værdifulde erfaringer og de udfordringer, der følger med en midlertidig stilling. Det er en mulighed for udvikling, men også et kapløb, hvor man hurtigt skal bevise sit værd. Presset for at levere og tilføre noget nyt kan både drive og skabe tvivl – har jeg gjort nok? Har jeg sat mit præg? Impostersyndromet lurer, især når stillingen ikke er ens egen.

Da jeg sagde ja til jobbet, var det med en overbevisning om, at jeg kunne holde en professionel distance. At jeg kunne tage det for, hvad det var: en midlertidig opgave, en faglig udfordring, en mulighed. Men sandheden er, at hvis man brænder for sit arbejde, er det umuligt ikke at lade sig rive med. Det bliver en del af ens identitet, og det gør det svært at give slip.

Når en arbejdsplads føles som et hjem

Mit vikariat har været meget mere end blot en ansættelse. Det har været en oplevelse, en rejse, et eventyr. At arbejde på et teater er at befinde sig i et kreativt maskinrum, hvor historier vækkes til live, og passion driver hverdagen.

Jeg har drukket min kaffe på kostumeloftet, set skrædderne arbejde på de smukkeste kostumer, ladet hænderne glide over gamle kulisser og siddet sitrende i salen, når lyset dæmpede sig, og forventningen bredte sig i rummet. Men vigtigst af alt har jeg arbejdet sammen med mennesker, der har inspireret mig, udfordret mig og fået mig til at føle mig hjemme.

Halvvejs i mit vikariat tog jeg en snak med min partner derhjemme. Jeg kunne mærke, hvor meget jeg knyttede mig til stedet og menneskene, og spørgsmålet pressede sig på: Skulle jeg trække mig lidt for at skåne mig selv? Trække følelsesmæssigt i land, så det ikke gjorde så ondt, når det sluttede? Vi blev enige om det modsatte. Jeg skulle gå all in. Mærke det, leve det fuldt ud. Og det gjorde jeg.

Fra en del af holdet til at stå alene på sidelinjen

Jeg ved jo, at dagen vil komme. At mit skrivebord vil blive ryddet, mit adgangskort afleveret, mit navn fjernet fra kalendere og mailinglister. Men det betyder ikke, at jeg er klar til det. For det er ikke kun jobbet, man forlader, det er også hverdagen, menneskene og samhørigheden. Man går fra at være en del af et team til pludselig at stå alene. Ingen morgenmøder, ingen spontane beskeder med SoMe-idéer, ingen fredagsbarer.

Og så begynder tvivlen alligevel at hviske: Har jeg investeret for meget i noget, der aldrig kunne blive mit. Burde jeg have holdt en professionel distance? Var det naivt at lade mig rive med?

Var det nogensinde mit?

Når man forlader en arbejdsplads, kan det føles, som om alt det, man har investeret, forsvinder med én. Fællesskabet og projekterne fortsætter uden én selv, og ens indsats kan føles midlertidig – som noget, der blot var til låns. Man kan spørge sig selv, om jobbet nogensinde var ens eget, eller om man blot var et kort i en midlertidig kabale, der nu skal gå op på ny.

Måske var det aldrig helt mit. Men jeg har sat mit præg. Jeg har skabt indhold, formet en stemme, bidraget til noget, der stadig vil være en del af huset. Jeg har fået venskaber, der rækker ud over arbejdspladsens mure, og erfaringer, der har skærpet mit faglige udsyn og styrket mit mod.

At være barselsvikar handler ikke kun om at varetage en stilling midlertidigt. Det handler om at tage ansvar, skabe værdi, bygge noget op – og give det videre. Det er hårdt, fordi det kræver, at man engagerer sig fuldt ud, selvom man ved, det har en slutdato. Men ville jeg gøre det igen? JA. Kæmpe, rungende JA.

Jeg har lært, vokset og udviklet mig. Jeg har givet alt, hvad jeg havde – og har fået lige så meget igen.
Det har ikke kun handlet om min egen indsats, men også om rammerne, jeg har arbejdet inden for. Jeg har været en del af en arbejdsplads, der gav mig frihed til at eksperimentere, tage ejerskab og sætte mit eget præg. En arbejdsplads, der mødte mig med tillid, lod mig være modig og gav mig mulighed for at vokse. Og netop den tillid har gjort mig mere sikker i mit arbejde. Mere risikovillig i mine valg. Mere bevidst om, hvad jeg kan, og hvor jeg vil hen.

Forhåbentlig er næste skridt en fast stilling – en mulighed for at investere mig selv uden en slutdato hængende over hovedet. Indtil da er der én ting, jeg tager med mig: Et job kan være midlertidigt, men den forskel, man gør, de relationer, man skaber, og den udvikling, man gennemgår, varer ved.