Af Erla Heinesen Højsted
Som psykolog med særligt fokus på at hjælpe akademikere, der oplever udfordringer i arbejdslivet, møder jeg mange forskellige problematikker. Men da Akademikerlivs redaktør spurgte mig, hvilke problemer relateret til arbejdsliv, jeg oftest støder på i mit arbejde, var jeg faktisk ikke i tvivl:
Det, jeg lægger øre til igen og igen, er nemlig fortællingen om tvivl og frygt i forhold til at gøre det godt nok på sin arbejdsplads.
Det kan måske virke overraskende, når det ofte er mennesker med et flot CV og karrierer, der buldrer derudaf, jeg møder i min klinik. Men velkommen til livet med imposter syndrom – eller som jeg kalder det: 'Hvem slap mig egentlig ind her?'-følelsen.
En følelse af at være fake
Jeg har egentlig altid troet, at det krævede noget særligt at være svindler. Måske et falsk ID, en skjult mikrofon eller en hemmelighed, der kunne vælte et imperium. Men sådan forholder det sig ikke, kan jeg konstatere. Jeg sidder nemlig gang på gang over for helt almindelige, dygtige karrieremindede mennesker, der føler sig som verdens mest talentløse svindlere.
Og jeg kan heller ikke selv sige mig fri for at blive ramt af følelsen. Dog kan jeg med min faglighed i bagagen som oftest dæmpe den.
Urimeligt mange dygtige, kloge og ansvarsbevidste mennesker lever med følelsen af at være fake – eller i hvert fald ikke gode nok til det gode selskab.
Men når nogen roser min indsats, kan tvivlen godt trænge sig på: 'Det er bare et spørgsmål om tid, før de opdager det,' tænker jeg. Opdager hvad, tænker du måske? Jo, at jeg faktisk ikke er en ”ægte” akademiker. At jeg i realiteten ikke hører til i det akademiske selskab og burde returnere mit kandidateksamensbevis.
Jeg kan sagtens selv se det komiske i, at jeg – og andre karrieremindede mennesker – bliver ramt af ”svindler-følelsen”. Men desværre er det ikke særlig morsomt. For mange er det nemlig ikke bare en skæv tanke, der dukker op en gang imellem. Det er en nagende tvivl, der kan snige sig ind og sætte sig fast, lige meget hvor dygtige eller kvalificerede vi egentlig er. Og det værste? Det rammer oftest de mennesker, der faktisk gør det rigtig godt. Urimeligt mange dygtige, kloge og ansvarsbevidste mennesker lever med følelsen af at være fake – eller i hvert fald ikke gode nok til det gode selskab.
Det skaber bekymringer. Bekymringer for ikke at have fortjent den plads, de har opnået. En konstant frygt for ikke at være god nok.
Når imposter-loopet kører
Det er vigtigt for mig at understrege, at den følelse ikke hænger sammen med de faktiske kvalifikationer eller kvaliteten af indsatserne. Der er udelukkende tale om en følelse, der - ofte særdeles ubelejligt - melder sin ankomst. Den kan komme i stille øjeblikke, den kan komme i forbindelse med en præstation. Den kan komme pludseligt – eller snige sig ind på dig og overrumple dig, uden du i øjeblikket forstår, hvad der sker.
Og når den følelse rammer, kan det være fristende at arbejde endnu hårdere for at bevise sit eget værd. Ikke nødvendigvis over for andre mennesker, men mest over for sig selv. Derfor er mennesker, der lider af at føle sig som svindlere ofte produktive og succesfulde.
Men problemet er, at de sjældent når at høste glæden over deres indsats. For paradoksalt nok er succes og andres ros noget, der kan udløse følelsen af at være galt på den.
Og så starter imposter-loopet, hvor en dårlig selvfølelse fører til overpræstation, som i stedet for at dæmpe, forstærker imposter-følelsen. Ros og succes forpligter nemlig. Et vellykket projekt er ikke en billet til at læne sig tilbage og nyde resultatet – det er tværtimod en direkte opfordring til at gøre det bedre næste gang. Sådan kan ræsonnementet i hvert fald sagtens lyde for os, der er bekendte med tvivl på egne evner.
Vejen ud af imposter-loopet kræver, at vi stopper med at se vores værdi som en præstation og i stedet ser den som noget, vi selv ejer og påvirker.
I stedet for at fejre et vellykket projekt, begynder man at tænke: 'Hvad hvis det bare var held? Hvad hvis de opdager, at jeg faktisk ikke aner, hvordan jeg klarede det?' Men der er en vej ud.
Og det er ikke at søge anerkendelse hos chefen, veninden eller partneren. Det vil kun svare til at give dem nøglen til vores selvværd – og uanset hvor søde og rare mennesker de er, så er det skrøbeligt at være afhængig af andres validering. Og hvad hvis de svarer noget andet end det, vi ønsker de skal? Eller selv har en dårlig dag?
Vejen ud af imposter-loopet kræver, at vi stopper med at se vores værdi som en præstation og i stedet ser den som noget, vi selv ejer og påvirker. Det er svært – men det er også befriende at tage nøglen til sit eget selvværd tilbage.
De første små skridt? Begynd med at stå ved dine sejre – små som store. Glæden over dit arbejde er din egen, ødelæg den ikke ved at tvivle på dig selv. Øv dig i at tage imod ros uden at afvise det. Sig blot 'tak' i stedet for at nedgøre din egen indsats. Og husk: Du kan fejre sejre, uden at de behøver være perfekte.
Så jo, du ER god nok – og nej, du er IKKE en svindler. Og din karriere? Det er ikke bare et CV med nogle titler – det er stillinger, du har fået og bestredet. Det er din, og du fortjener den.
Om skribenten
Erla Heinesen Højsted er født i 1975 på Færøerne. Hun er psykolog specialiseret i metakognitiv terapi og erhvervspsykologi samt er stifter og leder af psykologhuset MIND Copenhagen.
Privat bor hun i en lille by i det sydlige Sverige med sine 3 teenagere.